Aserbajdsjan

Nu skal vi ski’ hjem

Yrk. Det bliver hurtigt hverdag igen.

Der er selvfølgelig lige en tiger- og en løveudklædning, som skal være klar til 2 x Sports Day.

Så er der de komplet oversete 3 x kostumer, der skulle have været indleveret til musical-læreren allerede igår.

Husk også lige at følge hvert et tilmeldingslink og google-doc, der bliver sendt dagligt fra skolen, for ellers kommer dit barn ikke med til ditten og datten.

Der er præcise instruktioner igen til smørrebrødsjomfruen, der forsøger sit bedste med madpakkesmøringen, men fejler så ofte.

Pludselig er der også en masse praktisk planlægning til International Evening, hvor æbleskiverne jo heller ikke bager sig selv.

Der er også den ugentlige madplan, der skal lægges, og skitøj, der skal vaskes og nedpakkes efter alle kunstens regler.

Godt, at min Mor kommer lige om lidt, så hverdagen kan blive skubbet lidt i baggrunden for en stund.

Men bagved det hele ligger glæden og bobler over den skiferie, vi lige har holdt.

Sikke en oplevelse, det var!

Den der friske luft, som giver tindrende kinder og det at være sammen som familie i sneen var bare alletiders.

Og det kommer fra mig, der var mere end almindeligt skeptisk over for konceptet skiferie.

Jeg var hunderæd for alle de åbenlyse ting.

At beskadige mine 40-årige knæ, håndled, albuer og hofter, så jeg måske skulle i langvarig genoptræning eller endnu værre – at skulle have en operation (gys).

At andre familiemedlemmer skulle komme noget alvorligt til, så vi pludselig ville komme til at kende det aserbajdsjanske sundhedssystem indefra.

Eller hvad med at blive så panikangst på en af løjperne, at jeg ingen steder kunne komme bortset fra nedad i et kamikaze-agtigt tempo, der kunne sætte sig i kroppen som et evigt traume?

I øvrigt hader jeg glatte overflader, kulde, is og sne af et ærligt hjerte. Det har jeg ihvertfald altid påstået.

Der var faktisk tusind undskyldninger for ikke at tage med eller for ikke at deltage undervejs.

Ingen af mine negative antagelser holdt stik.

Jeg har godt nok en afsindig auberginefarvet blodudtrædning på min højre balle, men det er også det eneste, der skete ved at falde lidt uheldigt én af dagene.

Pigerne og Martin stod ned ad løjperne i fin stil hele ugen, og er kommet hjem uden skrammer.

Faktisk havde Cille så meget fart på og kontrol over skiene, at jeg bevidst undgik at se hende på de røde løjper. Det var simpelthen for nervepirrende for hendes gamle mor. Men hun havde det umanerligt sjovt sammen med sin Far.

En stor del af forklaringen på min ændrede holdning til skiferie ligger i den forberedelse og instruktion, som vi havde planlagt hjemmefra.

At have en instruktør for mig selv i to timer om dagen i fire dage gav mig dén personlige tid, jeg havde brug for, så jeg kunne få mine nerver under kontrol og rent faktisk lære noget af det tekniske, så jeg også kunne holde skiene under kontrol.

Derudover havde vi heller ingen ambitioner om, hvor mange timer, vi skulle stå på ski om dagen. Det var ganske enkelt ikke en del af succeskriteriet – for så kunne ferien hurtigt blive en skuffelse. Når vi var trætte, var vi trætte. Og så var det helt okay at bestille room service, glo National Geographic Wild og hygge sig på værelset.Jeg bliver heller aldrig nogen fart-dronning.

Jeg har ikke engang ambitioner om en rød løjpe.

Men jeg kom – adstadigt og sikkert – og glad ned ad den blå løjpe. Og dét er en kæmpe bedrift i min lille verden.

Så – ja. Jeg er omvendt. Er blevet en af de der salige skiferie-entusiaster, der taler om fællesskabet, den friske luft og den varme kaffe. Ihvertfald på min egen måde.

Og jeg er udmærket klar over, at lige om lidt, så er børnene løbet helt væk fra mig, der fumler rundt på de grønne og blå løjper, som de sikkert kun vil have fnys til overs for – til dén tid.

Så må jeg stå lidt for mig selv i eget tempo. Jeg elsker naturoplevelser i eget selskab anyway.

Og resten af tiden kan jeg vel findes på en café med en god bog og enten kaffe eller hvidvin? Det er ihvertfald min egen forestilling om, hvad en skiferie er lig med om et par år, når pigerne er lidt mere selvhjulpne og endnu sikrere på skiene. Måske kunne der også blive tid til et par spa-dage uden de her to på slæb.Det vigtigste er, at jeg er en del af fællesskabet og kan deltage i de aktiviteter, vi foretager os sammen som familie. Den der fornemmelse af at være en begrænsende faktor eller en klods om benet i forhold til fysisk udfoldelse er ulidelig. Jeg vil ikke være den, der stopper showet, når nu de andre synes, at det er så fan-fucking-tas-tic at stå på ski.

Det skader jo heller ikke børnene at se, at voksne fortsætter med at lære hele livet igennem – og at jeg tør gøre noget, jeg er bange for og ikke kender ret meget til. Walk the talk, som man si’r….

Og det der skiferie må gerne være i Aserbajdsjan en anden gang. Kaukasusbjergene er nu noget helt særligt med deres blanding af brunt og hvidt.

Hotellerne var også virkelig fin standard og meget billige i forhold til hvad tingene koster i Europa.Her er vi f.eks. i “Pik Palace’s” udendørs pool, der var skøn om eftermiddagen.Indendøre er “Pik Palace” et hvidt marmor- og krystalpalads, ret meget ligesom hotellerne i Dubai.Derfor boede vi på søsterhotellet “Park Chalet”, der har mørkt træ, pejse og tyroler-agtig stemning med lammeskind på stoleryggene og tykke, brune tæpper. Lidt mere dén stil, vi forventede af en skiferie.Måske skal vi afsted igen til næste år. Hvem ved?

Jeg si’r ja, hvis nogen sku’ spørge ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

2 kommentarer

  • Simone

    Åh Pik palace 😂😂😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Moriudlandet

      Yes 😳🙄 Tror du lige, at dén var nem at lave mange sjove jokes med?! Men pik = pic = tinde.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Aserbajdsjan