Livets benhårde skole

Det er vist meget godt, at der venter en juleferie i Danmark lige rundt om hjørnet.

Jeg kan næsten dufte min Mors brunkager og mærke hendes arme omkring mig, når jeg tænker på hende.

Samtlige medlemmer af Immigrantfamilien Kaalund trænger til at hive stikket ud.

Mille Mellemørebetændelse har stadig “en boble i øret”, som hun forklarer det, selvom penicillinen ser ud til at virke. Så hun må en tur forbi ørelægen, før vi rejser, så vi kan få tjekket om der vitterligt er mere at komme efter end betændelse. Jeg er ikke ret interesseret i at stifte bekendtskab med den der telefoniske lægevagt i Danmark, hvis det kan undgåes.

Det er nu ellers ikke fordi hun er specielt sløj eller påvirket af det døve øre.Martin Regnskabschef har jeg end ikke et billede af fra de seneste dages dejlige jule-komsammen’er. Årsagen er, at han ikke har kunnet deltage på grund af overophedet overarbejde. Det er ikke helt enkelt at få arabere og tyskere til at tale samme sprog, mens de forsøger at indgå et fornuftsægteskab…så har jeg vist ikke sagt for meget.

Cille-næsten-Tween er i ubalance. Der er tårer. Dramatik. Historiefortælling. Vredesudbrud. Frustration. Ligegyldig trækken på skuldre efterfulgt af skæld og smæld. Hele-verden-er-imod-mig-og-mine-håbløse-forældre-forstår-mig-ikke-problematikker regner ned over hende.

Forleden var hun helt lyserød i ansigtet af forstillet gråd, da hun skulle synge til sin Winter Concert. Jeg kunne med det samme fornemme, at noget var helt galt. Hendes egen fortælling senere på dagen var, at en klassekammerat havde sparket hende umotiveret og sagt et eller andet grimt.

Jeg er målløs. Over børnenes opførsel over for hinanden.

Og så forsøger jeg at kramme livet ud af hende ved enhver given lejlighed, selvom hun stritter imod og synes at jeg er en utidig og klistret mor.Tine Træt-Mor er demotiveret på lærermøderne og umotiveret i timerne. Hun yder et minimum og drikker alt for meget champagne og vin, når der gavmildt bliver skænket op til julefesterne. Schååål. Og hik. Kønt er det ik’.

Livets benhårde skole har bare at lukke ned ASAP, så vi kan få juleferie. Og julefred.

Vi trænger til Mormor og Farmor, Morfar og Farfar. Vi trænger til tanter, onkler, mostre, fastre, kusiner, fætre og gode venner.

Men før det er tid til glade gensyn, må jeg lægge tømmermændene på hylden og opføre mig som en voksen.

Sådan en voksen, der går på tinglysning.dk og underskriver, at den solgte lejligheds skøde kan overgå til de nye ejere.Gisp.

Sådan en voksen, der går på Danica Pensions hjemmeside for at sætte sig ind i risikoprofiler og alt muligt andet angstfremkaldende, som virker fjernt og uvedkommende, selvom det burde være præcist det modsatte.Yikes.

Sådan en voksen, der går ind i e-boks for at læse breve fra banker og rydde op, så der er rent bord inden jul.Puh.

Er jeg den eneste i verden, hvis hjerte banker hurtigere, når jeg skal åbne breve og beskeder fra det offentlige, fra bankerne og pensionsselskaberne?

Er jeg den eneste i verden, som får paniksvedende håndflader og armhuler, når en eller anden utrolig venlig skattemand eller bankdame skriver breve, som jeg slet-slet ikke forstår et hak af?

Hvorfor skriver de her institutioner sådan et volapyk-sprog, når dét de i virkeligheden vil spørge om eller gøre opmærksom på, ofte er relativt enkelt?

Jeg læner mig op ad Regnskabschefen i de her tilfælde. For det meste forstår han de her flinke mennesker, som skriver til mig. Og når jeg ikke forstår dem, er jeg i det mindste begyndt at skrive tilbage til dem med mine spørgsmål, frem for at lade det ligge ubesvaret hen.

Men det er en overvindelse hver eneste gang, jeg skal finde mit Nem-ID frem.

Hvor åndssvagt det end lyder.

Der er et eller andet inden i mig, som stritter imod at tage det sidste skridt i livets benhårde skole. Det er som om jeg allerhelst vil fortsætte med at være forklædt som voksen – fordi det at blive ‘rigtig voksen’ er for grænseoverskridende.

Men jeg må tage små skridt.

Fordøje og forstå en bid ad gangen.

Trække vejret og logge på med jævne mellemrum, så det ikke bliver så overvældende.

Jeg er jo for helvede nødt til det.

Mille går også i livets benhårde skole.Der er Miss Louise’s ugentlige opgaver.