Det deler stort set altid vandene, når en samtale bevæger sig ind på emnet ‘hjælp’.
Ikke når samt
Se næste indlæg >
Mille Skoletræt
Oh, to be 6 again…
Og så alligevel ikke. For det virker som om det er ret hårdt at være en 6-årig.
Ihvertfald hvis man spørger Mille.
Hun er slet ikke kommet ordentligt retur efter juleferien, selvom vi snart rammer februar.
Jeg har svært ved at finde ud af, hvad det præcist handler om, selvom jeg spørger hende igen og igen.
I dét øjeblik hun slår øjnene op om morgenen, udbryder hun: “Jeg vil ikke i skole idag”.
Det har hun aldrig nogensinde gjort før. Og jeg ved, at hun er glad for sine lærere og er vellidt af sine kammerater.
Efter lidt overtalelse kommer hun i uniformen, får et stykke knækbrød og cykler afsted i skole.
Men så snart hun tænker på, at jeg er lige i nærheden (altså på arbejde i dansklokalet), kommer hun drønende ind til mig i sit frikvarter med modige tårer trillende ned ad kinderne. Fordi hun vil ha’ sin mor.
Og jeg trøster hende, mens hun hulker på dén der ukontrollable måde, der rykker i hele den lille krop, og det gør så forbandet ondt i hvert eneste muskelfiber i mit skælvende mor-hjerte.
Vi har sans for drama, Mille og jeg.
Hun siger ofte selv, at hun har ‘store følelser, der må ud’. Og ud kommer de, må man sige. Hun har aldrig lidt i stilhed eller af følelsesforstoppelse.
Jeg har også talt med lærerne sammen med Mille og alene med dem ad flere omgange – og der er heller ingen af dem, der kan byde ind med noget konkret, der skulle være problematisk for hende.
Så jeg graver videre.
Og laver små hverdagshuller med dedikeret Mille-og-Mor-tid, så hun får en tydelig følelse af nærvær og opmærksomhed.
”Ville du egentlig gerne være lille igen, Mille?”, spørger jeg, mens vi gynger ved siden af hinanden. Ligesom i gamle dage i England. Crisps and all.
Vi er taget på cykel-lunte-tur i Den Hvide Ghetto, og er landet på én af kvarterets mange legepladser.
”Ja, Mor,” svarer hun med et underfundigt smil. “Så kunne jeg være din lille Mille igen, og så kunne vi to være sammen hele tiden hver dag”.
Jeg er muligvis kommet et skridt tættere på sandheden.
At det handler om, at der stilles større og større krav i skolen. Og det er hårdt at honorere, når man er en 6-årig pige, der bare gerne vil rutsje, stå på hænder og slå vejrmøller hele dagen.
Jeg aner ikke, hvorfor det skulle være så brilliant en idé at begynde i skole allerede som 3-4-årige, men sådan er vilkårene i Ørkenstaten – og mange andre steder rundt omkring i verden. Og når man er i en ørken, må man gøre som beduinerne, er min filosofi. Alt andet vil kun gøre ens liv besværligt.
Men resultatet bliver jo det samme i sidste ende. Det kan jeg tydeligt se, nu hvor jeg arbejder i Primary School. Langt de fleste børn knækker læsekoden sådan for alvor i 7-8-års alderen, uanset om de begyndte at lære alfabetet som 4- eller 6-årige.
Og Mille er akademisk anlagt. Hun kan sagtens lære de ting, der skal læres i Year 2. Men 6-års-Mille er lige blevet lidt skoletræt her midt i sit 4. skoleår (!) – og jeg nænner simpelthen ikke at fortælle hende, at der er mindst 20 års studier forude, før hun kan blive hundeklipper med egen lyserød mobil-salon.
Sh*t, hvor jeg knuselsker den lille cykelmyg.
Hun er stadigvæk så lille – og det kommer jeg ind i mellem til at glemme, fordi hun bliver sammenlignet med sin storesøster, og fordi skolen stiller så mange krav både akademisk, emotionelt og socialt.
Vi går videre, Mille og jeg.
Hånd i hånd.
Næsespids mod næsespids.
Og skal jeg nu være helt ærlig, så er det vist ikke kun Mille, der gerne vil have sin mor. Mor vil vist også gerne have sin Mille.
Det gør så ondt på en, når ens små børn har brug for at være børn lidt og få noget mor-omsorg; men man ikke helt kan honorere det til fulde, fordi der også er krav til dem om at følge med flokken.
Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor børn ikke må være børn lidt længere. Jeg forstår endnu mindre, at børn skal så tidligt i skole. Er det mon for at få dem ad vejen og sat på sporet til at være ydende voksne hurtigst muligt og få forældrenes fulde opmærksomhed, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet.
Her i kommunen skal børn i skole det år, de fylder seks. De kan kun få udsættelse, hvis der er oprettet en “sag” – hvilket jeg forstår som de skal have en diagnose af en art. (Her bruges i stedet, at børnene kan gå et år om i de små klassetrin).
Min yngste er sen decemberbarn, så han var kun lige fyldt fem år, da han skulle begå sig i mini-SFO på skolen allerede fra 1.april med skolestart i august. Da samme årgang også kan være født i januar, var der næsten et helt års forskel på nogle af børnene. Det kan godt være et stort spring – også hvad angår legeinteresser. Hvor han elskede Cars og Planes, var de andre allerede ved Nerfguns, Rollespil og Playsstations og mente, at han var barnlig. Han legede bedst med mellemtrinnet i børnehaven, da de aldersmæssigt lå tættere på ham; men han blev tvunget over i sin egen gruppe – Storebørnegruppen for at have relationer, når de startede i skole. Men det er nogle gange svært for ham at begå sig socialt og forstå det spil, der kan være. Specielt blandt pigerne, der ret tidligt kan være små intrigante hekse. Men nogle dage går det fint med legerelationerne. Bogligt er han i den gode ende; han er skarp. Blot tror jeg, at det havde gjort ham godt at være barn i børnehaven lidt længere, for også at styrke ham socialt. Måske ville han så have kedet sig fagligt.