Hudkræft

“Basal Cell Carcinoma (BCC). Den hyppigst forekommende form for hudkræft. Ofte forårsaget af solens skadelige UV-stråler. Præsenterer sig ofte som et rødligt, hævet område i huden. Måske ligner det eksem, lidt udslæt, en betændelsestilstand eller en plet med tør hud. BCC kan være skinnende rødt med små blodårer i området; det kan også ligne et sår med en vulkan-agtig struktur…Aj, Martin kom lige og se det her billede af en mand med BCC på næsen, hva’?”

“Vidste du, at ca. 35% af alle hvide, amerikanske mænd oplever at få BCC på et eller andet tidspunkt i deres liv? Det er da godt nok mange, hva’?”

“Hva’? ….Martin, Skat – er du der?”

Ingen respons.

Martin er ikke det mindste interesseret i at se på forstørrede billeder af hudkræft sammen med mig. Og det kan jeg nok ikke tillade mig at blive fornærmet over. Det er måske også en kende bizart, at jeg kan finde den slags interessant. Men der er en lille sygeplejerske gemt inden i mig – hun kom bare aldrig rigtigt ud, fordi det gik så pokkers godt med de humanistiske studier engang i slutningen af 90’erne.

Men det lille online Basal Cell Carcinoma-studie er ikke bare for sjov skyld og narrestreger.

For godt og vel en måneds tid siden får Martin foretaget en biopsi af et lille sår i hovedbunden. Han synes bestemt, at jeg er ret så pjattet og pylret, da jeg beder ham gå til hudlægen, fordi et lille vulkan-agtigt sår aldrig helt heler op i hans hovedbund.

Men jeg insisterer.

Og booker en tid.

Som om jeg er hans Mor.

Og så går han jo derop. Vrangvillig, men pligtopfyldende.

Hudlægen er ikke i tvivl om, at det er et skoleeksempel på BCC, men han foretager selvfølgelig altid en biopsi.

Og svaret er sådan set positivt: Godartet BCC-vækst, som fjernes kirurgisk.

Men selvom det er en lettelse, at det “bare skal skæres væk under lokalbedøvelse”, så kan jeg hilse og sige, at det gør rigtig ondt at få fjernet væv i hovedbunden ad to omgange med efterfølgende – helt ufrivillige – “pandeløft”, når udskæringerne skal mødes og ries sammen igen.

Uf.

Av.

Øv.

Og i dag er jeg med som bisidder til det, der forhåbentlig bliver afslutningen på alle festlighederne.

Med febrilske hænder, der danser lediggang i skødet.

Med øjne, der kontinuerligt søger hen mod sengelejet, hvor Martin ligger med korslagte arme og lukkede øjne, mens en nydelig lyseblå papirsdug med hul i midten dækker diskret over hudlægens ivrige tusch-tegne-bevægelser oven på hans skalp.

Jeg konstaterer i mit indre, at Martins lyseblå skjorte matcher lægens kittel og papirsafdækningen på en prik. Som om det var meant to be.

Det er bizart at se en læge stikke Martin – min elskede mand – i hovedbunden med en stor sprøjte lokalbedøvende middel igen og igen og igen.

Det er endnu mere bizart at se lægen gøre skalpellen klar, mens sygeplejersken klipper håret af ham, så det fælder ned på gulvet.

Nu er der helt stille.

Operationslyset er indstillet korrekt.

Der er sprittet grundigt af på hænder og arme.

Mundbindet er trukket for.

Gummihandskerne er justeret på plads.

Og jeg lytter. Til en skalpel, der insisterende saver og filer sig igennem den stramme, seje hud på toppen af Martins hoved.

Jeg ser ned på to kopper kaffe og en to-delt kanelsnegl. Pludselig virker det så banalt, at jeg er kommet anstigende med eftermiddagskaffe til en kræftoperation.

Hvad fanden havde jeg forestillet mig?

At vi skulle på picnic bagefter?

Det er så typisk mig at forsøge at lette stemningen med klovnerier.

Efter savning kommer klipning.

Jeg ved faktisk ikke, hvad der er værst at være lyttende vidne til.

Hudlægen bliver irriteret på sine sygeplejersker. De skal finde en skarpere saks lige nu til ham, skal de.

Og han klipper dybere ned i vævet.

Jeg kan næsten ikke holde lydene ud, men fortrækker ikke en mine. Det er jo ingenting at være tilskuer til det her show. Tænk, at være Martin, som bliver skåret og klippet i.

“How do you distinguish the cancerous tissue from the healthy tissue, if I may ask?”

Nervøsiteten har overvældet mig.

Spørgsmålet falder ud af min mund, selvom jeg havde lovet mig selv på forhånd, at jeg ville tie helt og aldeles stille.

“That’s a good question. The cells in the cancerous tissue present themselves with a pearly, beady shine and so I’m looking for that shine in between the healthy tissue – and I’m trying to assess how much I should remove to make sure that I’ve done my best to remove everything – but I can’t promise you that, though”, svarer den tyske hudlæge.

Plump.

En dinglende klump blodigt væv slipper triumferende saksens bid og lander i en lille vævsprøvebeholder på et bord med endnu en fin, lyseblå papirsdug. Det er måske sådan man dækker op til en kirurg-fest?

“The lab will give us the result in a week’s time”, fortsætter hudlægen, mens han nu finder tråd frem, så han kan sy skalpen sammen igen på stakkels Martin.

Sygeplejersken vasker forsigtigt lange striber af blod væk fra Martins hovede og nakke. De lyseblå duge foldes sammen og ryger i skraldespanden markeret med “bio hazard”. Lyset slukkes i den skarpe lampe.

Nu er der tilbage at vente på biopsisvar.

I forkontoret hos hudlægen dingler sygeplejersken frejdigt med Martins DNA i en lille cylinderformet beholder. For hende er det det naturligste i verden at holde et andet menneskes blodige væv i den ene hånd, mens hun plotter en ny konsultationstid ind i kalenderen. For mig er det så fremmed. Og at dømme på Martins ansigtsudtryk, så har han heller ikke det store behov for at blive konfronteret med en klump kød fra toppen af hans hoved.

Stingene skal ud om 10 dage.

Hvis alting ser fint ud, så skal hudlægen se Martin om 3 måneder og igen efter 12 måneder.

Inshallah går alting lige efter hudlægebogen.

Og da vi går derfra er der en lillebitte knude i min mave, som løsnes.

Det skal nok blive fint.

Man dør ikke af BCC.

Det er jo også væk nu.

Og jeg blinker igen og igen for at keep’e mit cool.

Det gør virkelig ondt i hjertet, at min personlige superhelt ikke er urørlig.

Eller udødelig, for den sags skyld.

Vi har kendt hinanden i 17 år – og det er først nu, at det begynder at gå op for mig, at Martin rent faktisk også kan blive syg.

Han har aldrig fejlet noget – lige bortset fra en halsbetændelse, en rodbehandling af en kindtand og lidt knas med de gamle badmintonknæ, når han med jævne mellemrum er blevet overmandet af en løbedille.

Jeg har aldrig skænket en tanke, at han kunne fejle noget som helst, der ikke kunne kureres med penicillin eller panodil.

Det er en ny situation.

Et nyt lys at se ens elskede i.

Det er skrøbeligt og sårbart – og jeg tænker, at han har set på mig i denne her slags situationer et hav af gange allerede. Uden på noget tidspunkt at gå op i limningen eller flytte fokus over på sig selv, så jeg har bare at mande mig lidt op.

Og nu vil jeg lege natsygeplejerske.

Hudlægen har ordineret panodil og fucidin til patienten, der er træt og har ondt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet