Om at leve på kanten…

…af et nyt årti, forstås.

For jeg er da den sidste, der kan klandres for at leve det vilde, adrenalin-pulserende liv – medmindre det nu om dage anses for heftigt at drikke sig svimmel om fredagen og falde i dyb søvn i egen seng? Men på kanten af THE BIG 4-0, dér står jeg nu.

Og læner forsigtigt min 39-årige krop ud over kanten for at titte over mod middelalderen på den anden side, som sjovt nok ser meget, meget mere tiltalende ud end THE BIG, TERRIFYING 3-0.

 

Forskellen mellem frygtelige 3-0 og herlige 4-0 er en indre ro og dyb taknemmelighed, som har sneget sig mærkbart ind i løbet af godt og vel et levet årti.

Der er dyb ro i at vide i min inderste kerne, at jeg er så hvinende heldig at have ALT, hvad jeg nogensinde har ønsket mig i livet.

Jeg har en kærlig, intelligent, loyal, attraktiv, romantisk, sjov, interessant og betænksom mand, som sender mig den smukkeste kurvfuld dybtrøde roser med brudeslør i anledning af min fødselsdag.Jeg er Mor til to fine rødhætter, der klatrer op og gi’r morgenkrammere, mens jeg åbner gaver, som de har valgt så fint sammen med Farmanden.Og jeg mærker dyb glæde og taknemmelighed over veninder, der dropper forbi og med al tydelighed viser, at de ved præcist, hvad jeg elsker.Lyserødt. Og blomster. Og kaffe og søde sager, der giver en tiltrængt pause efter endt arbejdsdag i et job, som jeg (allerede-nu-med-vished-kan-sige-at-jeg) elsker og opfatter som et privilegium.Og der er naturligvis notesbog og fancy penne i en anden venindepakke – for jeg er vel ikke datter af en boghandler for ingenting?Og sidst – men ikke mindst – har verdens bedste Maricel begavet mig med rørende ord og fine blomster.Jeg føler mig så set og værdsat og strøget med hårene, at jeg bryder ud i rørstrømsk torsdags-taksigelse henover bobler og sushi.Og når nu vi er inde i en god stime, så sørger jeg naturligvis selv for at fortsætte den hele weekenden ud med at invitere mig selv (og de tre andre) ud på en bitte fredags-frokost……og Regnskabschefen ud til 9-hullers aften-golf lige i nabolaget.Hvis det er sådan her, et omtrent-halvt-levet-liv ser ud, så er der kun én ting at gøre:

At være glad for hver eneste bitte-lille – på overfladen uanseelige – ting.

At være glad for hver eneste oplevelse og udfordring til hverdag og fest.

At være glad for hvert eneste menneske, jeg er heldig at kunne kalde for familie eller ven.

At være glad for mit gode helbred (jep – så gammel er jeg blevet nu).

At være glad for selve livet.

Og lige dér, da må jeg takke min Mor.

Så det gør jeg.

Over telefonen.

Tænkte, at det måske var på høje tid, at jeg fik sagt ordentlig tak til hende, min livmoder.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet