Præstationsangst

“Jeg synes ikke rigtigt at du får blogget så meget for tiden, Trunte”.

Regnskabschefen observerer mig opmærksomt henover computerskærmen, der er fyldt af blodrøde tal.

“Jeg troede ellers, at du ville være som en sprudlende flaske champagne, der boblede over af gode historier, nu hvor du er kommet over på Bloggers Delight?”

Han ser intenst på mig, mens hænderne lever deres eget liv i bunkerne af excel-ark på spisebordet.

Og jeg noterer mig, at han tiltaler mig ‘Trunte’.

Så er jeg i kridthuset, siger min Martin-erfaring mig.

Manden vil altså oprigtigt gerne vide, hvad der er i vejen med mig.

“Nåeh, meeen, det er bare fordi jeg bliver så pissetræt af alle de fejl, der skal rettes og alt det teknik, der er gået forvikling i, når bloggen skulle flyttes fra det ene sted til det andet. Det demotiverer mig helt vildt, at der er så mange fejl i hyperlinks og at min Mac fuldstændig forvrider min side”, svarer jeg tonløst.

Og så lister jeg lynhurtigt op ad trappen og gemmer mig under dynen.

Bedste-halvdelen fortsætter ufortrødent med årsregnskabet.

Det gør han hver aften for tiden.

Og det er okay, fordi jeg ved, at det får en ende om lidt.

Jeg vrider og vender mig hvileløst.

Og det til trods for sengekammeraten Mille, hvis fredfyldte åndedræt normalt ville vugge mig i søvn.

Til sidst er der ingen omvej.

Jeg er nødt til at være ærlig over for ham.

Min bedste ven.

Min elsker.

Min medspiller i livets spil kegler.

Men jeg er flov over at indrømme det her, og jeg kan ikke rigtig overskue at stå i nattøj, med fehår og krumme tæer på stuegulvet foran ham.

Så jeg sender en whatsapp.

Og nu hvor katten er ude af sækken, drager jeg et lettelsens suk.

Alting bliver bare lettere, når jeg tør være ærlig.

Både over for mig selv og over for andre.

Præstationsangsten er pludselig ikke helt så overvældende.

Bare fordi jeg tør stå ved den.

Og fordi han – som altid – tror mere på mine evner som skriverkarl end jeg selv.

Og jeg modtager en hilsen over Whatsapp her til morgen.

“Jamen, jeg fik bare opfattelsen af at vi kun kommunikerer over Whatsapp nu, Skat”, siger Martin grinende, da han kommer ned ad trappen til morgenmaden.

Meget morsomt.

Bare fordi jeg stadig kan blive helt skolepige-agtig pinligt berørt efter 15 års samliv.

Og nu hopper den præstationsangste kanin frit rundt i rummet. Lettet over at være blevet trukket op af hatten. Men samtidig mimrende forvirret over det nye landskab, den skal navigere i.

Et landskab, der er fyldt af imponerende flotte interiør- og designblogs, af make-up, styles, trends og fit-living, af perfekt anrettede borde og ernæringsmæssigt fuldendte måltider.

Så må vi se, hvordan Mor i Udlandet får indrettet sig i det her nye og slående univers.

Første lektion var vist noget i retning af at stå ved, hvem jeg er.

Og hvad jeg føler.

På godt og ondt.

Mange hilsner fra Mor i Udlandet