Ser du månen, Hr. Månekigger?

Så er det lige op over.

Med Ramadanen, altså.

I aften efter aftenbønnen sidder de officielle månekiggere klar i Saudi Arabien med deres kikkerter og spejder efter nymånen. Hvis de ser den, adviserer de alle muslimer i hele verden om, at Ramadanen begynder søndag. Hvis de ikke ser nymånen, så spejder de da bare igen søndag aften, så Ramadanen begynder mandag.

For os fremmedarbejdere (og kulturkristne) er det altid et spændende “show” af følge med i.

Der kommunikeres frem og tilbage i forældre-WhatsApp-grupperne, om skolen mon er på reduceret tid i morgen eller ej? Hvilket de fleste håber på, nu hvor varmen er kommet for at blive…

Skolen sendte også et brev med en form for afklaring i sidste uge.

Og hvis du nu sidder og tænker på, at der da findes teknologi, som sagtens kan forudsige, om nymånen ses fra Saudi-land i morgen eller i aften, så vil det blive blankt afvist. Den slags nymodens pjat gælder ikke. Der skal rigtige, hellige månekiggere til – ikke beregninger fra en flok videnskabsfolk.

Det her handler nemlig om tro, traditioner og følelser, og ikke om hvad teknologi kan forudsige.

Og selvom det måske kan virke lidt specielt, så er der noget umiddelbart charmerende ved lige at skulle tjekke i aften, om vi kører med den ene mødetid eller den anden i morgen. Det her er en del af muslimernes fest og højtid – og jeg hygger mig ganske meget med det.

Jeg har desværre ikke lært ret mange arabiske ord på 5 år i Mellemøsten, men jeg har lært en del om kulturen og jeg begynder så småt at mestre kunsten at acceptere arabernes mere uforudsigelige og foranderlige måde at leve på. Der er meget kortere fra idé til beslutning og udførelse end vi er vant til. Der er også lige så kort vej til at forkaste eller omgøre en beslutning, lov eller aftale. Det hele tages med stoisk ro og stenansigt eller med det stik modsatte: En gedigen arabisk nedsmeltning. Alt sammen afhængig af personens humør og temperament.

Mangelfuld eller decideret manglende planlægning, manglende struktur, logik og sparsom information er virkelig frustrerende, når vi rammer Den Store Papirmølle i en Ørkenstat, men på de her små hverdagsparametre som hvornår, skoledagen skal starte i morgen, dér smiler jeg og nyder, at der sker enten det ene eller det andet.

Og når Ramadanen så begynder, reduceres elevernes undervisningslektioner fra 60 min. til 40 min., så skoledagen går fra de normale 7 til kun 5 timer. Sådan kører skolen så i 30 dage, indtil Ramadan-måneden er ovre.

Reduktionen sker af hensyn til de fastende elever og de fastende forældre, der skal bringe og hente børn.

Børn begynder (for det meste) at faste, når de rammer pubertetsårene, men jeg har oplevet elever helt ned i 7-8-års-alderen, som har lyst til at faste og øver sig i det, så de er helt kvaste i skoletiden. Hvorvidt det er en aftale mellem dem og deres forældre – eller om det er noget, de selv har fundet på, fordi større søskende og resten af familien gør det – det kan jeg af gode grunde ikke vide, men det er tydeligt, at det er hårdt for de helt små børn.

De store teenagere møder også ofte op senere, hvis de er faldet i søvn igen efter suhoor, som er måltidet lige før daggry. Så kan det være svært at komme op og i skole til kl. 8.30.

Den her slags fravær og kommen-for-sent bliver der set igennem fingre med her i De Forenede Arabiske Emirater, mens jeg kan forestille mig, at det ikke vil være velset at komme halvanden time for sent hver dag under Ramadanen i Den Danske Folkeskole 😂

På vores skole er der mange muslimske elever, men størstedelen af eleverne hører til andre religioner end Islam – og derfor er det også majoriteten, der tilgodeses. Det betyder, at kantinen er åben og serverer mad som sædvanlig. Børnene spiser madpakker i deres respektive klasser – og de fastende elever kan gå ind i dedikerede lokaler, så de ikke bliver konfronteret med madkassernes indhold og små munde, der gumler, mens de ikke selv må få hverken vådt eller tørt.

Lærerne må spise i deres klasser eller på lærerværelserne som normalt – og i danskklasserne, hvor der ikke umiddelbart er fastende elever, drikker vi også vand i løbet af timerne.

Ude på gangene og fællesområder, bør man være diskret med tekrus og madkasse. Det er jo ikke nødvendigt at flashe mad og drikke over for fastende forældre, elever og personale.

Respekt for fasten er ufravigelig her i landet og i Saudi Arabien. De tager det langt, langt tungere end i andre muslimske lande, har jeg fået fortalt. Personligt har jeg ikke noget imod at undlade at drikke, spise og tygge tyggegummi i det offentlige rum i en måned. Så svært er det altså heller ikke at lade være med, men for hvert år, der går, bliver Ramadan-reglerne også mere og mere lempelige.

Da vi ankom for 5 år siden, var der ikke ét sted at købe en flaske vand i Mall of the Emirates under Ramadanen. Sidste år var der to store food courts åbne i hele centrets åbningstid.

Det er tiderne, der skifter.

Araberne har desperat brug for turisterne og deres lommepenge nu om dage.

Og så må de ellers gradbøje og gå på kompromis, så turisterne kan få serveret deres livsnødvendige cocktails i pool-barerne og indtage lækre frokosttilbud i indkøbscentrene under den hellige måned.

Så’n er det bare.

🌙✨ Ramadan Kareem fra en varm Ørkenstat 🌙✨

Mange hilsner fra Mor i Udlandet