Sandkassen

Den mest autentiske måde at fejre 46-årsdagen for De Forenede Arabiske Emiraters tilblivelse på, må være at begive sig ud i dét, som er selve essensen af landet.

photo © alshallaltv

Og essensen af Ørkenstaten er sandkassen.

Beduinstammernes tørre, støvede hjemland.

Eller Frilandsmuséet, som Regnskabschefen ynder at kalde den sandfarvede uendelighed, som på samme tid er så forunderligt bjergtagende og aldeles ørkesløs.

Så vi kører ud mod Al Qudra sammen med Familien M.

Det er en hurtig 30 minutters køretur fra ghettoen.

Vi passerer kameler og brændesælgere sammen med alle de andre, der vil ud at fejre nationaldagen – og vi ser et nyt, stort anlagt solcellecenter, der ligner et bizart rumskibsagtigt babelstårn ude midt i ingenting.Vi er på vej mod nøjagtig samme lokation som sidste år.

Hvorfor ændre formlen for en perfekt camping-weekend uden skyggen af naboer?

Og på mærkedagen indvier Martin tilmed sin spritnye, ørken-optimerede bil.Den forcerer sandet helt uden problemer, så vi får slet ikke fornøjelsen af at sidde fast ligesom sidste år i Audi’en, der vist mest er bygget til at køre på Autobahn.

Et øjeblik efter er vi igang.

Pop-up-telt på ryggen som en Ninja-Turtle og hen over fløjlsbløde sandbanker.Børnene forsvinder ud i ét med sandet.De leger og bliver væk i omgivelserne, mens de voksne gør camp’en klar.Lige før solnedgang er vi helt på plads og skåler i champagne.Og dén slags skal gå ret stærkt i en ørken.

Solen er nemlig nede og væk på et – uendeligt smukt – øjeblik.Jeg kan for øvrigt godt li’ at Hr. og Fru M har camping-champagneglas.

Det sætter ligesom en vis standard.

Sammen med whiskey’en og cigarerne…oven på overlevelses-udstyrskassen.Og det er da også halvanden kilo mørt oksemørbrad, vi senere får grillet og fortæret – efterfulgt af lidt mere ydmyge snobrød og s’mores, som går lige til kvalmegrænsen.Der er noget uendeligt beroligende og meditativt over at stirre ind i bålets gløder og koncentrere sig om noget helt simpelt. Som f.eks. ikke at sætte ild til samtlige skumfiduser på de store flammer.

Og jeg føler mig komplet og aldeles lykkelig, da jeg foreviger et glad øjeblik med de her særligt dejlige mennesker på det her særligt dejlige sted.

Det er denne her slags øjeblikke, jeg samler på i hjertet.Og ingen kan se på billedet, at klapstolen klapper sammen om Mille et splitsekund senere, så ungen bliver fladmast og hyler højt, mens Martin sidder og råber ad mig – og vi kommer sådan til at grine af det åndssvage i situationen.

Næste morgen titter sammenklappede Mille ud af teltet med nysgerrige øjne kl. 7.30.“Det er morgen nu, Mor, kom – vi skal udenfor og kigge”, hvisker hun.

Og vi vælter ud af teltet i den kølige morgenbrise for at se nærmere på små ørkenrottespor rundt i camp’en, som endda er blevet begavet med en lille portion gazelle-lakridser i nattens løb. Det er hyggeligt at forestille sig de nataktive ørkendyrs besøg i vores lille lejr, mens vi har snorksovet i teltene.

På vores morgenrute forskrækker vi små, gennemsigtige gekkounger med store, blanksorte øjne, der er på vandring i de stille, kølige morgentimer. De har aldrig set sådan nogle store, hvide mennesker før, så de fryser fast i tid og sted, mens de håber, at vi passerer og lader dem være.

Og det gør vi. Naturligvis.

Lidt efter er det tid til stærk stempelkaffe, æg og bacon.Mille superviserer og instruerer i den rette afbrændingsgrad og sprødhed på baconen.

D’herrer adlyder.

Hun er trods alt bacon-connoisseur’en.

Og efter en dejlig formiddag med endnu en ombæring ørkenvandring, leg og snak, pakker vi alt habengut sammen og begiver os hjem.

For at vaske ørkenstøvet af os og bade i den opvarmede pool.Det er simpelthen intet mindre end fantastisk, hvad de Forenede Arabiske Emirater byder på.