Om internationale skoler

Den største festdag på en vilkårlig international skole er “International Day” – eller som den hedder på vores skole – “International Evening”, fordi det festlige arrangement først starter kl. 17.3o og varer til sent.

Her på billedet står Team Dannevang 2020 klar til at bage æbleskiver og servere kakaomælk til små 2.000 gæster. Vi har ca. 40 danske elever på Dubai International Academy – fordelt på 25-30 forældrepar, og vi løfter i fællesskab opgaver som “International Evening”.Alle internationale skoler fejrer og synliggør, at de er mangfoldighedsskoler ved (blandt andet) at afholde en årlig fest, hvor hver enkelt nationalitet giver den fuld skrue med patriotismen.

På den danske stand kører vi vanen tro på med smørbagte småkager, nybagte æbleskiver, drømmekage fra Brovst, Arla-mælkeprodukter, samt Lego-æsker og Mærsk’s berømte småkagedåser, der kan vindes i en bæredygtighedsquiz.

Men hvorfor lige æbleskiver? Til det kan jeg sige, at der er jo en temmelig stor del af de typiske danske ‘spiser’, der ikke lige passer ind i en muslimsk Ørkenstat – enten fordi de indeholder alkohol eller gris – eller fordi de bare ikke er appetitlige i 30 graders varme.Internationale skoler er stolte af, at de danner ramme om hverdagen for børn og voksne af mange forskellige nationaliteter, med forskellige kulturer, sprog, udseende, religioner og hvad der nu ellers hører til, når hele verden samles på ét sted. Ofte er børnene og børnenes forældre ikke kun af én nationalitet, så der er virkelig tale om flerkulturelle familier og et flerkulturelt samfund, hvor tingene gøres på lige så mange måder, som der er mennesker.På vores IB-skole, Dubai International Academy, har man f.eks. valgt, at børnene skal have mulighed for at blive undervist i deres modersmål 3 timer om ugen, så foruden den normale undervisning på engelsk, går Cille og Mille til dansk modersmålsundervisning, plus spansk og arabisk som andetsprog hver uge.

Det er da en gave ud over det sædvanlige.

Ikke at pigerne selv forstår det, for de har aldrig kendt til andet, men som komplet sprog- og kulturnørd, der er opvokset på den jyske vestkyst, hvor der kun taltes drævende vestjysk, lidt hakkende tysk og så noget andet dansk inde i fjernsynet, når der var TV-Avisen, bliver jeg opløftet ved tanken om alle de fantastiske synapser, der knyttes i knolden på vores børn, når de skal begå sig på 4 sprog hver uge.

Hvad jeg ikke ville have givet for at være vokset op med flere modersmål og andetsprog under bæltet, da jeg var lille.

Hvad jeg ikke ville have givet for at have været en del af sådan et frit og farverigt “community”, som vores piger er del af i deres opvækst.

Det ville have passet mig en hel del bedre end et lille lokalsamfund i Vestjylland, hvor det gjaldt om at være præcist som de andre i udtryk, udseende, interesser og væremåde.

Heldigvis har jeg nuppet chancen for at rejse, bo og leve mange forskellige steder rundt om i verden, lige siden jeg selv kunne styre, hvor jeg ville opholde mig. Og at vi bor i udlandet som familie er absolut en af mine livsdrømme, der er gået i opfyldelse. For jeg vil gerne fortsætte med at opleve verden og mærke andre kulturer end vores egen.

Mangfoldigheden er for mig netop én af de allerbedste ting ved at leve i De Forenede Arabiske Emirater.Jeg værdsætter så uendeligt meget, at vores døtre får muligheden for at vokse op i et multikulturelt samfund, hvor der er respekt for og om alle mennesker, uanset hudfarve, accent, religiøse overbevisning, påklædning, madpakker, kulturelle symboler og alle de andre ting, der alt for ofte bliver rynket på næsen af og skrevet grimme ting om, når kældermennesker og mørkemænd får chancen for at give deres besyv med på internettet.Jeg elsker, at vores døtre vokser op med en stor flok børn, der kommer fra alle verdens lande, så de aldrig nogensinde kommer til den konklusion, at hvis tingene ikke gøres “ligesom i Danmark eller hjemme hos dem selv”, så er de nok dårligere eller mindre værd.

Det er én af de værste og tungeste sider ved nationalkulturerne og ved mennesker, der sjældent bevæger sig uden for deres egen by eller uden for deres fædrelands grænser: At de tror fuldt og fast på, at dén måde, hvorpå de gør tingene, er den eneste rigtige. At det er deres samfund, der ligger inde med De Vise Sten – og at alle andre lande og kulturer på en eller anden måde er under-udviklede, uvidende eller bagud.Jeg har det svært med dem, der argumenterer for, at Den Danske Model eller Den Danske Velfærdsstat er den bedste løsning – eller at Danmark ligesom “kan det hele”. Det er fint og dejligt, at det meste fungerer godt i Danmark – og jeg er stor tilhænger af samfundssystemer, hvor der gives mere lige muligheder til alle borgere, uanset størrelsen på ens pengepung, men at tro, at vi danskere har opfundet den helt dybe tallerken i forhold til at få et samfund til at fungere, dét er en misforståelse.I alle lande er der genialiteter. Ting, vi burde adoptere og tage ved lære af. Sider og aspekter, som vi end ikke har overvejet eller været bevidste om. Dét bliver jeg aldrig træt af at lære om og opleve på nært hold.“International Evening” er i øvrigt pigernes favoritdag på hele skoleåret. De elsker feststemningen, som de opbygger med alle deres venner og skolekammerater i løbet af skoledagen – og når det så bliver aften, skal der spises, danses og leges igennem.

Her står Cille med sin belgiske og sin norsk-palæstinensiske-engelske veninde. De er alle tre spændte på at blive “sluppet løs” til fest med deres venner.Og ind i mellem bagning af æbleskiver og udlevering af drømmekage fra Brovst og Arla-kakaomælk til børn i lange baner, bliver der også en lille stund for mig selv til at liste omkring og smage på alle de andre landes delikatesser.

I år var Syriens, Jordans og Palæstinas stande fænomenale. Jeg fik selvfølgelig også en hvinende sød og stærk tyrkisk kaffe, en aromatisk kardemomme-chai hos inderne og et par krydrede vegetarsamosaer hos Pakistan og Indonesien.Alle smiler og serverer med stolthed deres traditionelle retter for hinanden, og der er kun kærlige drillerier at spotte mellem landene, som når Finlands fine julemand er ved at være træt af danskerne, der pointerer, at Julemanden altså bor på Grønland – eller når hollænderne kommer forbi den danske stand og har den friskhed at kalde æwle-skiw’erne for poffertjes.Det er på aftener som denne her, at vi ser, hvad det vil sige at være et verdenssamfund. Godt nok i en lille og ret håndgribelig miniature-udgave, men alligevel. Her ser vi med egne øjne, at vi er tæt på hinanden – vi er jo for pokker hinandens naboer og medmennesker, der er nødt til at se hinanden i øjnene og lære om og af hinanden, fordi det er både rart og en nødvendighed.

Det er så fint og smukt, synes jeg.Og som aftenen falder på, går der mere og mere sukkerchok og Bollywood Dance i den – til børnenes store glæde. For er der noget, inderne kan, så er det at piske en god stemning op.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet