Ferie-blues

Åh, jeg er ramt af the ferie-blues.

Jeg vil retur til Jordan og Det Døde Hav. Nu.For hvem vil ikke hellere vågne til denne her udsigt?Hvem vil ikke hellere sidde helt stille – helt alene – og kigge på denne her solnedgang over Palæstina og Det Døde Hav hver aften?Jeg vil tilbage til spontan room service.Og room-fjolleri.Jeg vil tilbage til eftermiddags-tennis i solens sidste stråler.Jeg vil tilbage til at dalre hen til en morgenmads- og aftensmadsbuffet, hvor jeg aldrig skal røre en finger i køkkenet eller overveje, hvad der skal på dagens menu.Jeg vil tilbage til dovne formiddage ved poolkanten.

Med popcorn.Og chips.Og en umanerlig anbefalelsesværdig bog.Og jeg vil tilbage til at overskride Martins taktil-sanse-grænser igen-igen ved at smøre ham ind i fed, jordansk mudder, mens jeg griner højt af hans fysiske ubehag.Jeg vil tilbage til flydende sofaposition i Det Døde Hav med min elskede ved min side.

Tilbage til det håndklæde, som han rækker frem mod mig efter havbadet.

Tilbage til det store stykke salt, som han piller af de slimede sten i det mærkelige, salte hav og lægger i min hånd.Men vi er ikke lige på vej retur til Jordan.

Der er fantastisk – intet mindre – ved Petra, langs Jordan-floden og på Nebo-bjerget.

Det er usandsynligt smukt at se ud over Det Døde Hav – og mudderbadene i de salte bølger er noget helt unikt.

Jordanerne er også flinke, smilende og søde.

Maden er skøn og lavet af lokale råvarer – og de lokale vine er overraskende gode.

Der er bunker af positive ting at sige om landet, dets seværdigheder, naturen og befolkningen.

Men der er også små minusser i regnskabet. Som f.eks. den ‘synkende’ fornemmelse, man får som turist, når jordanerne helt ublu vrider pengene ud af én, som er der tale om en “once-and-for-all-chance“, de har for at tømme hvid mands Mastercard.

Man betaler adgang til landets seværdigheder baseret på nationalitet (ved fremvisning af pas). Det betyder eksempelvis, at en jordaner betaler 20 kr. for at se Jesus’ dåbsted, mens en dansker må slippe 120 kr. for præcist den samme oplevelse.

Også Petra er en hundedyr fornøjelse, to say the least. En voksenbillet koster 500 kroner ved fremvisning af dansk rødbedepas, mens rygtebørsen siger, at jordanerne selv betaler en rund 20-krone sammesteds.

Forestil dig, hvis vi lavede entré til Tivoli, Møns Klint eller Legoland baseret på nationalitet – og efterfølgende valgte at give danske statsborgere helt op til 96% lavere entrépris?!

Nu skal det ikke lyde, som om vi ikke er villige til at betale vores del af gildet og opfatter sådan set de dyrere entrépriser som en form for turistskat til et land, der virkelig godt kan bruge pengene. Og ingen jordanere kan betale 500 kr. for entré til Petra.

Men uanset hvordan vi vender og drejer de jordanske dinarer, så tager jordanerne fat, vrider rundt og har et meget højt prisleje i forhold til kvalitet og serviceniveau.

Anyway.

Det forrevne, skrammede Mastercard skal nok overleve.

Og pigerne lever i disse dage op til ordsproget om, at ude er godt, men hjemme er bedst.

De nyder at sove længe i deres egne senge.Og de leger og leger og leger, nu hvor de har været væk fra deres legetøj i en uge.Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Eller er det omvendt?

Mange hilsner fra Mor i Udlandet