Boganbefalinger

Forældrelektier

How’s the weekend, baby?Min går sådan set okay, men er da ikke nødvendigvis blevet bedre af, at Martin har købt et Pennywise Halloween-kostume, og nu mener, at det skal testes på de nærmeste 😱🤡. Jeg er bare ikke god til klovne. Hverken dem, der slår ihjel, eller dem, der forsøger at være sjove over for børn.

Heldigvis tog han klovneriet af igen, da han skulle lave en frisk omgang müsli sammen med Cille. En mand med mange og forskelligartede talenter, må man sige…Men udover indkøb i kostumeafdelingen, så går vi her i Ørkenstaten og tæller ned til Morfar og Connys ankomst i næste uge. Derfor er weekenden også dedikeret til praktiske gøremål, man bare aldrig får gjort, når der er gæster, lidt opladning af indre batterier med cider, pizza og Disney’s Aladdin på husalteret – og så en seriøs dosis forældrelektier.

I sidste uge modtog vi en e-mail fra Cilles klasselærer om, at alle børnene i Year 6 skal konstruere deres egen model af hjertet. Derhjemme, naturligvis. Hvorfor dog “spilde tiden” med at bygge hjertemodeller i skoletiden, om man må spørge med en knivspids sarkasme?

“Men så lad dog være med at gøre det til forældrelektier”, tænker du måske og fortsætter sikkert ganske relevant: “Kan barnet ikke bare få et par klumper modellervoks i rød og blå, og så selv gå igang, det er vel dét, der er hele pointen med opgaven!?”

Dertil kan jeg kun svare både ja og nej.

Ja – det er pointen, at barnet skal udforske hjertet og lære at tage ansvar for en opgave, som skal afleveres til en bestemt tid.

Ja – i den ideelle verden burde det være en hjemmeopgave, som barnet selv kan udføre uden forældrenes assistance.

Og nej, er jeg samtidig nødt til at svare, for barnet er kun 10 år gammelt og har ikke en kinapersons chance for at kunne udføre opgaven uden støtte fra en voksen.

Og dét ved skolen udmærket godt. Who are we kidding?

Og så er der den anden og underliggende udfordring ved, at hjertemodellen skal fremstilles hjemme og medbringes til skolen: Den hjemmekonstruerede hjertemodel skal fremvises på en såkaldt Bodyology Fair – en slags “markedsplads” – hvor forældrene skal cirkulere rundt og spørge ind til børnenes modeller, hvortil børnene skal kunne forklare hjertets funktion, dets opbygning, betegnelserne for kamre, ventrikler, arterier, hjerteklapper og så videre.

På “markedspladsen” ville ens barn jo risikere at falde helt igennem, hvis man bare lod ham eller hende lege lidt med modellervoks derhjemme. Der er tale om seriøs fremvisning af viden og evner.

Muligvis er det en usund form for konkurrence og en alt for stor involvering fra forældrenes side i hjemmearbejde og skoleprojekter helt generelt, men vi har ikke lyst til at lade Cille få en oplevelse af, at hendes projekt og model er dårligere end de andres. When in Rome, ikke?

E-mailen beskrev videre, at barnet kunne vælge mellem to typer af modeller: En repræsentativ/illustrativ model, som de skal forklare hjertets funktion og opbygning ud fra – eller en mekanisk/funktionel model, som kan pumpe/cirkulere rød væske rundt i et kredsløb.

Jamen tusind tak, da, for alle de muligheder, de 10-årige bliver givet 😂

E-mailen beskrev med stigende entusiasme, at vi endelig ikke måtte gå ud og bruge penge på materialer til modellen, men meget gerne genbruge og finde materialer derhjemme. Fordi man jo har et skab fyldt af arty-crafty-genbrugsmaterialer til alle formål, ikke? Who are we kidding?

E-mailen sluttede on a high note med en række links til YouTube med imponerende modeller, som små indiske vidunderbørn har fremstillet med største omhu og engagement til deres skoleprojekter i Mumbai og Chennai. I ved – den slags børn, der vokser op med beskeden (truslen) om at gøre deres forældre stolte ved at blive uddannede til læger hurtigst muligt.

Den eneste respons, man kan give på de her fuldstændig ubehjælpelige e-mails og opgaver er noget i retning af FML (F*ck My Life) med lav stemmeføring, så barnet ikke hører forældrene sige the f-word.

Til trods for min entusiastiske fremvisning af en mekanisk model, jeg havde fundet på en STEM-side for børn, valgte Cille – ligesom 90% af alle de andre børn, er mit gæt – en repræsentativ model. Som skulle fremstilles i blødt ler. Naturligvis.

Far sendes afsted i Creative Minds i Umm Suqiem med bævrende Master-Card. Dét sted er på en og samme tid de kreatives himmel og helvede. Og så er der ellers flere timers forældrelektier med et barn, der tjekker ind og ud af modelleringensfasen, fordi opgaven er for overvældende. Jeg kan ikke bebrejde hende. Det er for tidskrævende og mentalt krævende for en pige i hendes alder. Faktisk var det krævende nok for hendes to 40+ gamle forældre.Til sidst er hjertemodellen (tilsat en venstre lunge) dog i hus.Den 10-åriges stolthed er åbenlys, mens hun forklarer blodets cirkulation gennem kamre og ventrikler, iltningen af blodet i lungerne og så fremdeles.Forældrene er sådan set også helt stolte af projektet, som vi har en temmelig stor andel i.

Det lykkedes os simpelthen at lege med lerpølser og piberensere i adskillige timer uden at komme op at skændes. Nærmest en form for parterapi, sådan at “lære nyt”, “tænke ud af boksen” og “være kreative” sammen, mens vi “oplever nye sider af hinanden”. Suk.

Hvis du skulle få lyst til flere forældrelektier, så kommer der her links til Cilles gudsbenådede solsystem fra Year 4 og Baby-Milles “interview med en person, der er vigtig i dit lokalsamfund” . FML, si’r jeg bare. Og god weekend!

Forældrelektier

 

Forældre-lektier

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Boganbefalinger