41

Hverdagsramt

Det er fredag den 13., folkens.

Og jeg har brugt weekendens første, hellige morgen på at tusse rundt i nattøj og vække forfrosne gærceller til dåd, så de kunne give mig en sød og blød gærdej til at tilfredsstille min trang til et ton kanel og et pift kardemomme.Så man kan altså fryse gær og få det til at virke helt efter hensigten senere?

Jep, er svaret. Det var min mor, der gjorde forsøget på mine vegne for et år siden, og det fungerer upåklageligt.

I Ørkenstaten er frisk gær nemlig forbeholdt fagfolk. Faktisk er der kun ét supermarked, hvor det er lykkedes mig at fravriste bageren nogle 100 gram her og der. Så frysning af gær i små 50 grams pakker er alfa og omega for at der nogensinde bliver bagt i dette hus.

For engang i mellem er det nødvendigt at bage. Bagning varmer ikke kun køkkenet, men også sjælen hos den, der vejer af, rører, ælter, glatter ud og pynter op. Det er ren meditation for mig, der stort set aldrig laver andet husligt – eller håndarbejde, for dén sags skyld.

Jeg er det sorte får i familien, hvad angår husmoderlige dyder og håndarbejde. Men bagning – dét kan jeg. Og udover kanelfætrene hér, så har jeg for tiden et godt tag på Nigella Lawson’s gluten- og laktosefrie chokoladekage, som du finder lige her:

https://www.nigella.com/recipes/chocolate-olive-oil-cake

Jeg bager chokoladekagen på mandelmel, som til gengæld er en vare, der findes på hylden i alle supermarkeder hernede. Alt, hvad der handler om nødder, honning, tørrede og syltede frugter, så er Arabistan med på noderne.

Årsagen til det bydende behov for bagning er, at min første reelle uge tilbage i skole er netop overstået. Det skal lige fordøjes mentalt. Og dér sætter bagningen ind som katalysator.

Vi har teknisk set været igang i 14 dage, men jeg har kun haft undervisning i denne uge, hvor jeg bl.a. har lært mine nye elever i Year 1 at kende (de er 5 år gamle, how cute is that?), og fået de fleste formaliteter ryddet af banen, så vi også kan tilbyde Dansk Legegruppe til de to yngste årgange på skolen, som er de 3-4-årige.Vi har et fast lokale på skolen hvert år, som vi føler en form for ejerskab over. Little Denmark, om man vil.Og som det ofte sker med ‘nationale grænser’, så indtager og inddrager vi lige så stille mere og mere plads. Som hér, hvor man kan se et lille læsehjørne, hvor børnene kan hygge sig med at læse eller lave gruppearbejde.Eleverne kommer altså op til dansklokalet, når de skal undervises. De yngste elever skal enten hentes af mig eller følges op af en voksen-hjælper, mens de fra 7-års alderen får lov til at færdes mere frit på skolen. Børnene er vant til at skifte lokale i løbet af dagen – f.eks. når de skal til modersmålsundervisning, islamiske studier, musik, dans, idræt, formning, IT osv.

Elever, der er registrerede som muslimer i Undervisningsministeriets system skal deltage i både arabiskundervisning og islamiske studier, hvor man læser Koranen og lærer om muslimsk opførsel, bederitualer, hverdagsrutiner osv.

Elever, der er registrerede som kristne, hinduer osv. skal også deltage i arabiskundervisning, men kan gå til modersmålsundervisning i stedet for de islamiske studier. Hvis ens modersmål ikke tilbydes på skolen, bliver man tilbage i klasseværelset hos klasselæreren og laver andet arbejde. Dette kaldes for home room og svarer nogenlunde til klassens time.

Jeg har igen i år fået klassetrinnene fra KG1 (de 3-årige, der kun kommer én gang om ugen) til og med Year 5, som ville svare til en dansk 3. klasse. Indskolingen, kunne man vel kalde mit ansvarsområde.Jeg har hvert klassetrin 3 lektioner om ugen, så i alt bliver det til 16 undervisningstimer ugentligt – plus forberedelse, administration, kommunikation og møder.

Det hele passer så smukt ind i pigernes skoleskemaer, forstået på dén måde, at jeg kan aflevere og hente dem hver dag – og jeg har samme ferier som dem. Dét ville være stort set umuligt at opnå i et hvilket som helst andet job, jeg kunne forestille mig at bestride. Møder, foredrag og koncerter midt på skoledagen er til gengæld oftest Martins ansvar, fordi jeg jo underviser.

Og så er der det allervigtigste: At jeg rent faktisk elsker mit arbejde. At det giver mening, som intet andet job nogensinde har gjort for mig. At jeg for første gang kan se mig selv i spejlet og tænke, at jeg gør en lille forskel et sted i verden. Hver eneste dag.

Så skidt pyt med, at skoleskemaet i år efterlader mig ganske få åndehuller i det daglige. Og skidt pyt med, at jeg ind i mellem må trække den virkelig store tålmodighedshat på for at klare at omgåes skolens management uden at tage bladet fra munden som den dansker, jeg nu engang er.

Den slags frustrationer kan en omgang gærbagning gøre kål på.

Vigtigere er det, at jeg læser og analyserer litteratur hver dag. At jeg får chancen for at gøre børn interesserede i og nysgerrige på deres modersmål og danske rødder, der virker virkelighedsfjerne i en Ørkenstat, så langt væk fra dansk efterårsregn, frække bandeord og flade leverpostejsmadder, som man overhovedet kan komme.Rigtig god weekend til jer, der snart får sådan én i favnen. Min skal bruges på mere kage, lidt svømning og en festlig Friday Evening Brunch for første gang 🍰🥂.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

41