Mentale påfyldninger

Privilegium

Jeg elsker mit arbejde som dansklærer på Dubai International Academy.

Det er et kæmpe privilegium at arbejde på en stor international skole, hvor der – midt i vrimlen af lidt over 1.200 børn i Primary School – findes det her lille frirum, hvor min kollega og jeg underviser skolens danske elever i de klassiske, danskfaglige aspekter – mundtlig og skriftlig sprogfærdighed, læseforståelse, tekstforfatning, grammatik og stavning, litterær analyse osv.img_1674 Og så er der alt det “andet”, som vi også forsøger at fodre børnene med for at opbygge en dansk referenceramme i deres multikulturelle hverdag: Vores lands historie og kultur, danske forfattere, dansk musik og film, traditioner, værdier, adfærd, humor, sproglige spidsfindigheder og hvad der ellers hører til dét at være eller føle sig dansk.

Med de helt små elever taler vi ofte om højtider og traditioner, som f.eks. fastelavn i februar – og her i marts kan vi arbejde lidt med påsken – uden at det bliver alt for åbenlyst, selvfølgelig. For der foregår jo ikke kristendomskundskab på en skole i et muslimsk land baseret på sharialovgivning.

De større elever får også indsigt i f.eks. det danske medielandskab og den særlige, danske/europæiske ytringsfrihed, som tager sig så væsensforskelligt ud fra hér, hvor vi bor. Med dem taler vi også om samfundsopbygning, værdifællesskab, opførsel/adfærd, livsfilosofi, lighed, frihed, uddannelse, kønsroller, Jantelov, trivsel, teenageliv, rettigheder, verdenssamfundet og tusind andre ting.

Og det er ikke kun jobbet som lærer, jeg elsker hver eneste dag.

Det er også helt fantastisk, at jeg arbejder samme sted som pigerne går i skole. Det giver mig et indblik i dén del af deres liv og færden, som ellers normalt er “lukket land” for forældre.img_1749Jeg elsker at finde Cille siddende i en solstråle blandt sine venner med madpakkerne spredt omkring sig. Eller Mille, som artigt går på en lang, lige række hen mod biblioteket med sine klassekammerater for at bytte bøger og høre historier.9f2b8a82-6932-43d8-b119-26dbd8864033 Jeg elsker, når Cille dumper forbi og siger hej på vej ned til billedkunst, og Milles finurlige smil, hvis vores veje krydses, når hun bliver fulgt ned i klassen af en lærerassistent.img_1763Navlestrengen er ikke blevet klippet helt, selvom Martin insisterer på, at han tydeligt husker (og aldrig vil glemme), hvordan det føles at klippe sådan én gummi-elastisk fætter over. Og selvfølgelig kommer der en dag, hvor det at have Mor vadende rundt på skolen ikke resulterer i kæmpekram, når de møder mig – men indtil da vil jeg nyde hvert eneste, spontane knus og det indblik, jeg kan få tilranet mig.

Men det er ikke kun hverdagens skoleliv, jeg elsker.

For første gang siden vi blev forældre for 8.5 år siden, har jeg nogle timer om ugen, hvor jeg er “helt fri”.

Som i ‘alene’. Med mig selv.

I mit eget dejlige selskab. Uden vådservietter og en unge, der råber på opmærksomhed og afbryder alt og alle omkring mig.

Det er fuldstændig uvant og komplet fremmed for mig.

Det er en nyfunden frihed, som ligger blottet og åben. Og som jeg øver mig i at indtage og reflektere over undervejs.

For hvordan griber man sådan noget stads an?

Ind i mellem kommer jeg til at bruge min dyrebare frihed på tåbelige praktiske ting og sager, som sagtens kunne have været gjort på et andet tidspunkt. Nogle gange bliver timerne til effektiv kontortid med besvarelser af e-mails, kalenderplanlægning, telefonopkald og den slags.

Men andre gange er jeg mere kvik.

Så får jeg pludselig spist langstrakt voksenfrokost uden afbrydelser til en spændende dokumentar på DR. Eller forfattet en lille sød historie til pigerne. Eller drukket kaffe med en god veninde.img_1924Det sjove er, at de her frie timer næsten føles “forbudte”, medmindre jeg foretager mig noget aldeles sagligt.

Det er som om jeg ikke har fået ‘lov til’ dem eller ‘fortjent’ dem. Sådan bliver der talt til mig i mit indre. Fra mig til mig. For der er absolut ingen i den ydre verden, der kunne finde på at befale eller vurdere, hvad jeg skal bruge de her timer på.

Efter barslen med Cille gik jeg direkte tilbage i en fuldtidsstilling i Mærsk, der tog al min energi. Og da vi flyttede til England blev jeg fuldtids-hjemmegående med to små rollinger, der tog al min energi.

Og nu står jeg pludselig her.

Med energi, der vokser i stedet for at forsvinde.

Med et arbejde, der er skemalagt i et vist antal timer om ugen, men hvor forberedelse og opfølgning er mit ansvar. Uden en chef, der hænger over mig som en høg eller et stempelkort, der nøjeregnende og nidkært følger med i mit timetal.

Og jeg øver mig i at nyde det.

Øver mig i at fortælle mig selv, at jeg faktisk gerne må tage en middagslur, sidde på en café og skrive dagbog eller læse digte eller tage et langt bad.

At det er okay at lunte en tur uden formål eller stå helt stille og nyde denne her udsigt i vores ghetto. img_1923Heldigvis er jeg ret lærenem. Og lærevillig i lige præcis denne her situation.

Og jeg har lovet mig selv, at jeg skal nyde det her privilegium i min hverdag. At jeg har et job, der er verdens bedste for lige præcist mig. At vores børn er lidt ældre nu, så jeg igen kan få lov at være Tine i stedet for hele tiden at være Moar.

Det er jeg vildt taknemmelig over.

Og hvis jeg nogensinde begynder at tage det for givet, så mind mig lige om, hvordan det føles at arbejde fuldtids. For det gjorde jeg jo de første par år i Ørkenstaten.

Sjovt nok kan jeg konstatere, at det er bare sjovere at arbejde deltids.

No sh*t, Sherlock.

Og god weekend.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mentale påfyldninger