Corona-fødselsdag

Göran og verdens bedste Dronning Daisy

Det er blevet fredag og dermed weekend i Ørkenstaten.

Vejret er smukt med små buttede skyer på en lysende blå himmel. Fuglene kvidrer om kap og der er en let vind over søen. Der er 25 milde grader, og på en hvilken som anden fredag kunne det have været på sin plads med et dyp i poolen eller måske et smut ud på café for at drikke kaffe. Det var dengang.

Nu bor vi i Corona-land og jeg er pludselig blevet gift med svigermors drøm, Göran, der har helt perfekt redt svenskerhår (eller revisor-hår, vælg selv), og som bruger sin højhellige fredag på at trække i latexhandsker og mundbind for at cykle op og hente mælk til min kaffe og bacon til sit nervesystem. Udgangstilladelsen ligger pænt i rygsækken sammen med kreditkortet. Han har tilladelse mellem 9 og 11 her til formiddag. En tilladelse til at cykle 400 meter op til den lokale biks efter fødevarer. Og så direkte hjem igen, kammerat Göran. Det er ikke kun en frisør eller en barber, vi mangler. Det er også luft under vingerne.

Frihed.

Til at gå en tur. Løbe en tur. Sidde i en park på en bænk. Bade i havet. Vade i sandet. Men det har lange udsigter.Der indføres kontinuerligt nye regler for vores lockdown. Vi er på 4. uge nu, og jeg har fuldstændig glemt, hvornår jeg sidst prøvede at forlade vores villa. Aner det ikke. Muligvis godt 5 uger siden. Hvem tæller den slags længere?

I går eftermiddags tog jeg dét her billede af mig selv som et lockdown-minde.Jeg ser grå hår, der mangler en farvning. Melasma i panden, der savner behandling af en dermatolog. Akne omkring mund og hage på grund af trøstespisning. Tørre, uplejede læber på grund af for meget sukker. Øjenlåg, der hænger. Øjne, der er matte.

Og så ser jeg udslukthed. Tomhed. Tørst. Træthed. Tristhed. Utilpashed. Kvalme. Vrede. Hovedpine.

Jeg er en løvinde i bur. I et bur med de mennesker, jeg elsker allerhøjest i hele verden. Men jeg skal ikke be’ om det her.

Heldigvis er jeg ikke alene. Og jeg føler inderligt med de mennesker, der er ensomme og alene igennem dét her. For selvom jeg kan blive virkelig træt af børnene – og de af mig i denne her underlige boble – så må alting være så meget værre alene. Eller i en flygtningelejr. Eller i et fremmed land, man ikke kan komme ud af igen. For fuck’s sake.

Og jeg hælder vand ud af ørerne til min Mor og Søster på WhatsApp.

Om mit nye arbejdsliv, hvor jeg som en anden sprechstallmeister forsøger at fastholde og undervise 4-5-6-7-8-9-årige i 60 minutters lektioner over Microsoft Teams.

60 stive minutter, hvor vi mute’r og unmute’r i et væk. Hvor jeg kommer med ind i folks køleskabe, næsebor, trampoliner, sofaarrangementer og støvsugningsseancer. Hvor jeg taler og traller, forklarer modalverber og tegner med Apple-pen som en anden Jørgen Clevin, mens jeg insisterer på at tale om vokalen ‘e’s fem lyde på dansk. Som om det er vigtigt lige nu? Who gives a fuck?

Jeg vander høns over, at vores adgang til de danske læringsplatforme er blevet lukket ned, fordi Staten Danmark oplever et umenneskeligt pres på deres servere, så os med IP-adresser på sære steder kan gå hjem med uforrettet sag. Dér mistede jeg så vores elektroniske bibliotek, der er en decideret livredder i forhold til læsetræning og højtlæsning. Især nu, hvor vi ikke er i skole, men må forsøge at klare os igennem med online-skole. Dér mistede jeg så også adgangen til Clio, som er en portal for lærere, hvor vi henter emneforløb, inspiration til årsplaner og i det hele taget sikrer os, at vi følger fællesmålene for danskfaget i folkeskolen. Dér mistede jeg så også muligheden for at lave udmærkede online læse- og stavetests med 2. og 3. klasse-eleverne. Som om det ikke var svært nok at udfylde 60 minutter tre gange om ugen på hver årgang, så er nedlukningen af Uni-login for danskere i udlandet en hel katastrofe i sig selv.

Og jeg mærker, hvordan søster- og mor-kærligheden omslutter mig, så jeg nærmest skvulper rundt i sengen.

Bagefter ringer min Svigermor helt uforvarende og i andet øjemed, men ender med at få samme ulidelige tur igennem skole-corona-møllen, som min Mor og Søster lige måtte udstå.

Og jeg mærker, hvordan det letter. Hvordan de sidste 14 dage har tynget mig helt i bund. Hvordan jeg føler mig helt alene, indtil dem, jeg holder allermest af, ved, hvad der rører sig i mig.

Senere kommer Martin eller Göran listende for at se til mig. Og som det kloge menneske han er, får han forsigtigt fortalt mig, at jeg er nødt til at skrue helt ned for ambitionsniveauet. At alt andet er dumt. At det kommer inde fra mig selv, dét her pres – og at INGEN forventer en strækmarch igennem Jeppe Aakjærs forårsdigte under de her omstændigheder. Han foreslår også en pizza og en flaske rødvin. Og vilde dyr på TV. Han er en klog og god mand, er han. Min bedste ven og min elskede.

Og i dag er naturligvis en ny dag. Det er det gode ved at blive ældre og få en vis erfaring med at være en gemen Hystella. Det går jo over igen. Bølgerne lægger sig. Der kommer altid en løsning på det umiddelbart uløselige. Så jeg trækker vejret ned i maven, vælger en sjov bog at læse på Saxo, og trækker fløjdørene fra i stuen, så jeg får hele haven og søbrisen ind.

Jeg er heldig med at være lige hér.

Også selvom det er svært at være meddirigent i et lille firkløver 24-7.

Også selvom mit job så langt fra er ét, jeg ville have sagt ja til, hvis jeg var blevet tilbudt det, og ikke var blevet tvunget til det af omstændighederne.

Også selvom vi ikke ved, hvornår vi må komme ud igen, og der bliver bygget felthospitaler og antallet af smittede stiger dag for dag, til trods for den langvarige lockdown.

Mit humør stiger et mærkbart nøk mere, da jeg endelig finder ro og overskud til at se verdens bedste Dronning Daisy tone frem på skærmen for at takke for sine fødselsdags-lykønskninger. Hvor er hun dog skøn, vores alle sammens Dronning på flotte 80 år. Også selvom hun siger virkelig dumme ting om global opvarmning og har en sporty søn, der er med i én af de mest korrupte organisationer i verden.

Endnu bedre bliver det, da jeg får set nogle af de fødselsdagshilsner, som sjove mennesker lægger ud til Dronning Daisy – se f.eks. Signe Molde og flagmanden Peter på Insta. Det’ godt.

I dag bliver en god dag. Det er min stædige intention. Også selvom pigerne lige har skændtes over et håndtryk, hvor den ene havde slikket sig selv i hånden først, så den anden fik et slimet goddag. Den slags småting kan ikke skubbe mig ud over kanten i dag.

Go’ fredag ❤️😷🍷

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

  • Katrine

    Det er simpelthen så genkendeligt, det du skriver.

    Jeg er pt. aupair i Tyskland og har mellem småbørnsbleer, skænderier i huset og opkald med dem derhjemme i lille Danmark også taget hele turen gennem følelsesregisteret og slikskabet.

    Heldigvis kommer der altid en ny dag og en ny chance for at gøre den god. Om dét så lykkedes kommer an på dagsformen 😅 Men én ting er i hvert fald sikker: man kommer tæt på hinanden og sig selv. Jeg har i hvert fald lært min værtsfamilie meget bedre at kende – og mig selv i øvrigt.

    Forhåbentlig er vi snart ude på den anden side. Men gud, hvor kan man godt hade det hele lidt indtil da – også selvom der er andre, der står i en meget værre situation <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Hej Katrine,
      Hvor er du bare megasej! At være au pair er virkelig svært i sig selv – og læg så lige en coronavirus og hele værtsfamilien hjemme 24/7 oven i hatten – dét er virkelig en udviklende fase at være landet i 😬😍
      Jeg håber så meget, at du klarer dig igennem i Tyskland og kommer ud på den anden side, hvor du igen kan nyde au pair livet med alt det, som det bør byde på, men som lige nu er lukket land.
      Jeg var selv au pair i Spanien for 22 år siden. Jøsses, nu lyder jeg pludselig så gammel!
      Mange hilsner og alt det bedste til seje dig,
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Corona-fødselsdag