De ubevidst heldige

“Maricel, do you want to come and play with us?”

Mille og Cille står i døråbningen og plirrer med øjnene i et forsøg på at gøre sig helt uimodståelige.

Og selvfølgelig vil hun dét.

Maricel vil nemlig altid alting.

Hun bager pandekager til pigerne efter skole.

Hun lytter opmærksomt til Cilles uendeligheds-instruktioner forud for en leg.

Hun sidder tålmodigt, mens Mille sminker hende til uigenkendelighed.

Hun hjælper og gør sig umage for at glæde os alle i én uendelighed.

De tre går leende op af trappen og efterlader mig med et yderst selskabeligt selskab, der knapt orker at spinde, når jeg aer. Det må have været en hård omgang i natte-katte-livet, sådan som han dagdrømmer.

Maricel har boet hos os siden starten af december.

Det er ikke noget, jeg har skiltet synderligt med, da jeg på en eller anden måde ikke turde “jinx’e” det.

Men Maricel er en keeper, som er kommet direkte fra Filippinerne og ind i vores liv i en støvet Ørkenstat.

Her er hun – langt fra sit velkendte liv i frodige, landlige omgivelser uden for Angeles, hvor hun boede med sin mand, deres 10-årige søn og en stor del af hendes mødrene familie – stille og roligt krøbet ind under huden på os og blevet en meget værdsat del af vores familie.Vi har ellers haft en meget lang periode uden hushjælp efter to mislykkede forsøg, som på hver deres uheldige og ulykkelige måde satte os mentalt skakmatte.

Tidligere bestod det at have hushjælp i mere (for den enes vedkommende helt uforskyldt og for den andens vedkommende ganske selvforskyldt) drama og ulykke end hjælp i hverdagen.

Den slags kan jeg nu konstatere i bagklogskabens klare lys.

Den slags forstår jeg nu, hvor vi har fundet et menneske, som er det rette match for vores familie.

Den slags forstår jeg nu, hvor jeg efterhånden har knækket koden til at have hushjælp.

Og nu hvor Maricel er her – glad og genert, smilende og med god sans for humor, imødekommende, omsorgsfuld og betænksom – så føles det helt rigtigt for både børn og voksne.

Børnene er gået fra at se hende an på afstand til at inkludere hende i alting.

“Mummy, why does Maricel have to do everything in our house?”, spørger Mille kvikt.

Maricel og jeg ser på hinanden henover gryderne – og bryder ud i latter.

“Mille, that’s Maricel’s job! Just like when Mummy goes to work in school and Daddy in the office”, ler jeg. “This is the way Maricel makes money to send home to her son and her mother in the Philippines every month. Everybody needs to make money to live”, fortsætter jeg.

“I wish we could have 100 Maricels then, so one could have a rest, one could play with me, one could cook dinner and one could drink coffee with you”, svarer hun eftertænksomt.

100 er måske nok i overkanten.

Men én enestående Maricel takker jeg ja til.

Det er på sin vis noget “underligt noget” at have hjælp i huset.

Der kan hurtigt komme dårlige vaner i form af sko smidt i entréen, som på forunderlig vis står pænt på deres plads senere; tallerkener efterladt på bordet, som pludselig er klatret ned i opvaskemaskinen; våde håndklæder smidt på badeværelset, der mirakuløst er hoppet ind i vaskemaskinen og så fremdeles.

Men vi øver os.

Pigerne øver sig.

På at sige tak, please og give en hånd med.

På at gå i køkkenet sammen med Maricel i stedet for at lade hende gøre alting.

På at rydde op sammen med Maricel i stedet for at lade hende alene om det.

På at gøre betænksomme gerninger over for hende, præcist som hun gør over for os.

For pigerne er Maricels hjælp jo en selvfølgelighed.

De husker ganske enkelt ikke livet uden hjælp i huset.

Faktisk undrer de sig, når de oplever at andre familier ikke nødvendigvis har hushjælp.

De aner ikke, hvor heldige de rent faktisk er hver eneste dag.

De ubevidst heldige.

Men dén problematik øver vi os også på.

Maricel fortæller for eksempel pigerne om sit og familiens liv på Filippinerne.

Om det at bo i et hus med hullet tag, så hun må tømme spande med regnvand midt om natten.

Om det at dele ét toilet med et par håndfulde familiemedlemmer.

Om hvordan hun måtte gå barfodet i skole og kun blev tildelt et par sandaler for syns skyld, når skolemyndigheden kom på inspektionsvisit.

Om det at blive slået af sin Mor for bittesmå forseelser.

Om det at have huslige pligter fra en ganske ung alder.

Fortællingerne gør indtryk.

På mig.

Og på pigerne.

De er begyndt at forære deres legetøj, tøj, tasker, sko og så videre til Maricel, så hun kan sende tingene til Filippinerne, hvor der er “children who don’t have anything”, som Mille udtrykker det.

Retur kommer billeder af søde børn, som stolt fremviser Milles og Cilles aflagte tøj og for små sko.Det hele bliver pludselig så konkret, så håndgribeligt, når Mille kan se at hendes blinke-sko og julekjole nu sidder på en fremmed lille pige et andet sted i verden. Og Cille smiler genert ved synet af hendes bløde læder-vinterstøvler fra England i sjov kombination med en aflagt festkjole.Eller hér, hvor Milles yndlings-tullekjole nu tilhører Maricels niece.

Pigerne ser også at Maricels søn har modtaget vores skolestarts-pakke plus lidt godter og mælkepulver. Og de får forklaringer om, at han ikke ville have fået nye skriveartikler, hvis ikke vi havde sendt det. Eller mælk, for den sags skyld.Det er bittesmå, meningsfulde tiltag, som forhåbentlig vil hjælpe til med at pigerne på sigt bliver bevidste om, hvor heldige og priviligerede vi er.

Og jeg minder mig selv om det samme, når jeg stirrer på billedet af en lille 10-årig dreng, som må undvære sin Mor hver eneste dag, fordi hun skal stryge og vaske for mig.

Men at være hushjælp hos os er den bedste løsning på livets kompleksitet derhjemme, gentager Maricel over for mig.

Gang på gang.

Jeg håber inderligt, at hun har ret.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet