Andenpladsen er den første taber

“Andenpladsen er den første taber”.

“Sølvet tilfalder som bekendt den første taber i rækken”.

Et eller andet i dén dur siger Regnskabschefen, når hans konkurrence-mentalitet vækkes ved tanken om rør med fjerbolde og tasker stopfulde af ketsjere.

Sådan én er jeg blevet.

Sølvmedalje-holder.

Andenplads-bestiger.

Ikke i badminton, bevares, men i blogging.Og jeg er drønhamrende stolt og taknemmelig, fordi I har stemt mig hele vejen til en sølvmedalje i Blogprisen 2016.

Vinderen af kategorien ‘familieliv’ er i år Sarah Louise Christiansen – mummyblogger par excellence – i den københavnske reality-andedam. En stærk og modig kvinde, hvis forretningssans og “brand”, jeg kun kan have respekt for – omend jeg til enhver tid tør konkurrere med hende om hvem, der skriver bedst 🙂

Jeg har ikke kunnet få oplyst stemmeoptællings-resultatet, så jeg har ingen idé om, hvorvidt Sarah Louise vandt med en stor margin eller ej – og i virkeligheden er det jo ligegyldigt.

Det at blogge giver mig så meget, at det føles utælleligt. Uopgørligt. Sværtforklarligt.

Så jeg vælger at lade være med at efterrationalisere på resultatet og tillader mig at svømme hen i den intuitive følelse af at det hele er helt rigtigt.

Jeg er faktisk ikke den eneste i familien, som har smagt den indre sejrs sødme idag.

Cille er med mig hele vejen.

Pavestolt modtager hun en Principled Award til morgenens Year 3 & 4 assembly.Og hun får den fuldt fortjent. Cille har ikke én eneste gang bevæget sig uden for den stramme sfære for acceptabel adfærd i skolen.

Hendes mindst-lige-så-pavestolte forældre fotograferer og vinker ivrigt fra enden af salen.

Jeg ser hendes veltilfredshed, som hun står der med sit certifikat holdt op foran sig.

Hendes glæde over, at der bliver klappet af hende og kammeraterne.

Hendes stolthed over at blive rost og anerkendt for sin positive adfærd og koncentrerede tilgang til læring.

Jeg spejler mig i den bitte-lille duksepige, der står deroppe.

Og ser mig selv.

Som 7-årig.

Som 38-årig.

Som mor, så datter.

Og anerkendelse smager vidunderligt – uanset alder.

Så i dag fejrer jeg duksen, skriverkarlen, stræberen, dydsmønsteret, akademikeren, den intellektuelle, tænkeren, kloge-åge’n, arbejdshesten, perfektionisten, konkurrencemennesket, den hjælpsomme, den betænksomme, den fokuserede, den dedikerede, lytte-ørerne, flinke-skole-pigen, den principfaste, retfærdighedsryttersken, det stædige æsel og alt det andet gode, som både Cille-barnet og Moren-i-Udlandet indeholder.

På falderebet skal der lyde et høj hip-hip-hurra til min smukke, fine, dejlige Mor, der fylder 59 år idag.

Hun har fået blomster og kærlighed på dåse tilsendt fra en Ørkenstat.

Sådan er det, når man ikke kan komme i virkeligheden og forære ægte krammere.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet