Den sporty type med løse tænder

Det er Sport’s Day i Secondary School.

Og det fejrer den virkelig sporty type med at hente fuldfede cappuccinoer på Costa Coffee.

I arbejdstiden.

Ups.

352 kalorier senere tænker jeg mit om dén beslutning.

Won’t happen again. 

Lige indtil næste gang.Fru Fitz og jeg har brug for seriøs mokka at styrke os på. Skolens tilbud om Nescafé i lærerværelset rækker ligesom ikke til dagens dont.

For Sport’s Day trækker tænder ud, om man så må formulere det.

Ikke at jeg springer højdespring i mine ballerinaer og det til lejligheden så (u)passende gymnasielærer jump-suit. Næh nej. Vi har en langt mere udfordrende opgave på Sport’s Day.

Én, der kræver sportsmanship.

Én, der kræver, at man virkelig er en good sport.

Vi arbejder nemlig med de elever, som ikke har skrevet deres personlige afgangsprojekt for Year 11 i tide.

Der er indleveringsfrist om 2 dage.

Indleverer og består de ikke, så dumper de i teorien hele IB Middle Years Programme og skal genindsende deres projekt i november, hvor de i virkeligheden har rigeligt travlt med at lære at gå i Year 12 på det første af to års intensivt diplomkursus (der svarer til 2.G og 3.G).

Det er ret alvorligt.

Men svært at tage alvorligt, når man er teenager og har tusind andre ting at lege med.

Eleverne har ellers haft alverdens muligheder for at få skrevet projektet siden skoleårets start.

Der er workshops, ugentlige helpdesks, 1:1 tuition, faglærere, som står til rådighed som mentorer igennem forløbet, informationsmøder, hvor mor og far må komme med og høre mere – og masser af andet lakridskonfekt, man kunne have stukket fingrene ned i.

Hvis man havde gidet.

Men der var så meget andet at rive i.

Så meget andet at tænke på.

Så mange andre ting, der var sjovere eller vigtigere.

Jeg forstår det godt.

Engang var jeg også 16 år, selvom det er 22 år siden.

Og så forstår jeg det alligevel ikke helt, fordi det netop er 22 år siden.

For hvis ikke man kan blive opslugt og involveret i et selvvalgt projekt helt efter egne præferencer og interesser – hvad fanden skal der så til for at begejstre og motivere til læring?

Og hér sidder jeg så inden døre i et dystert mødelokale på Sport’s Day, mens alle andre er ude for at spille basket og fodbold. Hér sidder jeg med rettepennen i hånden og svinger mellem at græmmes og føle stor medlidenhed over for de her unge mennesker, der er håbløst bagud på point.

I mit indre mærker jeg pludselig en stor og dyb taknemmelighed for at arbejde i Secondary School, mens vores egne børn er små.

Jeg ville ikke have klaret teenage-attitude hele dagen på arbejde og så også derhjemme.

Så når pigerne bliver teenagere, kunne jeg måske arbejde med yngre børn?

“Dén tid, dén sorg. Dén nat, dén glæde”, som Bedste Sigrid så tørt ville have sagt det.

Og heldigvis er der da også nogle af de store elever, som ender med at takke Fru Fitz og undertegnede for vores ekstraordinære sportslige indsats.

Eleverne er jo også good sports selv. Selvfølgelig er de dét.

In the end.

Efter lidt insisteren og et skvæt stram tante.

Hjemme i privaten er opgaven knapt så tung at løfte, selvom den også får mig til at svinge frem og tilbage følelsesmæssigt.

Denne her bitte-lille spire har fået sin første rokketand.Moren føler, at det er alt for tidligt, selvom Cille var ligeså hurtigt ude.

Men Mille er jo ‘den lille’.

Og hun finder det både spændende og angstfremkaldende.

Der er tusind spørgsmål om tandfeer og rokketænder, om nye tænder og slugte tænder.

Jeg ved snart ikke.

Kan vi ikke bremse tiden bare et øjeblik, så jeg kan nå at inhalere duften af uskyld, før hun pludselig står foran mig med store, bøjlebefængte tænder i stedet for små, løse mælketænder?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet