Ramadan Kareem

Ramadan-gerninger

“Are you fasting, Nada?”

Jeg står overfor Milles børnehaveklasselærer, som ser træt og bleg ud.

“Yes, I have to give it a try, but I will see how it affects my milk production”, svarer hun med et lille smil, mens hun tørrer sveden af sin pande med et lommetørklæde.

Nada er nybagt mor, og selvom ammende mødre i reglen er undtaget for Ramadanens faste, så er det ikke nødvendigvis en lettelse. Snarere en form for stakket frist eller midlertidig frihed.

Rigtig mange kvinder bliver ufrivilligt underlagt familiens forventninger om, at de så holder deres faste i en anden måned, når de ikke længere ammer.

“It’s just that if I don’t do it now, I’ll have to do it over Summer. And I don’t want that, because I want to be able to enjoy my holiday”, reflekterer hun – halvt for sig selv, halvt henvendt til mig.

“And I’m so done with the whole breast-feeding-thing, Tine, I really am, so maybe this is my excuse to stop?”

Nadas øjne møder mine i et mor-til-mor-spørgsmål.

“Well, why not? Honestly, breast-feeding wasn’t for me either. The first time, I wasn’t willing to admit it, so I endured 6 long months with Cecilie, but I could only do 2 months with Emilie. I’m really not a fan of the whole breasts-out-when-about. And we have had enough of the mother-shaming, haven’t we?”, svarer jeg og holder hendes øjne fast.IMG_0320Ramadanen griber ind på håndgribeligste vis i muslimernes liv.

Og de påtager sig deres faste som en pligt og opgave, de skal udføre – uden at stille spørgsmålstegn.

Langt de fleste vil virkelig gerne faste – på det principielle plan. Men det koster på både den fysiske og den mentale konto, når princippet så skal udleves.

Sådan er det jo tit, når principper skal blive til realiteter.IMG_0318På vej fra skole taler pigerne og jeg om fasten.

Vi sidder i bilen på vej hen i det lokale supermarked for at købe mad til at fylde i et såkaldt “Ramadan Fridge”.

Der er nemlig opsat køleskabe rundt omkring i vores ghetto her under Ramadanen.IMG_0323Idéen er, at vi – som de venligboere, vi er – skal donere føde- og drikkevarer til områdets gartnere, vejarbejdere, vagtfolk og håndværkere, som har så uendeligt lidt.

Hver eftermiddag under Ramadanen kan de så cykle forbi et køleskab og tage mad og drikke, som de kan bryde fasten med ved solnedgang.

Jeg er vild med konceptet og synes, at det er én af de fineste måder, hvorpå vores piger kan deltage i og bidrage til den muslimske kultur og Ramadan-traditionerne her i Ørkenstaten.

For faste vil jeg hverken udsætte dem eller mig selv for.

“But wait, Mummy, let me count….so if the gardeners didn’t eat since suhoor and now it’s 2 o’ clock…then they have not had any food for 9 or 10 hours?”, Cille ser på mig med opspærrede øjne.

“Nej, skat, det er jo netop dét, der er ved fasten. De får først noget at spise igen, når vi skal have aftensmad. Og de går altså ude og arbejder i 45 graders varme”, svarer jeg.

Vi fylder indkøbsvognen med vand, cola, kærnemælk, fladbrød, bananer, kager, pandekager og kiks. Alt skal være individuelt pakket og let at tage med på cykel.

Senere kører vi op foran en villa i “The Meadows”, hvor et af køleskabene befinder sig.IMG_0322“Kom piger, kan I sørge for at organisere drikkevarerne pænt. Pas godt på ikke at klemme bananerne og kagerne”, siger jeg og hiver poser ud af bilens bagagerum.

De arbejder koncentreret med kærnemælksflaskerne og de små, indpakkede kager.IMG_0324En gartner kommer forbi på sin cykel og stopper op.

“Ramadan kareem, Madam”, siger han henvendt til mig.

“You are so very kind, Madam, may your soul be blessed”, fortsætter han og hjælper mig med at hive poser ud af bilen.

“Ramadan kareem, may your soul be blessed, too”, returnerer jeg.

Han kigger nysgerrigt i poserne for at se, hvad de mon gemmer.

Det ville jeg nok også gøre, hvis det var 10 timer siden, jeg sidst havde fået vådt eller tørt – og vel at mærke havde knoklet med at vande haver, luge ukrudt og klippe buske til siden da.

“Hvorfor tog ham gartneren ikke noget af vores mad?”, hvisker Cille, da han bevæger sig væk fra villaen. “Kan han slet ikke lide det, vi har valgt, Mor?”

“Han har jo ikke lov til at spise endnu, Cille. Don’t worry – han kommer helt sikkert tilbage ved solnedgang. Hvem kan ikke lide oreo biscuits, hva’?”, svarer jeg hende med et opmuntrende smil.

Efter et kvarters organisering af køleskabsindhold og høflig sludren med køleskabets indehaver, ser jeg sådan her ud, da jeg vender retur til bilens A/C-kølede indre.FullSizeRenderOpløst af sved, der løber ligeså stille fra overlæbe til mund. Fra hage til bluse. Fra tindinger til ører.

Alt er klamt og vådt.

Undertøjet. Håret. Ansigtet. Fødderne. Hænderne.

Jeg kan slet ikke begribe, hvordan muslimerne bærer sig ad med at faste – samtidig med at de arbejder i ørkenens sommervarme.

Ramadan kareem til dem!

Mange hilsner fra Mor i Udlandet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ramadan Kareem