Bibliotekaren og morgengaven
Efter at have fået børn, er konceptet 'morgengave' noget fundamentalt anderledes end det var i de go'e, gamle (og langt fredeligere) dage.
Nu består en Kaalund'sk morgengave oftest af et veltilrettet cirkelspark i nyrerne eller et eventyrligt hold i ryggen af at have ligget og frosset uden for dynen det meste af natten.
The joys of co-sleeping, tænker jeg?
Men i dag er min morgengave hverken fra mand eller børn.
Den er fra Bob-katten, den store idiot.
Bob har såmænd stolt placeret nattens fangst uden for hoveddøren som et tegn på hans store hengivenhed.
Lidt pralen af egne jagtevner er der sikkert også i spil?
Læg nøje mærke til, hvor meget, han har slikket den i nakken og på ryggen som et intenst forspil til et afbrudt måltid.
Rigor mortis er indtruffet, kan jeg tørt konstatere, da pigerne og jeg gafler den stakkels mus og skiller os af med den før afgang mod skolen.
De synes, at musen er sød - som den ligger dér helt død - men de har samtidig set Bob's fangst-eskapader så tilstrækkeligt mange gange, at de tager både dyr og død med ophøjet ro.
Den værste oplevelse var dog engang, hvor Bob valgte at sluge to uskyldige - spil-levende og pippende - fugleunger i én mundfuld lige for øjnene af os. Det har jeg stadig svært ved at tilgive ham.
Bob-katten har i øvrigt ikke vist sig på matriklen siden i morges. Han har en intuitiv fornemmelse for hvornår han er i kridthuset - og hvornår han er det modsatte.
Det er jo ikke fordi jeg ikke er glad for hans evner. Selvfølgelig er det godt, at han fanger ørkenens mus og rotter, men han må meget gerne spise dem uden for mit åsyn - eller alternativt forære dem væk til andre end mig.
Man er vel en sart blomst fra Jylland.
Og det ser ud til at gå over stok og sten for hende, som hun går rundt dér - helt koncentreret med stakkevis af børnebøger, mens hun mumler alfabetet for sig selv.
Jeg fornemmer, at hun er stolt over at have fået en opgave, hvor hendes naturlige talent for organisation og systematik kommer til sin ret. Hun er den eneste elev i primary school, der har fået lov til at udføre denne opgave.
Og jeg betragter på afstand, hvorledes hun vandrer målrettet fra bogvogn til bogkasse i en halv time.
I mens sidder Mille og jeg i et stille hjørne af biblioteket med hendes lilleput-lektier.
Vi lyd-efterligner bogstaver og læser småord: in, is, it og an. 
Jeg har svært ved at forstå at mindste-datteren er ved at lære at læse. Og at hun laver lektier.
Hvis jeg er heldig, så vokser de begge to op og bliver vaskeægte læsenørder og bogorme som deres Mor.
Jeg gør ihvertfald hvad jeg kan for at præge og "nudge" dem i retning af at føle sig hjemme i et boglandskab, når vi befinder os på skolebiblioteket 3-4 gange om ugen.
Og i morgen er det farvel til bøger og goddag til weekend i en Ørkenstat.
I aner ikke, hvor meget jeg har brug for den...
Bob har såmænd stolt placeret nattens fangst uden for hoveddøren som et tegn på hans store hengivenhed.
Lidt pralen af egne jagtevner er der sikkert også i spil?
Læg nøje mærke til, hvor meget, han har slikket den i nakken og på ryggen som et intenst forspil til et afbrudt måltid.
Rigor mortis er indtruffet, kan jeg tørt konstatere, da pigerne og jeg gafler den stakkels mus og skiller os af med den før afgang mod skolen.
De synes, at musen er sød - som den ligger dér helt død - men de har samtidig set Bob's fangst-eskapader så tilstrækkeligt mange gange, at de tager både dyr og død med ophøjet ro.
Den værste oplevelse var dog engang, hvor Bob valgte at sluge to uskyldige - spil-levende og pippende - fugleunger i én mundfuld lige for øjnene af os. Det har jeg stadig svært ved at tilgive ham.
Bob-katten har i øvrigt ikke vist sig på matriklen siden i morges. Han har en intuitiv fornemmelse for hvornår han er i kridthuset - og hvornår han er det modsatte.
Det er jo ikke fordi jeg ikke er glad for hans evner. Selvfølgelig er det godt, at han fanger ørkenens mus og rotter, men han må meget gerne spise dem uden for mit åsyn - eller alternativt forære dem væk til andre end mig.
Man er vel en sart blomst fra Jylland.
♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ ♥
Pigerne - derimod - spiller rollerne som englebørn til perfektion idag. Cille har første arbejdsdag på skolebiblioteket, hvor hun hjælper børnebibliotekaren med at sætte bøger på plads i alfabetisk orden efter skoletid. Lønnen afholdes af hendes gamle forældre, som gerne vil lære trunten at tjene egne penge helt fra barnsben. Men jobbet tjener et højere formål end dét at lære hende om penge. Cille er nemlig ingen en læsehest. Endnu. Faktisk er det først fornylig, at hun er begyndt at læse bøger frivilligt og med oprigtig glæde. Det er denne nyfundne interesse og spirende begejstring, som vi gerne vil puffe endnu mere til. Og det ser ud til at gå over stok og sten for hende, som hun går rundt dér - helt koncentreret med stakkevis af børnebøger, mens hun mumler alfabetet for sig selv.
Jeg fornemmer, at hun er stolt over at have fået en opgave, hvor hendes naturlige talent for organisation og systematik kommer til sin ret. Hun er den eneste elev i primary school, der har fået lov til at udføre denne opgave.
Og jeg betragter på afstand, hvorledes hun vandrer målrettet fra bogvogn til bogkasse i en halv time.
I mens sidder Mille og jeg i et stille hjørne af biblioteket med hendes lilleput-lektier.
Vi lyd-efterligner bogstaver og læser småord: in, is, it og an. Jeg har svært ved at forstå at mindste-datteren er ved at lære at læse. Og at hun laver lektier.
Hvis jeg er heldig, så vokser de begge to op og bliver vaskeægte læsenørder og bogorme som deres Mor.
Jeg gør ihvertfald hvad jeg kan for at præge og "nudge" dem i retning af at føle sig hjemme i et boglandskab, når vi befinder os på skolebiblioteket 3-4 gange om ugen.
Og i morgen er det farvel til bøger og goddag til weekend i en Ørkenstat.
I aner ikke, hvor meget jeg har brug for den...