Sanjay

The Right Kind of Loud

For et par uger siden havde jeg den store fornøjelse at læse en nyudgivet – og for mig helt ukendt – bog.Titlen fangede mig med det samme.

The Right Kind of Loud.

Fordi den rammer dybt ned i én af de centrale problemstillinger, jeg har med mig selv. Én af mine skygger, om man vil. Jeg tænker tit om mig selv, at jeg er for loud. For støjende, for larmende. For meget i alle henseender og selskaber.

Det kommer helt sikkert fra en række konklusioner i mit stille, vestjyske barnesind, hvor jeg oplevede at både voksne og børn kunne sige alt, hvad der lå dem på sinde med et enkelt skuldertræk eller en mumlende kommentar a lá “så deeet” eller “jow, tak”.

Jeg forstod det ikke. Og følte mig helt forkert.

Jeg forstår det sådan set stadig ikke. Og føler mig til tider stadig helt forkert.

Tænk, at der findes så mange, skønne og farverige ord at vælge imellem, og så kan man løbe tom eller tør – eller slet ikke have lyst til at fortælle og uddybe. Dét kommer aldrig til at ske for mig, medmindre du virkelig chokerer mig, så bliver jeg ret stille og må tænke mig lidt om.

Nå – men tilbage til den nye, fine bog, som er udgivet af den mangesprogede stemme-coach, personlig branding-konsulent, korleder, stemme-terapeut, sanger og entreprenør, Kim A. Page.

Kim var inviteret til at fortælle om sin bog i Danish Business Women Dubai, som er vores danske netværk for kvinder.

Og jeg var heldig at få lov til at læse hendes bog i ugerne op til foredraget – og efterfølgende fortælle lidt til forsamlingen om, hvad jeg fandt interessant – og hvad jeg havde lyst til at bruge fra hendes kæmpe samling af nyttige tips og tricks til at finde det rette toneleje til den givne situation.Én af mine aha-oplevelser fra bogen er, at langt størstedelen af alle mennesker bryder sig ikke om at høre deres egne stemmer. Og at de fleste samtidig afviser at kunne synge. Jeg troede kun, at det var mig, der ikke kunne holde min egen eksalterede stemme ud!

Og hvis det er helt naturgivent, at vi ikke bryder os om at lytte til os selv, fordi det lyder “forvrænget”, så kan vi vel lige så godt pakke ubehaget og tåkrumningerne væk og sætte os selv fri?

Siden jeg har læst bogen – og lært mere om stemmens urkraft – har jeg sunget helt nede fra maven foran alle mine små elever i dansklokalet. Uanset om de kender sangen eller ej.

For hvert fugl synger jo med sit næb.

Og børn fornemmer intuitivt autenticiteten – og så bliver det ikke engang akavet. Dét var skøn læring for mig.

Hvis du skulle få lyst til at lære mere om menneskets allermest intime og personlige organ – vores stemme – og hvordan vi kan bruge den mere bevidst og konstruktivt til at opnå de ting, vi ønsker os, så kan du købe Kim’s bog på Amazon.Tænk, hvis jeg engang kunne finde mit helt eget Right Kind of Loud. Det ville sgu’ da være skønt ❤️

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sanjay