Maricel

Uventet fridag og cloud seeding

Der er udsendt varsel om regnvejr og storm over De Forenede Arabiske Emirater i dag.

Om det er et naturligt forekommende vejrfænomen, fordi det trods alt er blevet vinter her i ørkenen, eller om det er resultatet af endnu en ombæring cloud-seeding – dét ved jeg intet om.

Det er kun et par år siden, jeg for første gang hørte om cloud seeding – altså hvordan man skaber et kunstigt nedbør over et tørt område ved hjælp af kemikalier, der skydes ind i skyerne. Og jeg er 100% lægmand på området, så jeg aner virkelig ikke, om det er godt eller skidt sådan at rende rundt og lave sit eget regnvejr. Men det lyder mærkeligt.

Er det mon menneskers opgave at gå ind og kondensere skyernes vanddamp til regndråber? Kunne det tænkes at få en eftervirkning eller bivirkning i forhold til miljøet og atmosfæren? Og hvad med kemikalierne, man skyder ind i skyerne? Skulle de forestille at forsvinde puf-pist-væk – eller regner de i virkeligheden lige ned i hovedet på os?

Vi må have nogle videnskabsfolk på sagen. Eller i det mindste Greta Thunberg.

I Danmark er der jo ikke ligefrem brug for cloud seeding, så måske har du aldrig tænkt over eller hørt om fænomenet? Jeg har derfor lånt følgende illustration fra Wikipedia, som viser, hvordan processen foregår. 

Source: Wikipedia.

Men uanset om vi har sået skyerne selv og dermed høster regnvand på den helt unaturlige måde i dag,  så er breaking news fra en fjern Ørkenstat ihvertfald, at skyerne netop nu kommer rullende ind – det småregner allerede – og der er rumlende torden i vente.Myndighederne ved sikkert en masse om, hvad der kommer i løbet af dagen, for de har her til morgen udsendt besked om, at alle skolerne i Abu Dhabi, Dubai og Sharjah holder lukket, så elever, lærere og forældre ikke skal ud i regn- og stormvejr. Dermed blev skole-hjem-samtalerne aflyst, som jeg ellers havde forberedt mig på og glædet mig til. Dem tager vi så nok en anden dag.

Trafikken bliver altid et kæmpe problem, når det regner og stormer. Træerne og palmerne har et rodnet, der på en eller anden måde må ligge tæt oppe i overfladen, så de ikke står særligt godt fast. Så er der risiko for, at træerne vælter eller at store grene ryger af, som så forhindrer passagen for bilerne. Det er også som om det fine ørkensand hurtigt giver glatføre, når det mixes med regnvand til lysebrunt mudder. Og så er der det evindelige problem med elektricitet, vandtilførsel og vandafledning, lige så snart det regner. Mange mister strømmen i husene. Ristene på vejen kan ikke sluge vandet hurtigt nok, og store regnsvandssøer hober sig op på både motorveje og villaveje.

Så vi bliver hjemme.

Med varm kaffe i kruset og en friskbagt krydderkage, fordi intet råber bagetid som et godt, gammeldags regnvejr i en Ørkenstat.

I øvrigt er det 100% passende med regn, bulder og torden, da vi i disse dage holder landesorg.

Landets leder, H.E. Sheikh Khalifa Bin Zayed Al Nahyan, har mistet sin bror. Sikkert én ud af mange, mange brødre, når nu man kommer fra en kultur med store børneflokke og flere hustruer, men ihvertfald én, der er afholdt og dermed grundlaget for, at samtlige radiokanaler spiller arabisk guitarmusik, hvis ikke et klassisk repertoire. Det er traditionen her i landet, at flagene går på halv, og at musikken dæmpes til sorgniveau.

Jeg har dog lidt svært ved at finde den store sørgemine frem, når der pludselig dumper en uventet fridag fra skolen ned fra den regnfulde himmel, og når der dufter af kanel og kardemomme i hele hytten.

Og især er det svært at bevare den medfødte pessimisme, når denne her lille fætter står og kigger på mig med sine plirrende, sorte øjne.Meget mere om ham en anden dag.

Kaffen og kagen kalder på mig.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Maricel