Blomster-Martin

De af jer, der har fornøjelsen af at arbejde med eller i regnskabsafdelinger véd, at januar og februar er notorisk vanvittige måneder. Og som medlevende ægtefælle skal man i disse måneder være glad for de ganske små ting i livet.

Som f.eks. at fornemme rygvarmen af ens helt egen udmattede regnskabskalif om natten.

Eller at man kan sige et hurtigt halløj-kan-du-huske-mig henover tandbørstningen om morgenen.

Resten af tiden er det afbrudte telefonsamtaler, aflysning af aftensmad og arbejde til sent om aftenen. Den hårdtprøvede tal-kriger er opslugt af en uforudsigelig excelarks-jungle både fysisk og mentalt.

Hele ståhejet handler om aflæggelse af årsregnskab, naturligvis.

Og i år er på ingen måde en undtagelse.

Det bliver det sidste årsregnskab, Martin leverer for det uddøende arabiske shippingfirma. Og som om bogslut ikke er nok i sig selv, så er der tale om en dobbelt-whammie i år – med gamle araber-systemer og nye tysker-systemer, der skal forsøge at give et nogenlunde ensartet output.

Det kan I roligt regne med er hylende morsomt hele vejen igennem.

Ironi kan forekomme, men kun hvis man tilvælger det for egen regning.Og før vigtige møder ligger der excelark på excelark på spisebordet. Han forsøger at forklare mig, hvordan ét tal fra det ene ark møder nogle tal i et andet ark, som så bliver til et tredje tal i et fjerde ark – og jeg begynder at skele og svede i et akut udbrud af ren og skær tal-angst.

Men i dag er det Valentinsdag.

Kærlighedens festdag.Og årets tal-marathon går nu ind i sin slutspurt, så overskud og familietid kan vende tilbage.

Og dørklokken ringer kl. 7.30, hvor en glad inder overleverer Blomster-Martins overdådige kærlighedserklæring til mig.Og jeg tager imod det hele med salig glæde.

Sluger det indiske oasis-arrangement råt.

Blomst for blomst.

Ord for ord.

Konfektstykke for konfektstykke.

Det samme gør pigerne.De får bløde bamser og røde roser af deres Far, som er fast besluttet på at lære dem, hvordan de med sindsro kan forvente at blive behandlet af mænd langt derude i fremtiden, hvor de ikke længere vil giftes med farmand.Hver eneste gang han forærer dem blomster, så går det lige i hjertet på mig. Det er da den fineste kærlighedserklæring, som enhver pige vil elske at få af sin Far.

For vores piger er det en selvfølgelighed, at Far sender blomster og skriver kort engang i mellem. De har ikke den fjerneste anelse om, at den slags faktisk er så langt fra en selvfølge, som noget kan være – og for dét er jeg taknemmelig. Maricel har også lavet rørende, fine kort til os alle – og damerne i familien vælger at gå ud til onsdagsfrokost på Regnskabschefens regning.

Mille har allerede lavet en præmatur Valentins-fejring for Maricel forleden, fordi “hin ikke har nogen mummy og daddy til at lave en Valentine for hin”, som hun forklarede mig med stor medfølelse i stemmen.

Der blev købt ind i afstemt, rosenrødt tema.Og lavet inderlige takkekort.Mille skriver “We are so thankful for you” til Maricel – og tegner dem begge løbende op over en bakke for at komme hen til hinanden. Ikke et øje er tørt.