"Jeg synes ikke rigtigt at du får blogget så meget for tiden, Trunte".
Regnskabschefen observerer
Se næste indlæg >
Hemmelig, nemlig!
“Don’t look, Mummy!”
Udbruddet kommer helt spontant fra den 6-årige forleden morgen.
Hun er i færd med at skrive dagbog.
Og hun er helt hemmelig, nemlig!
Lige indtil resultatet bliver så godt, at hun er nødt til at dele det med sin Mor.
Cille er inde i en rivende udvikling for tiden.
Hun går med hasteskridt fra at være en ubekymret tumlinge-trunte til at blive en rigtig pige.
Ikke at hun ikke har været en pige hele tiden, men I ved, hvad jeg mener?
Der er pludselig BFF-lister nedfældet med stor alvor.
Og selvbevidsthed er blevet en ny følgesvend i det følelsesmæssige repertoire.
Selv tænderne synes store og fremmede, som om både krop og sind er på forandrings-vandring. 
Og da hun fornylig fik endnu et “terfiticate” (certificate er et svært ord) i skolen for sin gode indsats, måtte hun selv vælge en belønning.
Dét var nemt.
En dagbog magen til en venindes!
Som Farmor og Farfar så måtte opstøve i Danmark og sende hele vejen med posten. For TOPModel-dagbøger kører vi ikke lige med i Ørkenstaten.
Bogen bliver flittigt brugt.
Heldigvis mest til tegninger.
Og heldigvis bliver vi inviteret til at se hende over skulderen med jævne mellemrum, når et eller andet er særlig fint.
Det føles besynderligt, at vores barn er på vej til at have sit eget indre liv på dén måde.
Hun har længe læst læsebøgerne højt “inden i sig selv”, hvilket jeg selv husker som en pretty big deal, da jeg pludselig knækkede den kode. Den der indre fortællerstemme kom som en vanvittig fantastisk og brusende oplevelse – og jeg har brugt den hver eneste dag lige siden.
Men nu er vi så nået til stadiet med hemmeligheder, evighedsfnisen med veninderne, BFF-lister og diskrete sving med hestehalen, når drengevennerne går forbi.
Jeg er ikke den eneste i familien, som lige skal vænne mig til Cille i tween-modus.
Forleden overhørte jeg følgende guldkorn mellem Far og Datter:
“Cille – i din dagbog, ikke, der må du kun skrive de hemmeligheder ned, der giver sommerfugle og glade følelser i din mave, okay?”, spørger Faren forsigtigt.
“Hm-mmm”, siger næsten Tween-datter.
“Altså den slags hemmeligheder, som giver ondt nede i maven og ked-af-det-hed, dem skal man sige til en voksen. Far eller Mor eller Miss Laura eller Miss H eller en anden voksen, ikke?”, fortsætter han.
“Mmmm”, svarer næsten Tween-datter.
Ingen kommentarer endnu