Sømandskirken og Al Hadheerah

Bryllupper kan man ikke få for mange af.

Helt personligt har jeg ikke lyst til at holde bryllup igen – jeg er godt gift, tack så mycket – men at deltage i bryllupper er da noget af det skønneste, man kan blive inviteret til.

Martin har en ansat på sit lille salgskontor – og det var hende, der nu skulle giftes med sin forlovede. Den helt store bryllupsfest skal stå i Libanon om et par uger, da hun er armensk-libaneser, men den lovformelige vielse foretages af den danske præst i Dubai, Carl Bjarkam, fordi hendes udkårne er lige så pæredansk som os andre.

Og Danmark er som bekendt et let land at blive gift i rent dokumentationsmæssigt, til sammenligning med mange andre steder i verden.Så i fredags stoppede vi de fineste, specialimporterede bryllupsgaver fra Royal Copenhagen i bagagerummet (tak til Far og Conny for leverancen), og så drønede vi til det nordlige Dubai til bydelen Oud Metha, hvor Den Norske Sømandskirke ligger. Ironisk nok er der ingen norsk præst på præmisserne for tiden, som navnet antyder, men til gengæld er der både en dansk og en svensk præst. Og nordmændene tager sikkert revanche, når der bliver et træhus ledigt igen.I vanlig danskerstil var vi der 20 minutter før vielsen. Ingen andre var ankommet (man er vel fra Mellemøsten), så vi fik os en sludder med den altid nærværende og flinke præst, Carl Bjarkam – og så fik vi snuset rundt i det beskedne kirkerum, der ganske vist ikke indeholder en stor Jesus-figur på et kors, men der er et smukt alter, et kirkeskib og en fin døbefont. Det eneste, der mangler, er en pianist, synes jeg.Vielsen ville jeg ønske, at jeg kunne gengive billeder af – for brud og gom var så uendeligt skønne at se på – men det skal de have lov til at have for sig selv. Jeg kan ihvertfald sige, at de to voksne mennesker klæder hinanden, og at det er meget livsbekræftende at se på dem.At blive gift langt væk hjemme fra er en ‘rå’ eller ‘nøgen’ oplevelse.

Der er ingen bror, som står klar med ringene som forlover; der er ingen svigerfamilier på hver deres flanke med smil, tilråb og støttende hænder, øjne og lommetørklæder til brud og gom. Der er ingen langvarig historik eller blodsbånd mellem de fremmødte, og vielsen er kogt ned til en kort og rørende tale om ægteskabets behov, præmisser og udfordringer, hvorefter vielsesritualet udføres, som det sig hør og bør.

Det betyder ikke, at vi var mindre rørte på brudeparrets vegne eller mindre imponerede over den ærlige og åbenhjertige præstetale til parret. Det betyder heller ikke, at deres vielse var begrænset, mindre god eller mindre dyb, end hvis der havde været 100 mennesker til stede i rummet, som kender dem og deres livshistorier. Det føltes bare mere råt og skåret ind til benet, og det står tydeligt frem, at det er netop de to mennesker hér, der har valgt hinanden på godt og ondt, med det svære og det sjove, med det sure og det søde. Der er ingen “støj”, “nudging” eller forventningspres fra omgivelserne. Der står blot de to, der har valgt hinanden.

Følelsen af at ‘skære ind til benet’ eller kun at have ‘den inderste kerne i livet’ gælder i øvrigt i rigtigt mange aspekter af udlandslivet. Den samme følelse kunne vi have siddet med til en fødsel, en barnedåb eller en rund fødselsdag.

Jeg glemmer ihvertfald aldrig den enorme ensomhed, der skyllede ind over mig, da jeg sad en time efter fødslen af Mille og betragtede vores andenfødte – helt alene i en hospitalsseng, fordi Martin var taget ud for at hente Cille, der blev passet af vores rengøringskone. De andre fødende havde familiemedlemmer omkring sig, som nussede om den nyfødte baby og den nybagte mor. De roste barnet og moren. De havde blomster, chokolade og varme smil med til barselssengen. Jeg havde ingen at dele glæden over vores kæmpe og helt enestående mirakel med. Det blev til en meget intens, inderlig og mørk stund på en ellers så varm, lys og smuk maj-dag. Noget, som jeg for altid vil tage med mig, fordi der var både så stor smerte og så fin en læring lige præcist dér for mig. Dén dag gik noget inden i mig en lille smule i stykker, men det blev samtidig og på ganske forunderlig vis helet igen. Af mig selv.

Den samme følelse af ensomhed eller “kerne” skyller ind over mig i mange andre situationer. Det kan være både i de gladeste øjeblikke og i de allersværeste. Derhjemme i Danmark har vi begge store familier, og vi er begge vant til, at der altid lige er nogen i nærheden, som giver en hånd eller sit besyv med i forhold til stort og småt.

Men sådan er det bare ikke, når man – af egen fri vilje! – har valgt at bosætte sig langt væk fra familien og den oprindelige omgangskreds. Konsekvensen af ens handlinger retter sig altid kun tilbage mod én selv. De andre er blot et telefonopkald væk, men nogle gange er det umuligt at overskue at ringe op, når det hele føles tungt.

Samtidig er der også en smuk styrke i at have kogt livet ned til det allervæsentligste, helt ind til kernen. Jeg føler mig meget tæt forbundet med Martin, og vi føler os tæt forbundne med vores døtre. Vi har hinanden i det lille firkløver hver eneste dag – i tykt og tyndt – og vi er nødt til at finde ud af tingene sammen, for vi kan ikke flygte eller undvige ved at lette vores hjerter andetsteds, ved at lytte til andres meninger eller ved at distrahere os selv med alt muligt andet i storfamiliens skød.

Nå.

Tilbage til emnet.

Denne her bryllupsfortælling fik pludselig en masse andre vinkler og sidehistorier klistret på sig.

Efter vielsen skulle libaneserne selvfølgelig ryge, så vi tog en times tid med socialisering, røg, cola på dåse og lykønskninger, og så sagde vi pænt farvel til Carl Bjarkam i Sømandskirken, og satte kursen mod bryllupsmiddagen på ørkenresortet uden for Dubai, Bab Al Shams.

Prøv lige at se en solnedgang over bryllupsdagen, vi sad og nød på bilturen.Jeg har tidligere skrevet om Bab Al Shams, som ligger godt en times kørsel uden for Dubai. Det er stadig ét af mine favorit-resorts i forhold til at være både familievenlig og “value for money”, hvis man stadig ønsker at være tæt på byen.

Efterhånden er det flere år siden, vi sidst har været på Bab Al Shams. Som de fleste andre mennesker, så falder vi også lidt af på den, hvad angår turist-oplevelser og ture ud i det blå. Vi har fået vores eget hus nu – og det fylder på den gode måde. Der er ikke længere det samme behov for at komme ud og væk, fordi vi har fået vores hjemmeliv til at være på dén måde, vi gerne vil have det. Sådan tænker jeg ihvertfald, at forklaringen er. Eller også er vi bare blevet luddovne?

Brudeparret skulle naturligvis tilbringe natten i en suite på Bab Al Shams, men jeg havde på forhånd erklæret, at jeg godt kunne køre hjem, fordi det ville være dejligt at vågne op til pigerne derhjemme om lørdagen. I virkeligheden burde vi have benyttet lejligheden til en overnatning, men vi elsker bare at være os 4 – og det føles helt amputeret at være afsted på resort uden pigerne.

Hvis du har lyst til et lille Bab Al Shams-gensyn fra dengang, vi var helt spritnye i Ørkenstaten, så læs med her:

Bab Al Shams

Bryllupsmiddagen skulle stå i den store buffet-restaurant, Al Hadheera, direkte under åben himmel.

Restaurantområdet er intet mindre end en magisk oase. Som et 1001 nats eventyr lige dér midt i den varme, arabiske aften, der dufter af krydderier, æbletobak og grillkul.Der er dampende risretter, store kobbergryder med stuvninger, sprøde salater, kød på grillspyd, varme supper, friske skaldyr og forskellige gryderetter i tykmavede ler-tagines.

Der er syndige, dybstegte mezze, krydderier i overdådige bundter, som kokkene gavmildt hakker af, og et stort dessertbord med baklava, libanesisk is og kunefe. Der er arabisk kaffe og mindst 5 slags dadler at vælge i mellem. Der er vin ad libitum, iskolde colaer og glade børn, der danser på bordene.

Og brudeparret bliver fejret med manér. Der bliver råbt på arabisk og sunget om bordet. I løbet af aftenen er der også forskellige shows. En egyptisk tanouradanser – dreje-rundt-manden – som jeg kalder ham, og en fræk og ypperlig mavedanserinde, der virkelig kan sit håndværk.Til sidst opfører en række ryttere en fin arabisk fortælling om konflikt og sameksistens blandt beduinstammer, hvori der indgår en stor flok geder, en kamelkaravane og nogle usædvanligt smukke araberheste.Da vi går fra festen hånd i hånd under stjernerne, er jeg helt ør.

Det har været sådan en smuk vielse og en gennemført dag i kærlighedens tegn – og hér går vi – midt i stilheden  – væk fra oasen og  op mod resortet for at køre hjem til pigerne.

Tænk, at vi igen og igen får lov til at opleve stjernestunder som disse.

Jeg føler, at vores udlandsliv giver langt mere, end det tager.

Også selvom der er en lang række konsekvenser og svære ting ved at være langt væk fra ens hjemland.

💞 Gid Shogher og Jacob må få et langt og lykkeligt liv sammen 💞

Og så et lille PS: Tag endelig ud for at spise og nyde en hel aften på Al Hadheera på Bab Al Shams, hvis du kommer til Dubai. Det er virkelig værd at køre en time frem og tilbage. Madens niveau er højnet og det er underholdningen bestemt også.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet