Elliot

Der skal ikke herske tvivl om, at Martin og jeg er underlagt emotionel pression. Det er slet ikke noget nyt. Det har faktisk stået på i et par år. Pigerne ønsker sig brændende en hund.

Bare en lille bitte én. Bare sådan en lille bitte nuser én.

Kan vi ikke forstå det, hva’? Kan vi slet ikke lide sådan en lille sød hund, hva’?

Pigerne er vant til dyr. De er over alt i familien. Min Far og Conny havde to yorkies indtil for nylig, nu er der én. Farmor og Farfar har deres to yorkies. Moster L har den frække og sjove Anton, der elsker at gå tur. Min bedsteveninde C og familien har lige fået verdens dejligste cavalier-hvalp.

Alle har en hund. Sådan føles det ihvertfald.

Og så er der os. De to onde forældre, der ikke under deres døtre lidt lykke og glæde i hverdagen.

I virkeligheden ved Martin og jeg jo godt, hvad det handler om, og hvad det vil sige, at have et kæledyr.

Det er lige dele kæmpe glæde og kæmpe ansvar.

Vi er selv opvokset med dyr omkring os, så det er på ingen måde unaturligt for os eller en tanke, vi er afvisende over for. For dyr giver hjemmet et særligt liv. Dyr giver også børn noget særligt under deres opvækst – en yderligere dimension i livet af gensynsglæde, nærvær, fællesskab, leg, sjov og ballade. Der er jo også læringen i dét med at have dyr: Man skal gå tur, samle efterladenskaber op, passe og pleje. Man skal lære at sætte grænser, sætte sig ud over egne behov, og tænke på dén i flokken, som ikke kan forsvare eller hjælpe sig selv.

Jeg har argumenterne for at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så er der jo lige det her Dubai-liv, som kommer på tværs. Ikke så meget i forhold til varmen og det faktum, at det pelsklædte familiemedlem ville skulle leve sit liv i en ørken. Dét er der så mange hunde, der gør – og de har det ganske fint. Gåturene ligger jo bare tidlig morgen og sen aften, når det er for varmt midt om sommeren. Vi ville heller aldrig nogensinde se os om efter en stor hund med stor pels, så eventuelle indvendinger om, at det er virkelig synd for hundene i varmen, har jeg ikke behov for.

Nej – dét, der er svært for mig er, at vi lever på en måde, som gør, at vi enten vil være væk fra hunden mindst 3 måneder hvert år, hvor den så skal passes af Maricel eller i et dyreinternat – eller alternativt vil vi få en masse logistisk (og økonomisk) bøvl ud af at rejse rundt med et dyr i transportboks og karantæne fra den ene lufthavn til den anden. Vi bor også hjemme hos familiemedlemmer, når vi opholder os i Danmark – og der er ingen af de steder, vi ville kunne komme anstigende med en hund, så dér ville pludselig også blive helt ændret i ritualerne, hvis hunden skulle med os til Danmark om sommeren og i julen. Dertil kommer de praktiske foranstaltninger og økonomiske bekymringer, for Dubai er virkelig ikke et let sted at have en hund. Der er mange vaccinationer og regler under almindeligt ophold i landet, og endnu mere regelhalløj og bureaukrati, når man forsøger at indføre/genindføre en hund efter udlandsrejse. Alt i alt vil det være et stort ekstra-ansvar oven i alle de andre papirmøller og økonomiske klemmer, vi i forvejen sidder klemt fast i i vores almindelige liv her i Ørkenstaten. Der er også altid job-usikkerheden at tage i betragtning. If shit hits the fan, er en hund jo et familiemedlem mere at tage stilling til og ansvar for, skulle det gå så galt, at vi er nødsagede til at rømme rønnen og finde os et nyt land at bo i. Alt andet lige er der mange ting, som bliver mere besværlige, hvis vi tilføjer et firbenet familiemedlem med våd snude til vores lille familie.

Jeg har argumenterne for ikke at få en lille bitte hundi helt i orden, har jeg.

Men så skete der pludseligt det forunderlige, at Universet sendte os en lille bitte hundi. Til låns, må jeg huske. Elliot hedder han. Han er en 5.5 måneder gammel malteserhvalp. Med det dejligste, mildeste sind og masser af sjove påfund. Der er ikke dét, Elliot ikke kan!

Jeg skal lige skynde mig at tilføje, at Universet samtidig har sendt os Elliots familie retur til Ørkenstaten – nogle virkelig gode og skønne mennesker, som jeg værdsætter højt, så dét er nærmest en tidlig julegave at få gode venner retur.

Og da Elliots familie har en del praktiske ting at tage sig af her i opstartsfasen, har vi været så heldige, at vi er blevet godkendt som babysittere!

Hvilken lykke, det er for os!Vi får 100% afløb for vores hundekærlighed. Her er pigerne med Elliot i cykelkurven, så vi kan cykle The Lakes rundt, og bagefter lege på én af de store plæner bag Hattan Gardens.

Han stikker tungen ud af munden og nyder førerkurven på Cilles cykel. Og jeg nyder at cykle bagved og lytte til hendes små-pludren til Elliot om dette og hint. Det er så skønt at se hende udvise denne her form for omsorg og betænksomhed, som ellers er pakket så dybt væk i det daglige. Præcist som det var hos mig selv i den alder.

Og så er der jo Mille. Den selvskrevne hunde-mor. Hun har det moderlige instinkt dybt i sig. Et håndgribeligt nærvær og en kærlighed, der strømmer ud af hende. Hun er selvskrevet til rollen.Her er Elliot med Mille i bilen – på vej til den lokale hundelegeplads i The Springs. Ligesom med cyklen, så elsker han også at være med i bilen, og han nyder, når han kan udforske nyt og ukendt territorium. Her er Elliot så som sygepasser med en smugsovende Cille, der stornyder, at han ligger hos hende og pusler omkring, når hun er nødt til at blive hjemme fra skole.

Her er Elliot på tur med Maricel i hendes frokostpause, hvor han er blevet venner med nogle af de andre hunde, som hendes veninder passer. Maricel er faldet mindst lige så pladask for Elliot som vi andre er. Dét havde jeg ikke regnet med.Om morgenen siger Elliot farvel til pigerne, før vi cykler til skole. Han har ikke prøvet at være alene hjemme hos os – for Maricel er der jo i dagstimerne, hvor vi er på arbejde og i skole.

Og her siger Elliot godnat hver aften, når han lægger sig til at sove op ad sin sovekammerat, Mille. De sover begge trygt hele natten sammen.Han har sig et vaskeægte hundeliv, den gode Elliot. Både hjemme hos sin egen familie og her hos os – de ivrige babysittere, der næsten ikke kan udholde at tælle antallet af dage til at han ikke er hos os længere.Jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids. Ligesom resten af familien.

Man kan simpelthen ikke andet. Se selv!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet