Dag 52

Hjemme igen

Marathonsomrene, hvor vi ender med at være væk hjemme fra i to måneder, er virkelig noget underligt noget.

Jeg føler mig både hjemme og fremmed i Danmark.

Og bagefter føler jeg mig både hjemme og fremmed i De Forenede Arabiske Emirater.

Jeg kommer tilbage og synes, at huset ser helt forandret ud, selvom det står præcist, som da jeg forlod det – bare renere, hvidere og mere ryddeligt, fordi Maricel har gjort hovedrent og ryddet op i alle gemmer. Pludselig kan jeg fornemme, hvordan der dufter hjemme hos os, fordi jeg er som en fremmed, der ankommer til et sted for første gang. Det er også som om jeg kan se tingene igen – som om sofaens skrammer og væggenes mærker står tydeligere frem; som om det hele er en anden persons, og jeg blot observerer det på afstand.

Det føles mærkeligt, sådan at se ens liv og hjem udefra, men nulstillingen ved at være væk fra det hele i et langt stykke tid, gør noget godt for mit sind. Jeg har fornyet energi og virketrang.

Og udsigten….den er jo nærmest gjort af drømmestof, når jeg trækker gardinerne fra om morgenen. Om formiddagen, burde jeg kalde det, for tidsforskellen spiller stadig ind og vi sover alt, alt for længe.Samtidig er alting jo i virkeligheden “som det plejer”.

Der bliver lavet lister over praktiske gøremål, der har været frosset i tid og sted, mens vi har været fraværende. Nu kan tingene ikke vente længere!

Der er indkøb, som skal gøres i en hel række butikker, fordi børnene skal være klar til skolestart, og fordi alle hylder i køkkenskabene og køleskabet er gabende tomme. Det er som en nulstilling rent madmæssigt – og jeg elsker det hver gang, dét der med at fylde skabene med gode intentioner og friske råvarer.Det gør heller ikke noget at være blevet familiens Head of Refrigerator igen. Slet ikke noget, for nu at være helt ærlig. For selvom alle gør sig umage med at finde lækre sager frem til os, så bliver der indtaget alt for mange ‘forkerte’ ting i løbet af sådan en sommerferie.

I år har jeg været rimeligt striks med mit indtag, så jeg endte med at tabe mig 5 kg. op til sommerferien. Og jeg har holdt det hele vejen igennem. Det er første gang nogensinde, at jeg ikke har taget 5-7 kg. på i løbet af en sommer i Danmark, men min 40-årige (snart 41-årige) krop lider under den forøgede vægt, som ikke lige lader sig tabe igen, ligesom det gjorde i “gamle dage”, hvor metabolismen bare tonsede derudaf.

I mellemtiden har Martin investeret i et fitness-center-medlemskab til hele familien, så nu er der ingen undskyldning for at være flødebolleblød og dovent anlagt (taler kun for mig selv her!). Abonnementet er heldigvis så hundedyrt (i forhold til Danmark og England, som er mine eneste referencer), så vestjyden i mig vil højst sandsynlig tvinge et par gange om ugen eller tre igennem, enten i centret eller på et af holdene, uanset om jeg mener at være til den slags eller ej. Og nu, hvor jeg har været afsted i centret en time med Martin her til formiddag, må jeg erkende, at det er en misforståelse, når vi ikke har sådan et fitnessmedlemskab. For jeg får ikke styrket musklerne og hjertet på samme måde ved at lunte eller gå en tur. Jeg er simpelthen en slapsvans.  Pigerne nyder også at være retur i de store pools ved fitnesscenteret, som man kun har adgang til via medlemskab. Der er masser af pools rundt omkring i vores compound, som alle beboere har adgang til – nærmest for hver 200 meter er der en pool – men der skal fornyelse til ind i mellem, for ellers kan selv leg i poolen blive kedeligt.

Vi er overpriviligerede, jeg ved det godt.

Og jeg konstaterer igen for Gud-ved-hvilken-gang, at vores liv på mange måder minder om en charterferie, sådan som jeg ligger dér og kigger op i daddelpalmerne, der vajer i brisen mod en lysende blå himmel.Og pigerne, som her ses i deres Dubai-weekend-uniform, er mere end klar til skolestart. Så klar, at de er villige til at betale ud af deres lommepenge for at få lov til at begynde i skole igen! Egentlig burde de slippe lidt af lommepengene, nu hvor deres forældre er blevet 89.000 kroner lettere efter betaling for første semesters skolegang.💸💵😂

Pigerne har også fået deres læreres navne at vide, og jeg har via WhatsApp fået afklaret nogle af deres klassekammerater. Cille er en smule betænkelig ved sin nye lærer og klasse, men vi har aftalt, at vi starter med et positivt mindset over for alt og alle, når vi rammer skolen igen. Erfaringen fra tidligere år viser også, at lige så snart vi er kommet ordentligt i gang, så fungerer klasserne fint. Det er mere noget med at vænne sig til tanken om, at nogle af ens bedste veninder går i andre klasser dette skoleår. For sådan forholder det sig i en omskiftelig Ørkenstat: Der er ny klasselærer og nye klassekammerater hvert eneste år. I år har pigerne “kun” fået én bedsteveninde med fra deres respektive klasser sidste år. Og nogle af kammeraterne kender de allerede fra tidligere år. Men det er klart, at det med venskaber og klassekonstellationer fylder mere og mere i takt med deres alder og modning.

På tirsdag går det så for alvor løs for pigerne, der skal møde ind med deres klassekammerater for første gang i Year 3C og Year 6C.

Egentlig skulle vi have været i gang i morgen (søndag), men det islamiske nytår, Hijiri, har fået skolerne til at ændre startskud til mandag.

Og en fridag mere til samlingen, dét kan vi vel altid bruge?Det er i øvrigt år 1441 nu i den islamiske kalender, så jeg vil ønske Godt Nytår til alle jer, der fejrer det lige nu. ✨🌙✨

Må år 1441 være fyldt med næstekærlighed, tilgivelse og mildhed. Det har vi alle brug for.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dag 52