Børns venskaber

60 dages ferie

60 dages ferie. Det er, hvad pigerne og jeg har landet os i onsdags, hvor skolen sluttede kl. 12, og jeg sluttede kl. 16 efter en større nedpakning af dansklokalet sammen med min kollega.

Og her er så Cille, living her best life i 47 graders varme.Vi har nu udsigt til 60 dages frihed, hvor vi kan gøre stort set, som vi lyster.

Og vi starter med det sjove.

En tur i Mall of the Emirates for at købe lidt tøj og sandaler til Danmarks-rundrejsen. Häagen Dazs duftede langt væk af friskbagte vafler, så pigerne var nødt til at spise is før frokost. Dessert først, ordentlig mad senere. Det er ikke et fornuftigt mantra for en 60 dages ferie, men med bedsteforældre og søde venner til at forkæle dem hele vejen rundt, så er det stort set dét, der kommer til at ske.Der er også alle de praktiske ting, der skal være på plads, før man rømmer forpligtelser og det virkelige liv i flere måneder. Her er jeg f.eks. i Al Barsha Mall for at få min lille Mummy Stock Car synet, så jeg ikke overskrider deadline.Det foregår på ganske civiliseret vis ved at køre bilen ind i centrets kælder til synshallen. Herefter er der en hel, tom dame-sektion på synskontoret at sætte sig i, og efter nogle minutters ventetid skal jeg hen for at betale ved to forskellige kasser, for så til sidst at få udleveret et nyt klistermærke til bilens nummerplade. Plus en række fine stempler, som aldrig skal bruges til noget som helst, hverken før eller siden.Det koster i omegnen af 500 AED at få bilen synet hvert år. Det er godt og vel 900 kr.

Og selvom bilparken i De Forenede Arabiske Emirater er meget fin og ny – hvis man sammenligner med andre steder i verden – så skal samtlige biler synes årligt, medmindre man da har købt en splinterny bil og er den første ejer. Så får man allernådigst lov til at vente to år, før det bliver årligt.

Det er behovet for dirhams i statskassen, der driver synshallerne og alle mulige andre kontroller, registreringer og ‘serviceydelser’, vi er pålagt at betale. I år er der f.eks. også indført 5% moms på langt de fleste varer og serviceydelser. Landet har store ambitioner om at blive verdens mest velfungerende og moderne samfund – og den slags koster mange flere penge end de betydelige summer, der ligger gemt i olietønderne.

Og der er ikke andet at gøre end at klikke hælene sammen og betale ved kasse 1, 2 og 3. Så selvom lønnen er skattefri i Palme-Paradis, så er der til gengæld masser af gebyrer og afgifter at betale med den skattefrie løn, hver eneste gang, vi er i kontakt med en eller anden form for myndighed eller skal følge lovgivningen på et givent område.

Efter et kvarter er jeg færdig med synshal og stempelafgifter. Et 2020-klistermærke reflekterer nu det dunkle lys i parkeringskælderen, da jeg bakker over på en anden p-plads for lige at aflægge mit yndlings-araber-supermarked et visit. Nu jeg alligevel er i Al Barsha Mall.

Hvis man er til supermarkeder, er Union COOP et hit. Det er sådan et “rigtigt” arabisk supermarked, hvor andre kæder som f.eks. Spinneys er britisk-vestligt-orienteret, mens Choitram’s og Lulu er indisk-orienterede.I Union COOP køber jeg alle de ting, som Maricel ikke skal have besvær med at slæbe hjem fra vores lille lokale supermarked i to stive måneder, mens pigerne og jeg er væk – såsom vaskemiddel, rengøringsmidler, toiletpapir, sæbe og alt det andet, der fylder og er tungt.

Jeg stopper selvfølgelig op for at dufte til fladbrødene, der triller forbi på transportbåndet foran næsen på mig.Nu er der kun tilbage at tage på en enkelt legeaftale, et smut i biografen, at rydde op i køkkenskabe og køleskabet – og så at pakke kufferterne, naturligvis.

På søndag drager vi afsted til Danmark. Vi glæder os alle fire til at se og tilbringe tid med familie og venner.

Og det forunderlige af det hele er, at lige så meget som jeg glæder mig til at forlade Ørkenstaten på denne her tid af året, lige så meget glæder jeg mig til at vende retur igen, når der er gået knapt 60 dage. Jeg er nærmest helt afhængig af de her skift i tilværelsen, som giver et energi-boost og “noget at se frem til” hele året igennem, hvis man kan formulere det sådan.

Vores liv og tilværelse indeholder de her vanlige rejser frem og tilbage mellem Danmark og De Forenede Arabiske Emirater, og jeg kan kan bedst beskrive det som en slags ‘priviligeret luftforandring’, hvor vi får det bedste af to verdener.

Et sommerophold i Danmark med alle dem, vi elsker og alle de oplevelser, den danske sommer byder på.

Og så resten af året i solen og varmen i et land fjernt derfra, fyldt af eksotiske eventyr og ballade.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børns venskaber