"Fuck, hvor er her bare vanvittigt koldt, her er!"Martin bævrer som et espeløv med en kæmpe-vaffel i
Se næste indlæg >
Hvornår flytter I så hjem?
“Tine, jeg synes nu, at du skulle skrive lidt mere om forskellene mellem Danmark og Emiraterne, sådan som du ser og oplever dem. Og om de tanker, du gør dig om samfundet, livet i udlandet og så videre”.
Vi står over for hinanden efter en dejlig eftermiddag fyldt af kaffe og interessant samtale.
Vi tager afsked i silende, blid sommerregn.
I den smukkeste panoramaudsigt over Sejerøbugten.
Danmark bliver bare ikke dejligere end lige her.
Og kommentaren kommer fra det flinkeste menneske, som jeg netop har mødt, fordi han er så heldig at være gift med min dejlige (tidligere) kollega.
De har selv levet i udlandet og har rejst meget – og deres syn på Danmark og verden er naturligvis stærkt influeret og nuanceret af dette.
“Jamen, det kan du da have ret i. Ofte fokuserer jeg jo på børnene og de oplevelser, vi har i hverdagen. Det simple, kunne man vel sige”, svarer jeg med et smil.
Manden har ret.
Der burde være langt flere observationer, tanker, refleksioner, idéer, holdninger og armsving her på bloggen. Det er jo ikke fordi jeg vandrer bevidstløs rundt – hverken i Danmark eller Ørkenstaten – men jeg luller afsted med strømmen til hverdag og fest.
Præcist som de fleste.
Lige indtil jeg stopper op og mærker efter.
Så nu åbner jeg ballet med én af klassikerne.
Et spørgsmål, som enhver udlandsdansker har modtaget 1.117.000 gange, siden han eller hun udrejste af Dronningeriget.
Sjovt nok (og stort set kun) stillet af mennesker, som ikke rigtig kunne forestille sig (læs: have lyst til) at flytte udenlands.
Et spørgsmål, som altid bliver en samtale-bremseklods.
Ihvertfald hvis man stiller det til mig.
Og det er ikke fordi spørgsmålet er uanstændigt-dyneløftende-nysgerrigt, nedladende eller bedrevidende.
Det er tværtimod altid velment.
Altid.
“Nå men….hvornår flytter I så hjem?”
Jeg bliver paf og stiv i betrækket. Selv når jeg ser spørgsmålet på skrift.
Det bramfrie svar ville lyde noget i retning af:
“Det aner jeg ikke! Hvornår skifter du selv job og sælger huset og gør et eller andet vanvittigt nyt og overraskende med dit liv? Og i øvrigt ser jeg ikke de helt store fordele ved at bo i Danmark for tiden. Nærmest tværtimod. Jeg er faktisk glad-og-møj-tilfreds med familiens driver-liv i Dubai. Jeg mener – hvorfor skulle jeg knokle fuldtids både ude og hjemme (i Danmark), hvis jeg kan nøjes med deltids ude og nada hjemme, fordi min nanny er en engel (i Dubai)?
Men sådan kan man jo ikke svare.
Til et velmenende, sødt og tilfredst menneske, som har et dejligt og fyldestgørende liv i Danmark.
Det virker decideret uhøfligt.
Provokerende.
Priviligeret på den der pisseirriterende, krybende misundelses-agtigt-generende måde, som er helt og aldeles forbudt.
Fordi Jante siger det!
Og fordi det flinke menneske, som stillede spørgsmålet, muligvis (ganske ubevidst) ønsker at få bekræftet, at jeg selvfølgelig har mest lyst til at bo i Danmark.
Dén bekræftelse ville være rar at få, når vedkommende selv har valgt, at Danmark er dejlig(st).
Fornemmer jeg.
Måske tager jeg fejl? 
Nuvel.
Det politisk-korrekte svar ville lyde noget i retning af:
“Uha, det synes vi er lidt svært at svare på for tiden. Det hele afhænger jo naturligvis af Martins jobsituation om et års tid og fremtidige muligheder og sådan. Og vi tænker jo også meget på at pigerne skal have et stabilt liv. Det er en meget svær balance og vi er noget usikre på hvad løsningen bliver. Omstændigheder kan jo ende med at beslutte om det er enden på vores udlandsliv”.
Vat med vat på.
Uld-i-mund-forsigtigt, fordi vi jo vitterligt ikke ved, hvad der vil komme til at ske, når fusionen realiseres in all its glory. Vi har nemlig ikke en bedre krystalkugle at se ind i fremtiden med end alle andre mennesker.
Og af uvisse årsager forventes det, at vi (læs: udlandsdanskere) har lagt mere konkrete 5-års planer for vores liv end alle andre.
Vel har vi ej.
Well, nogle har nok.
Men vi lever sådan set i nuet mindst ligeså meget som alle andre mennesker, der er glade for deres arbejde, hjem og hverdagsliv.
Faktisk kan der være noget uendeligt befriende i at give fuldstændig slip.
Lade tingene ske, når universet synes, at de skal ske.
Blive på ét sted i de næste 10 år eller flytte til Langbortistan om 3 måneder.
Whatever feels right.
Og det er med dén slags ja-hat på, at jeg går fremtiden i møde.
Så måske burde det hudløst-ærlige svar være noget i retning af:
“Der er dejligt i Danmark, helt bestemt, men jeg nyder at leve i andre lande og at give vores piger en fornemmelse for at verden er et nuanceret, mangfoldigt sted. Faktisk vil jeg allerhelst fortsætte med at uddanne dem til gode verdensborgere rundt omkring i verden frem for i Danmark. Min eventyrlyst er intakt – men jeg er mig også bydende bevidst om, at det ikke nødvendigvis vil være en mulighed eller en frihed, som vi som familie kan fortsætte med at tage i én uendelighed.”
Danmark er dejlig(st).
Men hjemme er for mig blevet en følelse og ikke et sted.
Der er dér, hvor Martin er.
Og jordbærhjelmene, selvfølgelig.
Tak for en fin og interessant blog. Jeg genkender som udenlandsdansker i UK mange af dine refleksioner. Det giver en bred horisont at bo i udlandet, og mange fordele. Men har svært ved ikke at blive stødt over en enkelt betragtning: Det liv, du lever i Dubai, er kunmuligt, pga det utroligt ulige samfund, det land er. Du kan kun have al den hushjælp pga uligheden. Det ved du vel sikker nok, og det er jo på sin vis et ideologisk spørgsmål, om man synes, det er et problem, men: det er en ting, der gør, at jeg gerne vil hjme til DK en dag. For at vise mine børn, at lighed, et samfund, der er okay for alle, hvor der ikke er så mange, der lider under fattigdom, er muligt. og ja, for at knokle, ude og hjemme – for det er vel godt at vise sine børn, at det er vigtigt at have en høj arbejdsmoral? Men det er nok abre mig, der er så meget dansker, hehe. Hver sin lyst ; )