Farmor fylder 70

Oh, yes.

Armbånd på bedste all-inclusive facon.

Der er en første gang for alting her i livet.

Lalandia Billund og Farmors 70-års-fejring, here we come!

Der blæser en iskold og sønderlemmende vind ude fra vest og de eksotiske palmer af den pureste plast vajer fra side til side, men Martin og Mille modstår elementernes rasen og overlever på deres rå stædighed og benhårde viljestyrke.

Det er dansk påskevejr, som vi kender det.

Med småregn, tunge skyer og blæst.

Men der skal mere til at forskrække fire faldne vikinger, så vi tjekker ufortrødent ind i Lalandia med bag-in-box som garant for indre varme og god stemning i fælleshytten med Faster D og Co.

Det knaldsmarte ved Lalandia er nemlig, at det danske verjlig er underordnet. For her er himlen altid blå og solen skinner insisterende.

Indendøre.

I et univers af romerske søjler og italienske specialiteter a lá Jylland.

Og pigerne elsker det.

Hvert eneste minut.

De har købt Lalandia-konceptet 100%.

For her er der lagt op til leg med fætre og kusiner, grandfætre og grandkusiner, onkler, mostre og tanter.

Der er selskab og fællesskab; aktiviteter og oplevelser ad libitum for legebørn i alle aldre.

Selv under spisningen er der underholdning og arrangementer for børnene, så forældrene kan drikke sig i hegnet uden afbrydelser, hvilket er en udsøgt chance, som jeg naturligvis ikke lader passere.

After all, nogen skal jo fortælle sandhederne om livets genvordigheder til de unge mennesker i familien? Og dén tjans tilfalder mig. Helt naturligt. Beslutningen tager jeg resolut i en rus af vin og kalv og gris, der gør mig helt lykkelig og salig indeni, så mine livserfaringer strømmer ud som en bitter elixir.

Faktisk bliver jeg kun afbrudt i min talestrøm af tre kusiner på stribe, som optræder med vel-instrueret fællessang, så selskabet ih’er og åh’er ad trioen.

Og uden for storfamiliens fællesspisninger morgen og aften, er der god tid til spontan kaffemik på torvet, når man støder ind i et familiemedlem eller ti.

Piazza, ville Lalandia nok insistere på at kalde stedet, nu hvor der er indført italiensk stemning med hiv og sving på en pløjemark i udkanten af Billund.

Her er det Farmor og Cille, som hygger sig med varm cacao efter skøjtebanen.

Der er feel-good over hele feltet.

Martin forsvinder i et virvar af minigolf og vandrutschebaner med samtlige mandlige medlemmer af familien plus de modigste piger. (Læs: Minus undertegnede. Jeg har så rigeligt med at styre mit burkiniklædte korpus i børnerutschebanerne med Cille).

Nogle vælger at tage på kulturelle dannelsesudflugter om formiddagen for at undgå travlheden i AquaDome (det vi i gamle dage kaldte for vandland), da der er fuldt hus i Lalanda i påsken.

Andre drøner ni’er over æ’ grenz efter øl og slik, nu hvor Billund ifølge en flok nordsjællændere ligger så utroligt tæt på grænsen, at det ville være en skam ikke lige at køre forbi Sonja und Wolfgang. Onkel Peter og jeg trækker – som de eneste jyder – en smule på smilebåndet ad det ræsonnement.

Og Cille og Mille løber, hopper, rutscher, leger og danser sig igennem hver eneste dag og aften i fællesskabet. De er så optagede af at lege, at de knapt lægger mærke til deres forældre.

Det føles så godt.

Alle gør, hvad de har ka’ li’ og alting foregår i det tempo, vi selv sætter.

Og helt ærligt: Findes der noget bedre scenarie for børn end at kunne løbe fra hus til hus og banke på for at se, hvilket familiemedlem, der nu åbner?

I think not. 

Men det er ikke kun børnene i familien, som trives med og i kollektivet.

Det er også Farmors ønskescenarie:

At have os alle sammen – 28 familiemedlemmer – lige rundt omkring hende på hendes runde dag.

At alle er glade og nyder at gøre præcist det, de har lyst til.

At vi kan gå helt uformelt ind og ud af fællesskabet, som det nu passer den enkelte.

Farmor trives med mennesker omkring sig – børn og hunde i særdeleshed – og hun behersker kaos og stordrift i en sådan grad, at jeg har hende mistænkt for at elske det.

Og vi fejrer hende efter bedste evne.

For 70 år er en big deal. Prøv bare at se antallet af lys, der spidder uskyldige kanelsnegle, der aldrig bliver sig selv igen efter den oplevelse.

Og hun får fine overraskelser, som hun ikke havde den mindste mistanke om.

 

Og jeg sympati-piver af glæde, da jeg ser, hvor glad og overrasket Farmor bliver over gaverne. Alting er lige som jeg havde håbet på og mere til.

Og da jeg om aftenen ser over på hende gennem rødvinstågede øjne, véd jeg, at hun har fået præcist dét, hun ønskede sig i livet.

En stor og livlig familie med intet mindre end 4 børn og 9 børnebørn.

Farmors 70 år har bestemt ikke været en dans på roser.

Men hun er en overlever – og hun lever et godt og rigt liv sammen med Farfar og alle os andre.

Og det er vi mange, der er taknemmelige for.

Hver eneste dag.

Af hjertet tak – Farmor-Svigermor og Farfar-Svigerfar – for en dejlig fødselsdagsfejring og påskeferie i storfamiliens skød.

Skulle det være en anden gang?

Dét tror jeg nok!

Vi takker ihvertfald for indbydelsen på forhånd.

Men først: Lur.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet