9 og 10

Hvert eneste år, når vi rammer ældstearvingens fødselsdag, undrer det os, hvordan der dog kan være gået endnu et år – nærmest uden at vi har opdaget det.

I år bliver Cille 9.Om lidt fylder hun 18, får kørekort og flytter hjemmefra. Det er så skræmmende og sært og svært, at tiden løber os af hænde på den her fuldstændig ukontrollable måde.

Jeg har en mistanke om, at tiden for alvor flyver nu, fordi det endelig er blevet let(tere) at have børn. Man kan føre interessante samtaler med dem. De kan klare almindelige hverdagshandlinger selvstændigt. De kan modtage instruktioner, følge dem og overholde aftaler. De får idéer og kan selv udføre mange af dem.

Jeg elsker det. Og begræder ikke, at baby- og tumlingestadierne er overståede kapitler i vores forældreskab. Det er så meget federe at kunne diskutere og samarbejde med børnene frem for at pusle om dem og facilitere hver eneste basale aktivitet dagen lang. Bleskift, babymos, vasketøj og evindelige ‘stop’ og ‘nej’-seancer kan få enhver dag til at føles uendelig.

I år giver vi selvstændigheden endnu et nøk opad, når Cille får sin egen mobiltelefon. Dét har hun slet ikke regnet med eller tænkt over, så vi er sikre på, at hun bliver virkelig overrasket.

Tanken er, at hun senere på året selv kan prøve at cykle til og/eller fra skole. Det er ret angstfremkaldende at tænke på, selvom der er en voksen skolevagt ved lysreguleringen, og hun kan cykle på fortovet igennem ghettoen. Cille skal nok klare det – udfordringen er snarere, at alt for få bilister har tanke for, at der kunne være cyklister i trafikken. For selvom mange børn cykler til og fra vores skole, er det stadig ikke en naturlig ting for bilisterne lige at se sig over skulderen for at tjekke for cyklister, før de svinger ind og ud af ghettoens villaveje i deres kæmpe biler.

Gisp.

Men samtidig ved vi, at hun vil vokse en halv meter over at kunne færdes mere frit og selvstændigt. Dét er 100% sikkert, for hun er inde i en fin stime af selvstændige initiativer og ønsker om at gøre ting uden os.

Heldigvis er hun også stadig en lille pige, der bare ønsker sig at komme i legeland på sin fødselsdag.Så kan Martin og jeg jo samtidig fejre vores 10-års bryllupsdag på mest romantiske vis med et spil air hockey og et stykke jordbærtærte i en hal, der lugter af små børns snavs.Cilles glæde og vores fejring af hende er det allervigtigste. Men jeg ville lyve, hvis jeg ikke samtidigt erkendte, at jeg bliver inderligt glad, da jeg kommer hjem fra legelands-forbandelse til den smukkeste buket, som er leveret fra samme blomsterbinder, der bandt min brudebuket for 10 år siden.Der er også vedlagt et sødt kort fra min elskede.

Jeg er i sandhed heldig med at være gift med ham – også selvom han drillende og tøvende kun vil gå med til at ta’ ét år ad gangen, mens jeg glædesstrålende foreslår 10 mere.

Vi er hinandens. Og dét er det bedste i verden.

Der findes ingen andre, der elsker vores børn lige så højt, som vi gør. For vi har fået dem sammen.

Der findes ingen andre, der glædes lige så meget over børnene og familielivet, som vi gør sammen. For vi har historikken, minderne, oplevelserne og følelserne sammen.

Dét tænker jeg på, mens jeg går tur i den grønne bøgeskov med hunde og piger på en lun sensommerdag, der føles præcist som dén allerførste bryllupsdag, hvor jeg fødte Cille på Hvidovre Hospital.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet