En 48 år ung nation

Legoland Dubai

Nationaldag i De Forenede Arabiske Emirater er lig med en lang række festlige fejringer i en herlig forlænget decemberweekend, hvor der kører slagtilbud på stort set alt.Se dét, har man forstået her i Ørkenstaten: Når folket holder fri, skal priserne sættes ned, eller også skal der køres noget seriøst “Buy 1, Get 1 free”, så vi rigtigt kommer til lommerne. Der er også gratis parkering hele dagen og gratis popcorn til filmen i biografen. Mange taksi, si’r vi bare!

Martin får derfor også fingrene i entrébilletter til Legoland Dubai til en særpris på 100 dirhams/185 kroner per person. Jeg ved ikke hvad normalprisen er, men jeg har på fornemmelsen, at den nok ligger omkring det dobbelte. Og før nogen kommer frem med idéen om et årskort, fordi “det er så meget bedre og billigere”, så kommer der lige et “ellers tak” herfra, fordi vi har ikke lyst til at tilbringe hver tredje weekend i et forlystelsesland.For mig er en tur i Legoland eller et stort vandland en særlig ting. Noget, man kan glæde sig til og se frem til 1-2 gange om året. Ikke noget, man gør hver eller hveranden gang, man har nogle fritimer. Kald mig bare gammeldags eller kedelig. Jeg har hørt det før. Og jeg nægter simpelthen at være i Legoland eller Motiongate så ofte, som et årskort kalder på!

Anyway, vi hopper i traveskoene og kører ud til Legoland Dubai tidlig formiddag, så vi er sikre på, at pigerne kan prøve alle forlystelserne uden at skulle stå i kø. Her i Dubai vågner folk først op til dåd efter kl. 12-13 om fredagen og lørdagen. For nogle er forklaringen, at de skal i moskéen og socialisere lidt bagefter over sød te og en cigaret – for andre er det, at en weekendmorgen simpelthen først kan starte efter kl. 10 med et smut ned efter kaffe og croissanter på den lokale.Så et lille tip herfra er, at man bare skal sørge for at komme til den pågældende turistattraktion kl. 10-10.30, så har man mindst 2-3 gode timer, før der begynder at komme andre. Dette trick gælder også i shoppingcentre, på stranden og alle andre steder, hvor man kunne forvente mange mennesker, og måske har et behov for en mere rolig start.Til gengæld går Dubai aldrig i seng igen! Du kan forvente det vildeste cirkus mellem 20 og 24, uanset om det er børnevenlige attraktioner eller ej – for børn skal aldrig tidligt i seng! F.eks. er der alenlange køer til alting i Global Village sent om aftenen, men kommer du, når de åbner ved 16-17-tiden, kan du komme til overalt. Det samme gør sig gældende i Dubai Mall, der er et (velduftende) gedemarked en fredag aften, hvor alt står i stampe og ingen kan finde en sid-ned, mens der til gengæld er en velsignet ro kl. 10 om formiddagen, når søvnige ekspedienter åbner butiksdørene og pudser ruderne.

Legoland Dubai får et kæmpe thumbs-up fra Familien Kaalund.For børn i alderen 1-12 år er det her bare en superduper dagsudflugt.

Parken er bygget op om 4 primære forlystelsesområder, samt et indendørs område, hvor de har bygget Dubai’s mange vartegn og bydele, plus store kendte attraktioner fra andre lande. Det svarer lidt til det første område, man møder i Legoland Billund, men dog alligevel bygget på en anderledes, Dubai-agtig måde.Her ser man Clocktower Roundabout, som var et letgenkendeligt vartegn i Deira/Garhoud-området i det nordlige Dubai for 25 år siden. Nu om dage er det klemt inde mellem en masse store hoteller, lejlighedskomplekser og virksomheder. Jeg smiler nostalgisk, da jeg ser rundkørslen, for den var vores udsigt fra apartment-hotellet, vi boede på den allerførste måned her i Dubai.Her er det ikoniske hotel, Burj Al Arab – det arabiske sejl – dog uden den platform, der senere er bygget på med udendørs fiskerestaurant og en lækker infinitypool. I baggrunden ses Jumeirah Beach Hotel – den blå bølge. Og her er så Ski Dubai, der ligger inde i Mall of the Emirates. I baggrunden ses Burj Khalifa, der på en eller anden måde  virker for lille/forkert i størrelsesforholdet til de andre bygninger, men det er ikke noget, jeg har fået be- eller afkræftet – bare mit eget øjemål, som siger, at verdens højeste bygning burde være endnu højere i forhold til alt det andet.Dubai International Airport er der selvfølgelig også. Verdens travleste lufthavn om natten.

Udover Dubai-vartegn er der en del indiske og arabiske steder, som er bygget op i Lego. Alt sammen et fint pusterum og nedkøligsområde, når der bliver lidt varmt udenfor. Det skal dog siges, at der over alt er solsejl, så man behøver ikke solcreme eller hatte i vinterhalvåret.

Pigerne er ikke de store vovehalse i forhold til rutsjebaner og den slags, så Legoland er helt perfekt niveau til dem. Nogle børn i 10-12-års alderen vil nok finde forlystelserne for barnlige, hvis de i forvejen er vant til og vilde med crazy rides. De skal så i stedet sendes i et af de store vandlande, IMG World, Motiongate eller måske til Ferrari World i Abu Dhabi.Maden er i øvrigt ligesom alle andre steder, hvor der færdes horder af børn: Sindssyg-grøn slush ice, hotdogs, pandekager, pizza, pasta og popcorn. Det eneste gode, der er at sige om restauranterne og caféerne i Legoland Dubai er, at de har sat priserne ned til et rimeligt niveau nu, og at kvalitet og mængde er fint afstemt til en børnefamilie, der er kommet for at lege og ha’ det hyggeligt en halv dags tid.

Desværre må man ikke medbringe drikkevarer, snacks eller madpakker hjemmefra, så glem alt om at forsøge at stikke gulerodsstave ud for at balancere mængden af pommes frites og blålilla slush. De sunde ting bliver nuppet i indgangen, medmindre du kan fremføre bevis for, at du er allergisk over for transfedtsyre 😉.Efter godt og vel 7 timers leg og 14.000 skridt på tælleren er vi sendt til tælling.

Pigerne vil gerne afsted til Legoland en anden gang, men i sommerhalvåret vil det give mere mening at gå i Legoland Waterpark. Så dét må vi gøre. Engang i maj eller juni, når der kommer gode “residents offers” på vandlandet derude.

PS: Selve området ude ved Legoland, Motiongate og Bollywood Park er stendødt, men Riverland, som er et åbent restaurationsområde uden krav om billet til forlystelsesparkerne, er ganske udmærket, og der ligger også et outlet mall ikke ret langt derfra med udmærket shopping og lidt caféer.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En 48 år ung nation