Bob, bob…

Jeg kan næsten ikke overskue at fortælle om eller tænke på Bob-katten.

Den lille arabiske gadekat af den hjemmedyrkede race Arabian Mau, som flytter ind hos os engang i 2015. Det præcise tidspunkt fortaber sig lidt i tågerne, da min jyske opvækst gør, at jeg ikke ligefrem fejrer dyrs mærkedage eller tillægger dem menneskelige egenskaber.

Bob-katten, som bliver en så integreret del af vores familie, at han optræder på lige vilkår med os andre i pigernes tegninger – og som driver os til et mildt vanvid hver eneste dag med sin konstante kalden på opmærksomhed.Han var en foræring, som blev kastet i armene på os.

Fra en veninde, som havde fundet ham og hans mor efter et trafikuheld. Mor-katten var slemt tilredt og overlevede ikke en livsnødvendig operation. Og Bob-katten endte moderløs i min venindes lejlighed, hvor han drev både familien og husets to voksne katte til vanvid med sit mjaveri og sine ubehjælpelige forsøg på kontakt med både mennesker og dyr. Intentionen var ellers så go’. Han skulle have været en 3-måneders killingebaby for de to gamle katte, men de ville intet have med ham at gøre. Og Bob-katten kvitterede med at hyle over tabet af sin Mor og få katteklø som svar på tiltale.

Efter natlige slåskampe og grumme dyrlægeregninger endte Bob således hos os.

Et ellers så dyrefrit hjem.

Men hvem ønsker ikke, at børn skal vokse op med et dyr at elske og passe på?

Både Martin og jeg har været heldige at have dyr under vores opvækst – og der er stadig masser af kæledyr hos alle familiemedlemmer derhjemme, som pigerne elsker at være sammen med.Bob var på alle måder en prøvelse.

En dejlig prøvelse – jo tak – men også enerverende. På killingestadiet blev han afrettet med vand i en sprayflaske, fik tonsvis af skæld-ud undervejs – og var i øvrigt noget så kærlig og kælen af natur.

Den konstante mjaven tog en smule af med årene, men det blev aldrig rigtigt godt. Hans mjaven skar igennem marv og ben. Faktisk havde jeg ham mistænkt for at tro, at han var et menneske, som talte til og svarede os, fordi han aldrig fandt en artsfælle, der accepterede ham eller tog ham under sine vinger.Og nu er han væk.

Som i pist væk.

Da Maricel rejste til Filippinerne og vi til Danmark på juleferie, havde vi en flink nanny til at se efter ham hver dag.

Det er sådan noget med at lukke ham ind tidlig morgen til mad, vand og en bitte 8 timers lur på sofaen – og så ud igen hen under aften, når en fræk gade-hankat trænger til en tur på jagtmarkerne.

Normalt går der 3-4 dage efter at vi er rejst på ferie, før Bob opdager vores forræderi. Og så bliver han så voldsomt mopset og fornærmet over, at vi ikke kommer hjem, at han vender ryggen til vand, mad og sofa. For uden os er der intet at komme efter i det idiotiske rækkehus.

Normalt tager det helt op mod 2-3 uger efter at vi er kommet hjem igen, før Bob flytter modvilligt tilbage. Så henter vi ham i parken eller på gaden, og vi insisterer på at kæle med ham og tigger ham om at spise hjemme.

Sådan tænkte jeg, at det også ville være denne gang.

Og vi nåede at spotte ham to gange på lang afstand i starten af januar, inden han pludselig forsvandt fuldstændig fra vores nærområde.

Og Mille savner ham. Hver eneste dag.I en grad, så hendes lille orange legetøjskat er blevet omdøbt til Bob og kommer med overalt. Og vi undgår efterhånden at tale om ham eller lede åbenlyst efter ham i gaderne omkring os, fordi det gør for ondt på pigerne.

Og spørgsmålene, pigerne stiller, er umulige at svare på.

“Har han fundet en ny familie, Mor?”

“Tror du, at han er død?

“Kan han ikke li’ os længere, fordi vi tog på ferie?”

“Har ham glemt mig, hva’ Mor?”

“Illoyale banditkat”, tænker jeg i mit indre, men begynder også selv at producere en hel række tvivlsspørgsmål om hans videre færd i verden, især fordi han jo ikke ligefrem er frisk som en havørn eller den skarpeste kniv i skuffen.Det er nu 2 måneder siden vi kom retur fra ferie, og den leukæmiramte krigerkat er fortsat forsvundet fra jordens overflade.