Kaalund’s Home School

Så kom Danmark også dertil, hvor COVID-19 ikke længere kan affærdiges med at dukke nakken og antage, at det nok ikke vedkommer Skandinavien på helt samme måde, som hos os andre i lidt mere eksotiske dele af verden. At tænke sig: Corona er ganske enkelt båret hjem til Dannevang på ryggen af en flok festlige skiferier i Italien og Østrig. Hvem skulle dog nogensinde have forestillet sig, at resultatet af lidt for heftig after-ski skulle give anledning til andet end sprukne læber, fnat, dårlig samvittighed eller herpes i udbrud?

Verden er af lave, og det ser på ingen måde ud til, at vi sådan lige retter op på en global pandemi. Shit, hvor er det skræmmende.

Hernede i Arabistan er den første uge i Kaalund’s Home School veloverstået. I kommer til selvsamme milepæl om en uge i Danmark, hvor I muligvis også begynder at mærke, om konceptet ‘home ed’ sådan for alvor er noget for jer.Dét er det ikke for mig, kan jeg hilse at sige. I forvejen har jeg fornøjelsen af at forsøge at være dansklærer for pigerne, og det bliver egentlig ikke lettere af at være på et fuldtids-skema.I virkeligheden er vi på en fremrykket Spring Break, men vi har aftalt at køre på med skolesagerne, fordi vi indtil for ganske kort tid siden stadig overvejede, om vi mon kunne komme til Vietnam ved udgangen af marts, som planlagt for længe siden. Dét bliver vi mere og mere sikre på, at vi ikke kan. Og både flyselskabet og hotellerne er faktisk villige til at ombooke, hvilket er fantastisk flot – for vi kunne egentlig lige så godt have mistet det hele ved et no-show. Vi tygger dog stadig lidt på, hvordan og hvorledes, vi så vil til Vietnam, for det er ikke helt ligetil at gennemskue resten af året – ej heller pandemiens udvikling i kommende måneder.En anden ferie, vi tripper rundt om, er Mormors ankomst på lørdag. Kan hun overhovedet komme ind i landet? Vil hun blive sat i karantæne her, nu hvor antallet af smittede stiger og stiger i Danmark? Og hvad med at rejse hjem herfra? Skal hun så i karantæne derhjemme igen på grund af ophold i Dubai?

Spørgsmålene er mange. De klare svar glimrer ved et 100% fravær. Min mor søger efter en voksen, der lige kan tage over for en stund og tage en fornuftig beslutning på hendes vegne, og sådan har jeg det faktisk også selv.

Jeg sover ad helvede til om natten – vender og drejer mig, mens diverse truende katastrofer rammer hårdt i mine drømme. Jeg trøstespiser, kaffelotter den alt for meget og humørsvinger mig igennem dagene, mens jeg scroller igennem dumme breaking news artikler på danske og arabiske medier.

Og så er der børnene. Som vi skal have taget hånd om på bedste vis, midt i Corona-hysteri og omskiftelige beskeder, der flyver ind fra højre og så fra venstre.Vores piger ser næsten hver dag børnenes nyhedsudsendelse, Ultra-Nyt, på DR Ultra, fordi det giver et godt fundament at tale sammen ud fra, og jeg synes virkelig, at de får lavet nogle gode og informative indslag om virussen, og om, hvad vi hver især kan og skal gøre. De virker lidt betuttede, stiller lidt spørgsmål og accepterer, at et svar kan ændres fra ja til nej i løbet af en time.Mest af alt savner de deres almindelige hverdag. De savner deres kammerater, lærere og skolens faste rammer. Genkendeligheden, strukturen og fællesskabet.Og i mellemtiden må vi få det bedste ud af situationen i en balanceakt, hvor vi ikke burer os inde – for vi er jo netop ikke i en reel karantæne – men vi må jo heller ikke gøre noget alt for tumpet.

For eksempel vover vi os en formiddag i Street Maniax i Al Quoz 3, som er et nyt sted med seje forhindringsbaner til tween-segmentet. Vi kom med fuldt overlæg lige ved åbningstidspunktet, så der var så få mennesker som muligt.Vi bliver temperaturmålt og afsprittet, før vi går derind, og undervejs er der masser af håndsprit og rengøringsfolk, så jeg egentlig ikke føler det store problem ved at være der.

Kite Beach kunne vi heller ikke helt stå for forleden. Prøv at se en himmel og er hav! Jeg føler mig så taknemmelig over at bo 20 minutter fra så smuk en kyst.
Go’e gamle Al Barsha Pond Park lægger vi også vejen forbi en eftermiddag, for lige at få lidt frisk luft.Balancen er svær at finde, og det kan sagtens være, at jeg om nogle måneder i bagklogskabens klare lys vil tænke, “hvad fanden tænkte du dog på?”, hvis dette her milde mareridt fortsætter, men indtil da forsøger jeg at finde en mellemting, hvor vi kan holde ud at være til, så vi ikke bliver til de rene løvinder i bur.

Men det ér svært. Pigerne savner deres kammerater, og vil gerne have legeaftaler.
Når sandheden skal frem, så er det jo ikke kun dem, der gerne vil have legekammerater. Jeg har også brug for, at vi kommer lidt uden for matriklen og leger “idrætstimer” på den ene eller anden facon. Jeg har også brug for, at de to unge damer bliver skilt lidt ad – måske ikke hver eneste dag – men så hveranden ihvertfald, så de kan komme hjem igen og lege videre med fornyet energi og et friskt pust udefra.

Måske er det i virkeligheden dybt forkert, at fortsætte med at se de mennesker, vi plejer at omgåes, for lige nu er vi vist alle smittebærere, men hvad pokker skal vi gøre?

Vi har siddet rundt om bordet og forklaret pigerne, at vi ingen erfaring har med sådan en situation her. At det også er første gang for os, og at det bliver noget, vi aldrig vil glemme i vores levetid.

Det er så mærkeligt, sådan som verden trænger sig på med virkelig foruroligende ting, oplevelser og problemer i disse år. Og det er alt sammen en virkelighed, som vores helt små børn skal vokse op i, lære at leve med og i – og deale med.

Det slår mig forleden, da Cille præsenterer os for sit spritnye, hjemmelavede brætspil om livsfaserne. Undervejs kan man opleve gode og dårlige ting. Man kan få en god uddannelse. Man kan få voksenakne. Man kan blive gift. Og skilt igen. Man kan blive smidt ud af Amerika af Trump. Man kan blive smittet med corona og overleve. Man kan dø af alderdom eller kræft. Og så fremdeles.Hun er bevidst om så mange ting, det lille menneske. På dén måde kan børnenyhederne måske nok være med til at åbne øjnene for alverdens problemer, men på den anden side, så er der måske mere styrke i at vide, at vi vitterligt er slået hjem i et stort spil corona-ludo end at forsøge at lade som ingenting?Jeg har ingen svar på rede hånd.
Indtil videre holder jeg lige præcist næsen over vandskorpen ved at indtage koffein i rå mængder og gemme mig med næsen langt inde i mit Saxo-abonnement. Og så måske et enkelt slaw af Cille-livs-ludo. Det kunne jo være, at livet faldt heldigere ud på spillebrættet end der gjorde i virkeligheden. Jeg er villig til at ta’ chancen.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet