Julerier og de helt store følelser

Lille-juleaften starter med et dejligt gensyn.

Min Mors lækre brunch fortæres midt i latteranfald og store armbevægelser sammen med mine vestjyske-københavner-kusine-søstre.

De to kusine-søstre har en helt særlig plads i mit hjerte. Måske fordi vi altid kan tale om både de store ting i livet og de helt små detaljer – og det endda selvom jeg er virkelig gammel i forhold til dem (virkelig gammel!).

Fælles for os alle tre er, at nok er vi født i Vestjylland, men ingen af os passer rigtigt ind. I skolen var vi måske lidt usikre og lidt anderledes? Jeg blev kaldt ‘forfinet’ – og jeg har glemt hvilke prædikater kusine-søstrene fik stemplet i panden…

Vi ragede ihvertfald voldsomt højt op i de vestjyske skolegårde med vores letgenkendelige, ranglede, tændstik-tynde kroppe og flyvske armbevægelser. Og vores hoveder løb over med indfald og idéer, der var for store og for luftige til den jyske mentalitet. Vi kunne ikke rumme miljøet. Og miljøet rummede ikke os. Tre generationer med en følelse af aldrig at passe helt ind. Lige indtil vi ramte andre skolemiljøer end den lokale folkeskole. Lige indtil vi ramte København og København ramte os.

På hver vores måde og i hver vores tid er vi sluppet fri og øver os i at gøre præcist dét, som vi ved er det helt rigtige i vores vidt forskellige liv. Og det er befriende, glædeligt og fantastisk at se hvordan vi faktisk lykkes med de ret svulstige drømme.

Tag en af Mormors småkager eller en karamel. De er 100% kaloriefrie lige her.

Og Lille-juleaften bliver tilbragt hos Morfar og Conny. Til dejlig ikke-julet karry-ret, hyggesnak og julegaveuddeling.

Det er egentlig ret smart at vores julerier er fordelt over flere dage. På den måde modtager pigerne deres gaver i et stille og roligt tempo.

Og når vi ikke åbner gaver, så er Cille igen-igen i krea-værkstedet. Ustoppelig i sin egen lille verden af tape, limstifter, glitter og vandfarver. Kun afbrudt af lidt LEGO-byggeri. Senere får Mormor dog overtalt de to halvnøgne trunter til at pynte juletræet.

Som optakt til Juleaften finder vi liiiige tid til gudstjenesten i Strellev Kirke.

Hver eneste gang jeg træder ind ad lågen til den lille, vindomblæste kirkegård – på bakken med udsigt over den vestjyske muld – får jeg en stor klump i halsen og tårer i øjnene. Jeg er uendeligt få skridt fra min elskede Mormor og Bedstefar. Her ligger de. Begravede i sort jord. Forsvundet. Alt, alt for tidligt og aldrig, aldrig glemt.

Præsten Hans Vestager (oh yes, der er tale om Margrethe Vestager’s fædrene ophav) hiver os igennem en besynderlig, fabulerende prædiken, som helt klart er velment og tiltænkt børnene, men som er et skoleeksempel på hans ekcentriske, umanerligt ustyrlige hoved.

Bagefter hilser jeg på et par bekendte og hiver hætten op, så ingen kan se mine tårer. Jeg ser ned på gravstenene og på familiens juleblomster, der ligger der i regnen. Og jeg forbeholder mig en barnlig ret til at håbe, at der sidder et par bedsteforældre i himlen og glæder sig over deres families skøre opførsel og til tider ret lyse idéer.

Herefter bliver det endelig tid til at gøre sig klar til Juleaften hos Moster og Onkel. Jeg mærker forventningens glæde over langtidsstegte ænder på Weber-grill og et Julemands-besøg til tre bittesmå piger med store, runde øjne.

Det er bare verdens dejligste Juleaften. Fyldt med og af kærlighed og fællesskab. Pigerne holder hinanden i hånden. Jeg er dybt taknemmelig for at vi er lige her og har det så godt.