Lockdown-tanker

Breaking news bjælken må på!

Jeg er i chok.Så meget, at det tog 11 stykker chokolade af en slags, jeg ikke engang bryder mig om + en lang dokumentar på DR om nogen, der har det betydeligt værre end mig selv, for bare at komme nogenlunde helskindet igennem i aftes.

Breaking News bjælken må på bloggen!

Jep.

Hjemmeskolingen skal fortsætte til sommerferien.

3 stive måneder med endeløse opkald over Microsoft Teams og opgaver af temmelig svingende kvalitet, der bliver spyttet ud til højre og venstre fra lærere, som sidder på deres hjemlige taburetter og er mindst lige så frustrerede over situationen. Manglende feedback-loop mellem lærere og elever, fordi man ikke lige kan gå op til katederet og spørge om hjælp, få tjekket, at man er godt på vej og så fremdeles. Manglende instruktion og manglende fælles læring, fordi internetforbindelsen svigter og teknikken driller.

Hvordan vi skal holde gryden i kog i SÅ mange måneder – og hvordan det skal gå med SÅ mange timer foran iPads hver eneste hverdag, dét ved jeg ganske enkelt ikke.

Og ja, jeg tager sorgerne på forskud. Fordi jeg er træt, sur, ked af det, frustreret, vred og fornærmet over en udefrakommende virus, der tager så meget fra os. For jeg er bestemt ikke kommet dertil, hvor jeg kan se, at virussen giver mig eller os noget.

Bevares, det er da hyggeligt at samles om et puslespil eller at have tid til at bage en kage med et barn. Men den slags familieliv med hjemmetid og fællesskab har vi været heldige at have og har prioriteret højt i al den tid, vi har været en familie, så for mig er det ikke en befrielse at blive sendt hjem i reden. Det er standard. Jeg har ikke et job, som jeg trænger til en pause fra. Jeg elsker mit job! Jeg har ikke et par børn, der trængte til at blive hentet tidligere fra skole eller få mere tid derhjemme. De har sgu’ været her hele tiden!

Men over og forud for alt går befolkningens sikkerhed. Dét er klart. Her er tallene for De Forenede Arabiske Emirater fra i aftes. Måske er de allerede forældede, for det går dælme stærkt med denne her virus.

Og nu tager jeg mig lige en dags tid, hvor jeg har lov til at sørge over, at Cille ikke får sine 15 minutters berømmelse som Ånden i flasken i årets Primary School Musical, Aladdin. At hun ikke får sin PYP Graduation Ceremony og den efterfølgende eftertragtede hotelfest med alle sine kammerater i Year 6, der nu sendes enten videre over i Secondary School eller ud i verden til en anden skole eller måske et helt andet land. At hendes afgangsprojekt i IB Primary Years Programme nu pludselig bliver til en sammenstykket omgang over Microsoft Teams, i stedet for et langvarigt samarbejde i klassen og hjemme.

Ja. Det er First World Problems i vores husholdning. Vi er jo hverken syge eller døde.

Men jeg sørger altså stadig over mistede muligheder og glade stunder, der ikke blev til noget. Jeg sørger over, at børnene skal have et så uafsluttet skoleår med deres søde venner og dejlige lærere. Jeg sørger over, at de mister en del af barndommens uskyld og får en ny usikkerhed med i den mentale rygsæk, fordi verden pludselig viser sig at være langt mere farlig og foranderlig, end de hidtil havde forestillet sig.

Min elskede Mor skulle have været her i to uger i marts.

Min elskede Søster, Svoger, Niece og Nevø skulle have været her i påsken med fejring af intet mindre end tre fødselsdage undervejs.

Vores rundrejse i Vietnam røg i begyndelsen af processen. Ganske vist med begrænset skade rent økonomisk, men alligevel er det da en kæmpe skuffelse.

Hvis ikke det var fordi klokken er 8.40, så kunne et glas hvidvin faktisk have været på sin plads lige nu.

Jeg tager en kop kaffe mere. Kulsort, som mit humør.

Måske skulle jeg kigge ud til gråspurvene i haven? Det kan jo også være, ar mit humør letter lidt, når vi må gå ud af huset igen. Det her lockdown-show hjælper bestemt heller ikke på stemningen. ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lockdown-tanker