Om at slå ihjel

Vi forlader Danmark på en mørk og regnfuld dag.

Vejret er fuldstændig afstemt rejsehumøret.

Som et fysisk bevis på besjælingen mellem den indre og den ydre verden.

Uanset hvor mange ganges erfaring vi får med at pakke sydfrugterne og kramme familien til afsked, så slår det det ellers så udmærkede humør grundigt ihjel, når vi siger farvel.

Selv pigerne begynder at forstå konsekvensen af at køre mod Kastrup. Med alderen kommer et højere bevidsthedsniveau – og dermed også evnen til ikke blot at leve i nuet, men også at tænke både frem og tilbage. De er klar over, at de først ser deres familie igen om trekvart års tid – hvis ikke vi er heldige at få besøg af dem i mellemtiden her hos os i Dubai. Det er en uundgåelig konsekvens, og vi kan ikke tale eller forklare os ud af kniben. Savn er et grundvilkår, som må accepteres og anerkendes.

Og vi når knapt at ramme ørkenens sand, før den virkelige virkelighed rammer os.

Der er rodede kufferter, som skal pakkes ud.Der er et gabende tomt køleskab og ditto køkkenskabe, som skal fyldes med fødevarer, der kan dulme den dårlige samvittighed over en alt for sød og fed juleferie. New Year, New Me, som man altid så optimistisk tænker…Og da kufferternes indmad er placeret her, der og alle vegne i rækkehuset, slår jeg julen definitivt ihjel.100% faux juletræ er snedigt, når man som os rejser bort over julen. Der er ikke én grannål at finde på gulvet efter at træet har pyntet i stuen siden ultimo november.

Desuden er jeg blevet sær og hellig omkring det åndssvage, kunstige grantræ fra John Lewis i Ipswich. Det har med tiden fået en helt nostalgisk betydning. Og pludselig bryder jeg mig slet ikke om tanken om, at et rigtigt træ må lade livet for at pynte i en vilkårlig stue i et par uger.

Endnu et symbol på min fremmedgørelse, er det træ. Ingen dansker med sans for det æstetiske og respekt for det autentiske, ville nogensinde drømme om at sætte et kunstigt juletræ op i stuen, I know.

Mine julegrublerier bliver dog hurtigt afbrudt af Regnskabschefen, som har modtaget vores el- og vandregning for december. Der har været et besynderligt højt vandforbrug i julemåneden, hvor vi knapt har været hjemme.

2.000 liter vand om dagen, for at være præcis.Og da VVS’erne ankommer er det selvfølgelig én af Dubais smuldrende-villa-klassikere: En defekt vandstandsregulator.

Happens all the time.

Og er umuligt at opdage, før man får en betydelig regning i indbakken. Medmindre man da er dén type, der holder et nysseligt ugeregnskab med vandforbruget ved at aflæse vandmålertal i garagen.

Sidstnævnte type var vi så ikke lige.

Og selvom Familiens Regnemester har opdaget det ret hurtigt, så er der stadig tale om en masse penge lige ud af vinduet – eller vand lige ud i sandkassen, om man så må formulere det.

Her kan man tale om at slå familiens januarbudget ihjel med ét enkelt hug.

Og fremover er vi blevet dén type, der aflæser vandmåleren på ugebasis. (Det er bare lige et lille tip med varm anbefaling herfra, hvis man læser med og selv bor i en Ørkenstat.)

Al den ihjel-slåning af julestemning og januarbudget er vi nødt til at lukke øjnene for, så vi kan komme vel igennem de sidste par dage inden skolestart.

Tre ugers juleferie har vi haft.

Og jeg er mere end klar til hverdag igen. Hvor vores – søde, jovist, men også virkelig enerverende – børn skal i skole igen.Det bliver fint at vinke farvel til hinanden i en 7-8 timer, før vi igen mødes og forhåbentlig har haft chancen for at savne eller glæde os til at se hinanden igen…