Camping i De Forenede Arabiske Emirater

Der er dømt juleferie

Juleferie-freden har sænket sig i det lille hjem.

Helt kvaste af sidste uges julerier på højtryk i og uden for skolen, spiser vi pizzaer og burgere i sofaen, mens vi ser de seneste par afsnit af Tinka og Kongespillet. Vi kommer bagud i det kalenderræs, gør vi.Jeg vælger hvert år helt bevidst at slette fra hukommelsen, hvor stressende de sidste uger op til juleferien egentlig er.

Cille har øvetimer og koncerter med skolekoret, DIATones, både på skolen og ved juletræstænding ude i byen. Begge piger har Winter Concerts, hvor man for Guds skyld ikke må glemme den rigtige påklædning eller glemme at troppe op til den rette tid.Der er nissemor-aktiviteter i Cilles klasse sammen med en af min besties-mødre, Tilde.Og krea-stund i Milles klasse.

Der skal købes, pakkes og afleveres takkegaver til lærere og hjælpere på skolen. Der er sociale arrangementer uden for skoleregi og “farvel-kaffe” her og der, fordi man nu er væk fra hverdagen i de næste tre uger. Og mens jeg lige skal huske at give Cille de rigtige sko med til dét arrangement, at hun skal have en Secret Santa gave købt til klassen, at hun har lektieaflevering i dét fag, og at Mille har en række indkøb til sidste skoledags-buffet, skal der også færdiggøres Mid Year Report Cards, og jeg skal være 100% forberedt til januar, hvor skolen kører på højtryk igen med nye emneforløb på alle årgange osv.

Så er der selvfølgelig også lige det altid så anmasende vasketøj, pakning af kufferter og indkøb af julegaver.

Suk.

Det er lige vanvittigt hver gang. Og midt i vanviddet er der lusekæmninger, hoste og forkølelse, fordi det er vinter i en Ørkenstat og dermed sæson for lus og snot.

Så jeg går i seng. Som Maude i Matador.

Nægter at se realiteterne i øjnene og håber på, at jeg bare kan blive, hvor jeg er.

Jeg burde ellers have pakket julegaver ind og stoppet ting i kufferterne. Men jeg er varm, træt og forkølet. Intet virker mere tillokkende end at hoppe i køjen og lade som om, at alting kan vente eller vil gå væk af sig selv.

Pludselig sker der dog det forunderlige, at jeg får to dage forærende. Martin har et vigtigt forretningsmøde søndag, der er kommet uventet op, og som han meget gerne vil tage til, før vi rejser på ferie. De to ekstra dage herhjemme er som kæmpe appelsiner i min turban. Det lyder måske ikke så pænt at sige højt, men overskuddet til en lang rejsedag med tunge kufferter og hurlumhej med biludlejningen i Kastrup i koldt og fugtigt vejr er der bare ikke.

Måske skal vi til at indsætte et par calm-down-dage i Dubai efter heftigt skoleridt, før vi sætter os i flyet? Hastværket med at komme hjemad skyldes jo ene og alene, at vi så gerne vil være sammen med familie og venner, men det er ret meget på bekostning af vinterhelbred og evnen til at hygge sig lige hér, hvor vi jo også bor og lever.

De to ekstra dage giver os for første gang nogensinde tid til at julehygge med vennerne i Dubai, før vi vender næserne mod det kolde nord. Det er da intet mindre end skønt.Forleden er vi på The Pointe – et nyanlagt område med restauranter og caféer lige uden for Atlantis The Palm, hvor pigerne boltrer sig med bare tæer og prinsessekjoler i kunstig sne i en sneglobe. Ægte Dubai-oplevelse, må man sige. Bagefter lytter vi til skønne jule- og nytårssange med et fantastisk kor, og vi finder en fiskerestaurant, der sælger det skønneste fisk tilberedt på grill, mens man ser over på det forjættede, terracotta-farvede hotel.

Tænk, at slentre i julestemning i 24 graders varme! Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville nyde på denne her måde! Måske er jeg ved at være klar til at opleve en Dubai-jul?Men – i takt med at jeg kommer til hægterne fysisk igen, så glæder jeg mig altså helt vildt til at fejre jul med familien i Danmark, og mærke den særlige danske julehygge med stearinlys, småkager, varm te og gåture i kulden indtil fingre og næser er helt følelsesløse.

I år er der endda indlagt nogle dage i sommerhus i skønne Blåvand, hvor vi skal tænde op i brændeovnen og blæses igennem af en strid vind ude fra vest. Det bliver helt sikkert dejlige dage.

Og i morgen er så dagen, hvor vi sætter os op i metalfuglen med kurs nærmest stik nord. Vi glæder os!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Camping i De Forenede Arabiske Emirater