Ingen Nationaldag uden...

Det privatiserede sundhedssystem

Jeg har taget Babs og Nutte med på tur.Egentlig en ret åndssvag formulering. De følger jo ligesom altid med.

Men denne ene gang har de fået frit lejde. Dét plejer de trods alt ikke at have uden for hjemmets fire vægge.

Og som det fremgår af påklædningen, jeg diskret påfører mig bag en aflåst dør, så er der desværre ikke tale om et prøverum i Victoria’s Secret.Jeg skal ind i og have min første krammer og seriøse lammer af en 3D scanner.Den klemmer godt til mellem to iskolde plader, men efter sigende ikke helt så slemt som sin forgænger, mens den tager nogle fine billeder af brystvæv og armhuler. Sygeplejersken er en kompetent filippiner, der guider mig så venligt og tålmodigt igennem et væld af sære, forvredne kropsstillinger, hvor vævet skal give efter, uden at jeg rører mig en millimeter. Funky stuff.

Jeg er fyldt 40 i år.

Fyrre.

Midaldrende.

Midtvejs.

Halvvejs.

Kald det, hvad du lyster.

Under alle omstændigheder er jeg kommet dertil i livet, hvor jeg for mange år siden havde lovet mig selv, at jeg ville være ekstra omsorgsfuld og påpasselig overfor mit helbred.

Så hér er jeg.

Self-Care i højeste gear med pap-smear forleden, og nu en 3D-mammografi efterfulgt af en ultralydsscanning.

Det giver mening på så mange planer, at få brysterne tjekket. Og der er vist ingen vej udenom, når man først er opgraderet til version 4.0, hvis man spørger de kloge hoveder. Uanset om der er symptomer eller ej.

Det er ellers ikke fordi det skorter på dårlige undskyldninger for at undgå besøget hos radiologen. Jeg har faktisk ikke andet end billige bortforklaringer. Jeg syntes f.eks. at det var vildt svært at finde ud af, hvordan man overhovedet fik foretaget en mammografi via forsikringen uden at støde ind i en full-blown Female Health Check-Up, der koster en veritabel formue, og som naturligvis ikke er 100% dækket af sundhedsforsikringen.

For privatklinikkerne er jo forretninger. Og forretninger vil gerne sælge forkromede løsninger – herunder en hel pakke af undersøgelser, frem for ‘bare’ en mammografi. Men efter flere telefonopkald til det forbistrede forsikringsselskabs call-center, hvor agenterne taler engelsk med tyk accent igennem et skrattende headset, endte jeg med helt at opgive og krydse fingre for, at det årlige pap-smear hos gynækologen var dækket.

Og det var så hér, tiøren faldt.

Gynækologen er simpelthen første trin i den kvindelige sundhedsraket i Dubai. Det er hende, der skal skrive en henvisning til radiologen for mammografi – og derigennem kan man få forhåndsgodkendt mammografien ved forsikringsselskabet.

Smart.

Så lærte jeg også dét til næste gang.

For det er en jungle at finde rundt i et privatiseret sundhedssystem, hvor kontaktfladen mellem patient, forsikringsselskab og lægeklinik er en ren Bermuda-trekant af uforståelige papirformularer og tabte telefonopkald, der potentielt resulterer i en klækkelig egenbetaling, hvis man ikke er påpasselig.

Jeg er sikker på, at det også er en jungle at finde rundt i det danske sundhedssystem, men dér kommer lægerne trods alt ikke rendende bagefter med en kæmpe regning, fordi det stik mod forventning pludselig kun er halvdelen af behandlingen, der er blevet accepteret og dækket af sundhedsforsikringen.

Økonomiske spekulationer er det sidste, man har behov for at danse rundt med, hvis man er alvorligt syg og har behov for lægehjælp.

Faktisk får jeg koldsved bare ved tanken om at fejle noget behandlingstungt i Dubai. Det kan ende i mindre hensigtsmæssige behandlingsforløb på grund af bøvl med forsikringsselskabet – og ultimativt i økonomisk ruin, hvis man ender med at skulle betale det selv.

Min mammografi og ultralydsscanning endte heldigvis med et all clear.

Der var endda også et all clear fra forsikringen.

Og taknemmeligheden strømmer igennem mig, for der er da intet som en patientskjorte, der kan få enhver til at føle sig svagelig, sygelig og fremmedgjort.

Men ikke alle er så heldige at gå fra radiologens papirdækkede leje med et lettet og opstemt hjerte.

Én af mine søde, jævnaldrende veninder hjemme i Danmark har netop fået foretaget en mastektomi på grund af brystkræft. Efter et langt, sejt kemoforløb hen over mange måneder.

Hun er megasej og en vaskeægte overlever – både fysisk og psykisk, men det er edderma’me ikke et morsomt liv for hende lige nu. Og det er ganske gruopvækkende at være tilskuer til. Især for hendes allernærmeste – mand, børn, søskende og mor. For hun er jo alt, alt for ung til at gå igennem et langt og smertefuldt brystkræftforløb, der griber ind i alt.

Familieliv.

Arbejdsliv.

Kærlighedsliv.

Der er en uskyld, som er blevet vristet fra hende og hendes familie. En lykkelig uvidenhed, der aldrig kan vende tilbage efter sådan en alvorlig omgang, hvor store emner og store følelser er på spil.

Jeg er dybt taknemmelig for at være rask.

Og jeg føler dyb sorg over, at min veninde ikke er rask.

Hun er jo fuldstændig uskyldigt ramt.

Jeg må hjem for at se og lytte til hende her i juleferien. Og stille alle de dumme spørgsmål, jeg uforvarende og uvægerligt kommer til at sende i hendes retning.

Fuck cancer, si’r vi.

🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀🎀

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ingen Nationaldag uden...