Familiedynamik

Autocorrect vil gerne ændre min overskrift ‘familiedynamik’ til ‘familiedynasti’, men jeg føler ikke, at vi er kommet så langt, at der er tale om et decideret Kaalund-dynasti endnu, selvom Svigermor insisterer på, at der hænger et Kaalund-våbenskjold på Frederiksborg Slot. Men vi kan da håbe på, at pigerne beriger os med 2 x 12 araber-børnebørn engang i fremtiden, så vi kan komme lidt nærmere en vaskeægte klan.

Når jeg insisterer på at skrive ordet familiedynamik, så er det fordi den fylder meget for tiden. Dynamikken, altså.

Og billeder er så pokkers taknemmelige. Det skal vi alle sammen huske, at huske hinanden på i en tid, hvor alt og alle ser perfekte ud.Her i weekenden er der f.eks. lagt op til den skønneste girls-only-fredag, mens den kære Farmand-og-Eneforsørger bliver derhjemme og arbejder uforstyrret. Nogen skal jo tjene pengene, som man si’r.

Den står på selvforkælelse i frisørsalonen, hvor pigerne først får vasket håret liggende og en skøn hårkur, efterfulgt af hovedbundsmassage, klipning og føntørring.Det resulterer endda i midlertidige krøller til ældste-darlingen, der er svært tilfreds med resultatet.Jeg er gået helt bort fra klipninger i de der “in-out”-børnesaloner, for nu er pigerne store nok til virkelig at værdsætte, at de bliver nusset om – og de kan begge sidde musestille i en time, mens der bliver klippet facon og frisure i håret. Jeg har en idé om, at det er vigtigt, at børn lærer at tage sig godt af sig selv, og at de mærker, hvordan det føles, når man får en virkelig behagelig behandling, som resulterer i fysisk velvære og veltilfredshed.

Oplevelsen bliver jo heller ikke ringere af, at de begge to bliver rost til skyerne for deres små skinnende jordbærhjelme, som er meget eksotiske og opsigtsvækkende i en Ørkenstat.

Så langt, så godt.

Vi er mindst halvanden time inde i fælles samvær.

Og så knækker filmen. Naturligvis.Igen ser det helt tilforladeligt ud på billedet. Nydelige, nyklippede piger på café til sen morgenmad med deres mor. Very nice. Boglæsning, tegnesager og civiliseret samtale.

Lige indtil Cille spørger, om hun må skimme mælkeskummet på min kaffe, hvorefter Mille straks nupper min teske, som så nuppes af Cille, fordi hun jo fik idéen og derfor skal til før sin søster. Cilles vaks-ved-havelågen-ske-snup tackler Mille ved at skrige i vilden sky, som om hun var 2 år gammel og umuligt kunne udtrykke sin frustration på anden vis.Jeg sidder der. I midten af galskaben. Og får en ubændig lyst til at krybe ned under bordet og væk fra de to gale spektakler, som er lige gode om at være pisseirriterende.

De får den ene dejlig ting og oplevelse efter den anden – som perler på en snor – og temmelig ofte er takken sure miner over småting. Det er virkelig vanskeligt at håndtere uden at føle sig som en gammel sur moster, der himler op over ungdommens utaknemmelighed.

Jeg forsøger hvast at forklare Cille, at hun ikke skal snuppe ting ud af hånden på sin søster – den slags adfærd er jo aldrig pæn – og jeg hvæser til Mille for Gud-ved-hvilken-gang, at hun skal bruge ord og ikke skrål, fordi hun er alt for gammel til den slags reaktion på søsterlig modgang.

Der er intet som at mærke gamle mønstre vise sig igen og igen og igen.

Cille dominerer og smådriller – og Mille skriger som belønning for storesøsters indsats.

Det er virkelig en dynamisk duo, må man sige.

Ingen af dem giver sig, bøjer af eller trækker på skulderen. Ingen af dem er uden skyld i diskussionerne. Ingen af dem er synderligt interesserede i at samarbejde.

Det ville ellers have været skønt, hvis der var en smule mere elastik at give af.

Fra alle parters side.

Gemytterne dæmpes dog hen over en gang pommes frites, og vi fortsætter videre ud i verden til en improv-teaterforestilling på The Courtyard Playhouse, som Cille har ønsket sig at opleve, lige siden hun begyndte til drama for teens derinde.The Toilet Monster, hedder forestillingen – og der er plads til alle børns input og deltagelse undervejs – både fra rækkerne og oppe på selve scenen, hvis de har lyst til at være med. Undervejs i teaterstykket lykkes det de to søstre at have en indbyrdes diskussion om en rød farveblyant med dertilhørende mental nedsmeltning, som heldigvis overdøves af de andre børns tilråb mod skuespillerne på scenen.

Jøsses.

Mille giver ikke Cille ét sekunds chance for at vise, hvad hendes idé eller tanke går ud på. Måske er det fordi Cille ofte har drillet hende, at Mille med det samme går ud fra, at der kommer en skjult negativ konsekvens? Jeg ved det ikke – men igen kunne vi virkelig godt have behov for lidt ekstra line over for hinanden.

Dramaet udredes og overstås – vanen tro – og vi kører videre ud i verden med to hjemmehæklede pøller som minde om et toiletmonster.Prøv at se, hvor englesødt, de kan smile til kameraet. Banditbørn. For real.

Senere på dagen skal vi ud at handle. Nu med Farmanden ved roret.

Cille vil så gerne have nyt løbetøj, og Mille føler sig mægtig inspireret, så inden vi får set os om, befinder madammerne sig samtidigt i ét prøverum, hvor de fægter med arme og ben, rammer hinanden med albuer og knæ – og vræler op om for lidt plads og for meget søster.

For at gøre en lang historie bare en smule kortere, så ender indkøbet med, at de ønskede varer bliver liggende i butikken og to grædende børn må forlade præmisserne. På grund af ualmindeligt uanstændig opførsel, hvis du skulle være i tvivl på nuværende tidspunkt.

Jeg er klar over, at vi er curlingforældre på den hårde klinge. At vi gør alt for dem og med dem – fordi det gør os glade at se dem glade.

For tiden er der bare desværre virkelig langt mellem (glædes-)snapsene.

Det er som om der ulmer et oprør under overfladen konstant.

Som om det eneste, vi har lyst til, er (endnu) et skænderi.

De to søstre bliver for hurtigt sure.

De er alt for opfarende.

Der mangler good-will og lysten til at samarbejde.

Så det arbejder vi på og taler vi om, når familiedynamikken er kommet på afveje.

Og jeg må ærligt indrømme, at jeg nyder at komme væk fra søster-skærmydslerne ind i mellem, for de er ved at drive mig ud i et mildt vanvid.

Indtil videre har jeg kunnet hægte mig selv op igen ved hjælp af espresso martinis, og jeg skal nok sige til, hvis det ikke er tilstrækkeligt.

Rødhårede krabater, for hæwla’…

🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓🍓

Mange hilsner fra Mor i Udlandet