Der er dømt juleferie

Huskeflad eller walk down memory lane

Klokken er 8.30 og vi er på vej til stationen i Hillerød. Det er en ubeslutsom grå og fugtig decembermorgen af den slags, hvor man på forhånd ved, at der ikke kommer så meget som en solstråle igennem det truende skylag i løbet af dagen. Danmark dejligst eller no’et.Vi har mistet 3 timer i tidsforskellen mellem De Forenede Arabiske Emirater og Danmark, og godt og vel 20 graders varme i løbet af et halvt døgn, så vi gaber og skutter os, derinde i bilens halvmørke. Det er virkelig en huskeflad at komme til Danmark om vinteren. Så koldt og trist, at det vitterligt kun er familien og julens traditioner, der kan lokke os hertil.

En øjenåbner er det også.

Jeg har f.eks. ikke kørt med offentlig transport i Danmark de seneste 8-10 år. Så jeg forsøger mig med Svigermors rejsekort til S-togslinje A mod Hundige. Og jeg må konstatere, at det er lige dele dyrt og ukomfortabelt at komme ud at se med DSB.Med på rejsen har vi medbragt mindst tre 6. klasser, der fylder på alle måder, samt to hundedyre kaffelotter fra Lagkagehuset på stationen.Lidt efter 9 er vi på Vesterport og Axeltorv, hvor Martin skal ind for at arbejde, mens jeg har alenetid i vores gamle hjemby. “Har de ikke glemt at tænde for solen”, udbryder han, da jeg grinende foreviger ham i det grå formiddagslys, før han forsvinder ind i en hvid københavner-opgang.Og så går jeg ellers på oplevelse i mit gamle København med hænderne stukket dybt i de varme lommer og skuldrene helt oppe om ørerne.Forbi Konditori La Glace, hvor den traditionelle juleudsmykning går lige i hjertet. Det er for tidligt til et stykke othellolagkage, så op med mig til Højbro Plads, hvor der er julemarked og frysende asiatiske turister, der fotograferer ivrigt, mens de venter på, at butikkerne skal åbne.Jeg smutter i Illum. Mest for at låne toilettet. Jeg havde helt glemt, hvor meget man skal tisse i kulden efter at have drukket kaffe. Og der er præcist lige så Københavner-prætentiøst i Illum, som der altid har været. Det er lige dele morsomt og sørgeligt, at den slags aldrig forandrer sig.Videre ud i den dampende kulde. Man skulle tro, at det var sent om eftermiddagen, sådan som mørket har sænket sig. Det er ikke så underligt, at Danmark mestrer den besynderlige kombination af at være verdens lykkeligste og samtidig mest deprimerede folkefærd. Det er et skizofrent nationalt karaktertræk, der delvist kan forklares med vejrliget, er jeg sikker på.Og mens jeg går langs kanalen, smiler jeg for mig selv – for alt, der er indbegrebet af København, er indrammet lige her. Flyttefirmaerne, der kontinuerligt skramler op og ned ad stejle trapper i smalle, københavnske opgange. Insisterende cyklister i al slags vejr. Urimelig grafitti på vilkårligt frie pletter i samfundet. Det evindelige vejarbejde, og de varme, skinnende lys i små flagvinduer, man uvægerligt titter ind ad, når man passerer forbi derude i råkulden.

Jeg spadserer ad H. C. Andersens Boulevard forbi Grevinde Danner Stiftelse mod Peblinge Dossering.

Der er som altid gråænder i vandet, fede duer langs skraldespandene, friske kondiløbere, trætte barselsfolk med barnevogne og nydelige damer på spadseretur langs Søerne. Her gik og løb jeg også altid selv om eftermiddagen, da jeg var en vestjysk københavnerpige.

Nu går jeg hér – ved siden af alle københavnerne, der haster afsted med et formål – og føler mig fremmed og hjemmevant på samme tid.Lige ved Søtorvet og Dronning Louises Bro står den klassiske bronzestatue af Nilen. Her op mod jul er der det fineste street art i form af bløde, røde strikhuer, der skal værne de nøgne børns små uskyldige hoveder mod vinterkulden, mens de leger for fødderne af den prægtige gud. Jeg er vild med den idé. Det er sjovt, fjollet, uskyldigt og genialt på samme tid

Jeg skutter mig i kulden og nyder at komme ud på Nørrebrogade, der dufter lidt af hjemme med dens tilbud om döner kebab og pitabrød med falaffel på hvert gadehjørne. Der er ingen flagrende tørklæder i bybilledet på en forfrossen tirsdag formiddag – kun blege ansigter som mit eget at spejle sig i.Det er i øvrigt helt fantastisk at se antallet af cykelbutikker og udvalget af elegante bycykler overalt, der er så æstetisk pleasing, at jeg ønsker mig én i hver pastelfarve.

På Nørrebro er jeg på jagt efter kjolebutikken Mondo Kaos, som jeg har set, at forfatteren Leonora Christina Skov anbefaler og reklamerer for. Hun ved noget om kjoler, så jeg vil forsøge at gøre hende kunsten efter. Jeg mangler mindst en kjole til jul og en til nytår, har jeg undskyldt mig selv med.

Et par timers kjoleprøvninger senere og adskillige tusinde kroner lettere, stryger jeg ud af Elmegade mod København C igen. Helt tilfældigt falder jeg over den lille litteraturcafé, Brøg, som selvsamme forfatter anbefaler i Fiolstræde.Og min alenedag i København slutter så fint med to smukke kjoler og en nederdel med swung i en pose, lidt frisk gravadlaks og ristet rugbrød på tallerkenen, mens jeg fordyber mig i Willliam Morris’ kunsthåndværk, fordi bogcaféen naturligvis byder på gratis læsning.Al magt til skønheden i mit gamle København, der ikke har forandret sig ret meget siden dengang, det var “vores by”. Ihvertfald ikke på overfladen eller i stemningen.

Og det er der noget trygt og rart ved, når nu jeg føler mig helt fremmed i dét, der engang var hjem.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

  • Mette

    Jeg elsker kjoler med swung og swing. Jeg tør slet ikke besøge MondoKaos, fordi jeg ved, at det bliver dyrt, når jeg først går i gang.
    Men jeg synes, du mangler et par billeder af dig i dit nye, lækre tøj 🙃

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Ha! Jeg skulle også have holdt mig langt væk! Det værste er, at jeg nu ved præcist hvilken størrelse, jeg er i de forskellige mærker, så jeg kan bestille online hjem til min svigermor. Gisp!
      Jeg må få taget nogle billeder…
      Mange hilsner – og du fortjener nu også et par kjoler derfra –
      Tine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Der er dømt juleferie