Snøft og spindlewebber

Karbad.

Varm cacao.

Kleenex.

Hjernedødt reality-TV.Præcist som i regnfulde efterårs-Danmark, er vi også ramlet direkte ind i forkølelsessæsonen.

Og jeg er heldig at blive aet med hårene i den uredte høstak af verdens sødeste Regnskabschef, som synes at det er noget-så-ih-så-synd, at jeg er gået direkte fra vegeterende tømmermænd over i en influenzalignende tilstand. No correlation, whatsoever.

Og jeg lægger mig.

Rystende af kulde under dynen.

Som en anden Maude Varnæs, der har fået nok.

Lige så snart jeg da er færdig med at aflevere børn og undervise om formiddagen.

Før kan det ikke lade sig gøre at nedsynke mit ynkelige legeme i selvmedlidenhedens bølger.

For det er jo én af de (lettere anstrengte) fornøjelser ved at have børn.

Deres liv går videre.

I normalt tempo.

Og jeg har bare at følge med.

Kuldskær eller brandvarm.

I går var det cupcakes til det forestående bake sale, der bare måtte bages og dekoreres. Og det gerne lidt tjept ind i mellem golf og madpakkesmøring, por favor.

I dag er det så en hel flok spindlewebber, som – ifølge Mille – ganske enkelt ikke kan vente længere med at blive hængt op.Faktisk er det lige på kanten til at være decideret forældre-uansvarligt, hvis ikke de (fandens) Halloween græskar, edderkopper og hekse kommer ud nu!Men når jeg så – storsvedende og småvrissen – ser pigernes begejstring over at pynte op, bliver jeg alligevel glad. Inde bag ved min facade af selvynk og forurettethed.Det er pigernes favorit-højtid.