Al Ain ZOO

Al Ain ligger halvanden times kørsel fra Dubai.
En overskuelig og nem dagstur, for det er stort set gerade-aus i lidt mere end 100 km., hvor turisterne i Regnskabschefens bus kan sidde og nyde synet af kameler og dadelpalmer i rødt ørkensand og et varieret udbud af moskéer langs vejen og ved tankstationerne.
Det eneste aber-dabei ved turen er en forbandet masse rundkørsler, som Al Ain tilsyneladende har en forkærlighed for. Der er ihvertfald den ene efter den anden 25 kilometer før man overhovedet nærmer sig de (få) attraktioner, som den grønne oase byder på.
Da vi var på besøg første gang i Al Ain var det med Flyvende Mormor. Her valgte vi at se det lokale kamelmarked, en dadelpalme-oase og den smukke park Green Mubarrazzah for foden af Jabal Hafeet.
Denne gang er der nedpakket intet mindre end 4 styks rollinger i bussen, så nu skal vi i børnevenlige Al Ain ZOO.Entréprisen er rørende, hvis man sammenligner med danske ZOO-priser.
30 dirhams for voksne (60 kr.) og 10 dirhams for børn (20 kr.).
Der er åbent fra kl. 9-20 og parken tilbyder golfbiler til dem, der er dårligt gående eller blot har fået et akut panikanfald af SARS i knæene.
Vi går rundt i parken – for vi har jo baby A i klapvogn.Dyrene ser ud til at have det godt.
Ikke at jeg er blevet synderligt veterinær-kyndig siden sidst, men der er store, pæne og rene indhegninger, masser af frisk mad og et personale, der ser ud til at holde af dyrene, når de fortæller, plejer og fodrer, mens havens gæster ser til.
Pigerne nyder særligt at se skildpadder i mange varianter og fine voliérer med fugle i alle størrelser.
Det er en varm dag, så vi fylder vandflaskerne ved de frit tilgængelige vandposter og laver picnic på en af plænerne. ZOO’s café har en mildest talt rædsom akustik og et temmelig trist interiør, men priserne er fine og man kan jo tage mad og drikke med ud i haven.
Baby A nyder at være på græs, mens pigerne hopper i brandvarme hoppeborge.
Svedige, trætte og glade vender vi næsen mod udgangen sent om eftermiddagen.
Den sommerhungrende familie fra O’ense har heldigvis ikke kun oplevet regnvejr i Dubai, men også fået en solid omgang solstik med hjem i kufferten – og så er alt jo, som det skal være.Og min oprindelige skepsis over for konceptet arabisk zoologisk have er hermed underkendt. Al Ain ZOO er superfint, rent og hyggeligt. Der er styr på tingene både i forhold til dagens gæster og havens beboere – og vi kommer bestemt igen en anden gang – for dyrevelfærd ser ikke ud til at være helt så meget en by i Rusland, som man kunne have frygtet.
Ingen kommentarer endnu