Der lever 6 havskildpaddearter i Indonesien.
De er stærkt truede og har samme udfordringer i møde
Se næste indlæg >
Tag mig tilbage…
To døgn er der gået, siden vi landede fra Bali.
Nu sidder jeg bænket på hårde plasticsæder sammen med de andre forældre og venter. I en gymnastikhal med et overaktivt airconditioneringssystem, der blæser lige ned over vores hoveder og skuldre, så der er statsgaranti for snue bagefter. Men Mille er lykkelig og laver de fineste forlæns og baglæns koldbøtter med sin russiske træner. Og det er vel det vigtigste.
Velkommen-tilbage-til-hverdagen-suk.
Det sker altid så brat, skiftet fra ferieliv til hverdagsliv. Det kan mærkes fysisk som en slags mentale tømmermænd, der bliver supporteret af reelle tømmermænd efter den bedste Friday Brunch igår.
Og det eneste, jeg kan tænke, er “Tag mig tilbage…”
Til Bali.
Lige nu vil jeg kun gå ind ad denne her dør til min egen lille verden af fred, ro, ingen forpligtelser og grønt, grønt, grønt.
På en eller anden underlig måde var ferien så tiltrængt. Det er næsten helt pinligt at sige det – for vi var nærmest lige kommet hjem fra skiferie i Aserbajdsjan, men dér arbejdede jeg så meget med mig selv i forhold til at turde, kunne og ville stå på ski, at denne her Bali-ferie var som at komme en tur i Paradisets Have.
Martin har også fået sin opgave for med sit nye arbejde, der kræver 24/7 opmærksomhed og benhårdt arbejde. Ikke at jeg kan sige så meget om det, men mentalt er han på arbejde altid for tiden. Sådan er det jo, når en overvældende bunke nye ting skal læres, gøres og forhåbentlig føre til noget inden for et års tid.
Og jeg ved, at det er lige dele spændende, nervepirrende og udfordrende for ham hver dag.
Så en pause var også tiltrængt for ham.
Tid til at sove, gå ture, opleve nyt, spise godt og være lidt væk fra det hele.
Og så gjorde det ikke så meget, at han hver dag skulle logge på systemerne, besvare mails, ordne papirarbejde, deltage i møder og telefonkonferencer undervejs. Det var stadig et skønt afbræk fra hverdagen.
På denne her ferie var vi gode til at dele os lidt op ind i mellem, når det passede bedst på denne måde.
Mille og jeg havde f.eks. en formiddag på stranden sammen – og en tur i en sød lille orkidéhave en anden dag.
Jeg var også selv på en tur uden for Sanur for at besøge en træskærer, der kunne lave et fint navneskilt til vores hus i Dubai. På vejen fra Ubud til Sanur fortrød jeg nemlig pludselig, at jeg ikke havde købt noget kunsthåndværk. Men det kunne der heldigvis let rodes bod på.
Herude – i et lille stræde bag turist-tingeltangel og barerne i Sanurs hovedgader, havde træskæreren Dika sit hjem og et mindre værksted. Med udsigt over rismarker.
Hans søde kone tog vel imod mig og vi forsøgte med fagter og Dika i telefonen at forstå hinanden.
Det gik faktisk ganske godt.
Og den sidste dag kom Dika ud på hotellet for at overrække mig sit færdige arbejde. Man kan se stoltheden lyse ud af ham, synes jeg.
Nu kan navneskiltet og lotusblomsten så hænge uden på vores villa som en dejlig påmindelse om, at Bali er 4 REAL, mens verden går videre med huskesedler, indkøb, tømmermænd, tidlig skolestart i morgen og penicillin til Cille-musen, der er endt med at have mellemørebetændelse efter en alt for genstridig forkølelse. 🤧🌸
Ingen kommentarer endnu