Dannebrog på hel og halv

Vi starter med Dannebrog på halvt.

Fordi det altid er bedst at starte en fortælling med den triste del og slutte med den positive.

I nat – ved 3-tiden – er hele min families elskede Faster Johanne sovet stille ind på Grindsted Sygehus.

Så her i Dubai vejer Dannebrog på halvt ved siden af en lille skål med ørkenroser og en pakke Kleenex, som jeg har haft gang i hele formiddagen.Og jeg gentager mig selv ved at sige, at på mærkedage er det særlig tungt at være langt væk.

Både på de sjove og de triste mærkedage.

Min Faster Johanne er teknisk set min Mors Faster. Men hun er og bliver hele familiens faster på grund af sin hjertevarme, gavmilde, betænksomme og kærlige sjæl.

Fasters omsorg rakte til alle. Og her mener jeg vitterligt alle. Hun var vestjyde på dén der klassiske måde med uendelig kaffe på kanden og hjemmelavet mad og kage til alle, der kom forbi hendes og Svends hjem. Og det var mange. Forretningsforbindelser, da de havde smedjen, naboer, venner, diverse foreninger og klubber – og hele deres store, farverige familie. Alle kom forbi og sad på den lune bænk hos hende.

Faster Johanne fandt plads til at rumme alt og alle – i bogstaveligste forstand og i overført betydning.

Ingen har nogensinde følt sig forkert eller tilovers eller til besvær i hendes selskab – og hun accepterede og tog folk præcist som de var. Se, dét er livsklogskab i den helt store kategori, og det gør mig dybt ulykkelig, for min familie har vitterligt mistet sin stjerne.

Hun ville have rystet på hovedet af det, jeg sidder og skriver. Mumlet, at det vist er lige rigeligt med ståhej og armsving for hende. For Faster var den sidste til at slå på tromme for sig selv. Hun gik ganske stilfærdigt rundt og leverede alt muligt til alle andre end sig selv – verdens bedste kanelsnegle ved dét, hun muntert kaldte for “en køleskabsoprydning”; de sprødeste brændte mandler til jul og det dejligste sylt efter sommerens haveherligheder.

Faster var der bare. Midt i det hele. Deltagende.

Et livsstykke.

I min barndom var hun dén, der altid havde tid, selvom hun i virkeligheden havde monstertravlt med at brødføde en hel hær af voksne, sultne smede på daglig basis. Om sommeren legede jeg i hendes have og spiste kiksekage, når den havde sat sig i fryseren. I februar var hun dén, der altid havde lavet store 25-øres armbånd til os, når vi kom og raslede til Fastelavn – og hun lod mig altid komme ind og lege i sin fine-stue med klaveret, selvom det må have været lidt irriterende at lytte på.

Da jeg blev en næsten-voksen kvinde og for første gang havde fået mit hjerte knust virkelig alvorligt, ringede hun og talte med mig om kærestesorgen. Hun fortalte mig, hvordan hun selv havde fået knust sit hjerte i sin tidlige ungdom, og at hendes erfaring sagde hende, at man rent faktisk overlever det. Sådan var hun – 100% ærlig om livet – og i stand til at fremkalde smil midt i tristesse. For Faster fortalte sandheden. Og det hjalp mig at vide, at hun havde fået sit hjerte knust, men efterfølgende fundet den helt rigtige mand og fået sine fantastiske børn.

Senere i livet viste hun og Svend et forskræmt skilsmissebarn som jeg, at man sagtens kan være uenige om tingene og skændes – uden at det nødvendigvis er livsfarligt eller betyder, at man går fra hinanden. Jeg holdt af at observere deres forskelle og indbyrdes diskussioner – for de var på samme tid så sammensmeltede og sammentømrede, som jeg ikke har set andre par være, før jeg mødte mine svigerforældre.

Min Mor kan fortælle den samme historie. Og flere til. Om en Faster, der kunne nusse og vaske tæer som ingen anden. Om en Faster, der altid havde et øjeblik mere til et barn – eller en voksen, for dén sags skyld. Om en Faster, der godtog livets præmisser og som aldrig tog noget som helst for givet. Om en Faster, der hellere undværede selv, end at se andre have problemer.

Jeg har slet ikke nævnt alle de andre sider af Faster. Hvordan hun tog sig af sin familie. Hvordan hun turde at rejse ud i verden og opleve ret så eksotiske steder, hvor hun hjalp og arbejdede – for Faster var ikke ligefrem all-inclusive-typen.

Som Kronprinsesse Mary sagde om Kronprins Frederik forleden, så kan man ikke indfange et menneske, der er så multifacetteret og levende. Jeg kan heller ikke indfange Faster. Kun begræde, at hun er borte. Og det er en dybt egoistisk handling – for Faster trængte til fred.

I aften vil jeg sende Faster alle mine kærlige tanker op i en varm, diset ørkenhimmel.

Hun fandt fred under en fuldmåne.

Fyldt af et fuldt ud levet liv.

Tilbage står vi alle med hovedet og hjertet fyldt af gode minder. Og en lille pige i familien, som bærer hendes navn, så det aldrig bliver glemt.

Og før jeg løber helt over, stopper den triste del af fortællingen.

For på Fasters sidste dag fyldte Maricel 36 år.Det fik vi fejret meget godt, synes jeg. Med kager og Dannebrog på hel – for efter 3 år med en dansk familie, må Maricel da kunne kalde sig for dansk-filippiner.

Og senere med en dejlig iftar, da solen gik ned.Hvil i fred, elskede Faster Johanne.

Og hjertelig tillykke med fødselsdagen til kære Maricel. Det er også hårdt for hende at være væk fra sine kære på en mærkedag.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet