Not all fun and games

Og mens det ser ud til, at alting kører som smurt i en dekadent blanding af smør og foie gras med Babettes Gæstebud mig hér og 40-års Friday Brunch mig dér, så er vores liv jo hverken mere eller mindre “fun and games” end alle andres.

Vi spiser godt nok ikke leverpostejsmadder eller cykler i regnvejr i en Ørkenstat, men jeg siger dig, at det kan sagtens blive både gråvejr og mandag morgen alligevel.

Der er for eksempel det helt åbenlyse pres på Martin for at finde et nyt job.

Min lærerløn er jo lidt ligesom at tisse i bukserne for at holde varmen – og det er i sig selv en udfordring at føle, at jeg bidrager helt og fuldt i hverdagen, men kun med en tiende del af familiens indkomst. Dén problematik fortjener vist sin helt egen fortælling en anden dag.

Martin har været aktivt jobsøgende, siden vi kom retur fra sommerferien i Danmark.

I virkelighedens kronologiske tidsmåling er der således tale om 2 måneder.

I det indre livs kaotiske tidsmåling føles det helt anderledes.

Det ene øjeblik er det bare om at nyde (fri)tiden, som måske aldrig kommer igen – og i det næste øjeblik går det hele for langsomt og hvad fanden er der i vejen på det der træge, arabiske jobmarked?

At være jobsøgende er i sandhed ikke den sjoveste situation at stå i.

Det er en balancegang og en mental prøvelse hver eneste dag.

Martin har aldrig prøvet det før, fordi han er gået direkte fra job til job. Jeg har nærmest heller ingen erfaring med at være jobsøgende, men jeg har stor erfaring med at være uden for jobmarkedet som hjemmegående husmor.

Det kræver nerver af stål og en tyrkertro på egne evner og erfaring, når man bliver sat uden for døren.

Også når det er selvvalgt.

Enhver, der har prøvet det, ved, at det føles så langt fra en badeferie som man overhovedet kan komme, selvom der hverken er deadlines eller deliverables som på en arbejdsplads. I stedet skal man navigere efter ens intuition og lave opsøgende arbejde på nettet og i netværk.

Der er gode og dårlige dage.

Der er sjove dage med følelsen af frihed og det går sgu’ nok alt sammen – og der er dage, hvor tiden står stille og der ikke er andet for end at højne moralen med en gåtur og en lydbog i ørerne.

Der er dage med opkald.

Der er dage med afslag.

Midt i det hele må jeg hanke op i mig selv, for det nytter jo intet, at jeg er den, der går i panik fuldstændig præmaturt.

For det går jo nok alt sammen.

Det siger min erfaring og min fornuft mig.

Der er en eller anden større plan med tingene, som hverken jeg eller Martin kan styre alligevel. Og dét, der skal være, vil blive – og dét, der ikke skal være, vil ikke blive.

Det vigtigste er, at vi står sammen og er sammen som familie.

Uvisheden er et livsvilkår for alle mennesker, men for expats er det som om uvisheden bliver forstørret op og griber ind i alle livsområder for både børn og voksne.

Vi kan risikere at miste alting på én gang – vores hus, skole, hjemby, vennekreds osv. – hvis vi ikke formår at finde en primær indtægtskilde til at fortsætte vores ellers så komfortable livsstil under fjerne himmelstrøg.

Og selvom der kan være alvorlige økonomiske konsekvenser ved at miste jobbet i Danmark, så er det heldigvis sjældent sådan, at man samtidig mister vennerne, børnenes dagsinstitution, skole, hjemby osv.

Det er en af bagsiderne ved udlandslivet; at vi må øve tolerancetærsklen for usikkerhed og acceptere, at der er alt at miste, men også alt at vinde.

Og som med alle andre skyggesider i livet, så er der samtidigt noget forfærdeligt dragende og vanedannende ved dem. Noget, vi ikke vil give slip på, fordi livet føles levende på denne måde – og i vores tilfælde er det de vilde, følelsesmæssige rutsjeture og oplevelser i udlandslivet, som vi vil kæmpe med næb og kløer for at bevare.

Jeg elsker ihvertfald livet her i det moderne Mellemøsten.

Mest af alt fordi vi har en dejlig hverdag.

Og det er jo hverdagen, man skal holde mest af, som Dan Turèll, så smukt beskriver det.

“Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet