A Mighty Girl

Cille er i dén grad blevet tween.

8.5 år gammel.

Med behov for et langt brusebad hver dag, hvor ingen skal forstyrre hende, når hun bruger balsam og cremer.

Med hysteriske anfald, frustration og uregerlig vrede, som ellers ikke er noteret siden dén der ulidelige tumlingetid, hvor rollingen havde en frygtelig masse idéer i grødhovedet, som hun ikke rigtigt kunne få udlevet, fordi kroppen ikke helt var med på den endnu.

Vi andre står for skud.

Lillesøsteren er irriterende, bare hun stiller et enkelt spørgsmål. Moren er himmelråbende håbløs med ret jævne mellemrum. Faren bliver hun smækfornærmet på ved den mindste irettesættelse.

Og så er der bondeangeren. Den brødebetyngede, hikstende skyldfølelse, som kommer efter al galskaben. Det er dér, hvor Cille indser, at hun er kommet til at hoppe helt overbord, og nu er nødt til at trække i land igen. Med undskyldninger over for de tre mennesker, der elsker hende betingelsesløst.

Så krammer vi hende.

Nusser hende.

Siger, at det er helt okay.

Lytter til hende.

Taler med hende.

Tørrer øjnene på hende og kilder det stramme maveskind under enhjørninge-T-shirt’en, så hun overgiver sig og krøller sig helt sammen i vores favn – og bliver til Cille-3-år, mens hun hvisker, at hun elsker os.

På stort set daglig basis bider jeg tungen af mig selv for at stoppe en lind strøm af gode råd i at passere ud af min mund. For Cille har allerede fortalt mig med STORE bogstaver, at hun har behov for, at jeg lytter til hende – ikke at jeg kommer med løsningsforslag – for hun vil selv finde frem til sin egen måde.

Tænk, at være så klog allerede som 8-årig.

Tænk, at kunne formulere det så tydeligt allerede som 8-årig.

Det har taget mig det bedste af 35 år at forstå, at vi kvinder opererer på denne her måde. At vi faktisk helst selv vil finde ud af det hele – og at årsagen til, at vi elsker at tale med vores bedsteveninder, når tingene ramler er, at vi nyder de store opera-følelser med schwung i. Vi spejler os i hinandens oplevelser og problemer. Vi sympatiserer med hinanden og skvulper lidt rundt i følelsessuppedasen sammen. For det er rart at give plads til følelserne, før vi er klar til at tie stille og lytte efter den indre løsning på vores ydre problem.

Jeg håber inderligt, at Cille’s nuværende, intuitive evne til at fortælle, hvad hun har behov for, vil fortsætte i de kommende år. Og jeg håber lige så inderligt, at hendes nuværende tyrkertro på eget væsen og egne evner ikke vil blegne i de kommende år, selvom statistikkerne siger frygtelige ting om unges selvværd og følelsesliv i disse SoMe-tider.

Men håb er sjældent helt nok – og derfor er jeg begyndt at købe tween-bøger, som vi læser som godnatlæsning. Jeg følger A Mighty Girl på Facebook og har fundet bogserien i deres feed. Det er paperbacks til meget få penge. Og de kan virkelig varmt anbefales.Sidst, men ikke mindst – kommer den begyndende pubertetsbibel, der bliver nærstuderet både med Mor og Far – og med 100% garanti også alene og sammen med veninderne.For hvad gør man egentlig i et samfund, der er gennemsyret af kyskhed – og hvor selv den mest uskyldsrene form for ‘kropsuddannelse’ er bandlyst?

I Ørkenstatens skolesystem er der naturligvis ikke nogen form for pubertets- eller seksualoplysning – for fysisk kontakt mellem kønnene og sex er jo no-go før ægteskabet.

Den mest basale hygiejne- og kropsgennemgang (uden detaljer, forklaringer eller billeder) bliver overstået i en enkelt times kønsopdelt biologi-undervisning, når børnene er omkring 13 år gamle. Ikke noget med hår på karameller og voksende tissemænd eller at menstruation = at man kan blive gravid. Tænk mere noget i retning af, at man skal gå i bad hver dag, ikke klemme bumserne og så ellers holde hænderne pænt væk og oven dynen.

Dét dur jo ikke, hvis du spørger mig – en pæredansker, der er vokset op med at kropslighed og nøgenhed er naturligt – og så absolut et almindeligt interesseområde for et barn, der begynder at vokse til.

Og med Ørkenstatens forkærlighed for at monitorere, hvad folk mon søger på på internettet, kan jeg kun frygte, hvad ens nysgerrige barn ganske uforvarende kunne komme til finde derude i det gale cyber-cirkus, som efterfølgende kunne skabe problemer for hele familien. Det ville jo i øvrigt også være helt forfærdeligt at efterlade ens lille barn med internettet som ressource, når det kommer til saglig viden om kroppen.

Så jeg er endt med at tage den amerikaniserede rute, hvor pubertetsbogen er ualmindeligt politisk korrekt, men detaljeret, faktuel og balanceret. For jeg er nødt til at tænke på, at dén viden, som jeg mener, er ufravigelig vigtig for Cille, kan blive opfattet som decideret stødende og helt uacceptabel i andre familier.

Heldigvis er børn, der vokser op i multikulturelle samfund, kultursensitive til fingerspidserne. Cille har allerede reflekteret og konkluderet, at pubertetsbogen er super at læse i med os og med sine danske, svenske og norske veninder, men at hun ellers holder sin viden og bog for sig selv.

Bagsiden ved at have åbnet for Pandoras Pubertets-æske er, at barnet nu brændende ønsker sig at blive 12 år, så hun kan få The Care and Keeping of You 2 – The Body Book for Older Girls. Og en deodorant.

Hvem, der bare var 12….😉

PS: Hvilke danske pre-teen / tween-bøger kan du anbefale, at vi køber og læser i sommerferien?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet