En stor beslutning
Martin og jeg har tumlet lidt rundt i den seneste måneds tid.
Med murstenstanker og skal-skal-ikke'r.
Og nu er beslutningen truffet.
Vi har sat vores fantastiske lejlighed i Metropolis på Sluseholmen til salg.
Københavns Sydhavn, that is.
Sluseholmen er blot et skalkeskjul for 2450 SV. Don't be fooled.
En lejlighed, som vi købte på et stykke glittet papir i 2006.
Vi stod dér - med sammenflettede fingre og ungdommens uovervindelighed i hjertet - og kiggede ned i Sydhavnens mørke, forurenede havnevand på en iskold og blæsende februardag.
Udsigten var gamle malerbøtter og ukrudt på B&W's forladte grunde. Til den anden side lå en lille sejlklub med tilhørende kolonihavehuse og havenisser.
Man skulle virkelig have god fantasi for at se det storladne i idéen.
Københavns Sydhavn var dengang et gudsforladt, uelsket sted. Byens uægte skarnsunge, der var forsømt, halvglemt og uvasket.
Men fantasi - dét havde vi.
Og vi fortrød det aldrig.
Ved vores side stod en overbevisende ejendomsmægler, som skubbede yderligere til lysten, mens hun pegede og fortalte med store armbebægelser om den kunstige halvø, der ville komme til at agere Le Grande Finale på havneindløbet fra den sydlige ende af Københavns Havn.
På den kunstige halvø skulle en halvmåneformet bygning opføres, hvor hver lejlighed ville blive et tværsnit igennem bygningen, således at man ville få det skønneste lysindfald igennem hele lejligheden uanset årstiden og vejrliget.
En bygning så unik, at den med-det-vuns ville blive flagskibet for den nye bydel.
Et vartegn for den oversete, triste sydlige del af København, som kommunen var ivrig for at udvikle og opgradere til et smart sted for mennesker med god indkomst.
Bygningens ydre skulle beklædes med en skal af naturligt perlemor, som vil forvitre og ændre farve i takt med årene. Tegningerne viste også, at bygningen havde et gennemført maritimt look med store, bedende koøjer og en form for forstavn eller bro, hvorpå man kunne lege sin egen version af Titanic-øjeblikket.
Lige noget, der appellerede til 2 Mærsk-ansatte med et godt øje til et godt skiw'.
Alting holdt stik.
2 år senere - i 2008 - flyttede vi ind i den mest fantastiske lejlighed, der mest af alt føltes som en stor skibskahyt. Med bløde, fine egetræsgulve og en udsigt, der bare aldrig blev kedelig - uanset dag, tid og vejr.
Her sad vi - på altanerne og drak kaffe eller vin med udsigt til motorbåde, der tøffede afsted.
Her padlede vi - i havkajakker, som vi stak i vandet direkte neden for lejligheden. Både sommer og vinter.
I 2011 sagde vi farvel og flyttede vi til London.
Efter blot 2 ½ år i en lejlighed, vi havde ventet på i lang, lang tid. Det føltes bittersødt dengang - og gør det stadigvæk - for jeg er slet ikke færdig med at bo i den lejlighed.
Siden da har pragteksemplaret været udlejet.
Og det gør ondt at sætte det til salg.
Rigtig ondt.
Jeg har kun set billederne og ejendomsmæglerens beskrivelse igennem en enkelt gang. For jeg bliver så ked af at skulle tage afsked.
Symbolikken er ikke til at tage fejl af.
Og det er hér, katten ligger begravet.
Det er her klumpen i halsen kommer fra.
Hvis 'man' sælger sine danske mursten, så er 'man' ikke på vej hjem lige foreløbigt. Vel?
Den her beslutning føles langt, langt tungere end at skrive til kommunen, at man melder sig ud af landet.
Fraflytning af Danmark er en formalitet.
Salg af mursten er mere end det.
For det er ikke bare mursten.
Murstenene var rammen om et liv.
Om vores liv i Danmark.
Murstenene udgjorde et rigtigt hjem.
Vores første fælleskøbte hjem.
Men markedet er godt lige nu.
Og chancen for at vi kommer til at bo i lejligheden (selvom der er 4 værelser og plads til både voksne og jordbær) er meget lille.
Hvis du har lyst til at se billeder af lejligheden, som den fremstår lige her og nu - så klik her:
http://www.k-m.dk/emnevisning?http://kaas-marksoe.husavisen.dk/v3/grupper/64/Emne.aspx?sag=5561KM&mgl=3318&side=vissag_cms.htm&visalleesoft=1
Du må også meget gerne købe den, hvis du får lyst?
Du må også meget gerne dele mit opslag, hvis du får lyst!
Lejligheden har både god karma og god udsigt.
Ta' det fra én, der elsker den og faktisk måske alligevel ikke vil af med den...
Københavns Sydhavn, that is.
Sluseholmen er blot et skalkeskjul for 2450 SV. Don't be fooled.
En lejlighed, som vi købte på et stykke glittet papir i 2006.
Vi stod dér - med sammenflettede fingre og ungdommens uovervindelighed i hjertet - og kiggede ned i Sydhavnens mørke, forurenede havnevand på en iskold og blæsende februardag.
Udsigten var gamle malerbøtter og ukrudt på B&W's forladte grunde. Til den anden side lå en lille sejlklub med tilhørende kolonihavehuse og havenisser.
Man skulle virkelig have god fantasi for at se det storladne i idéen.
Københavns Sydhavn var dengang et gudsforladt, uelsket sted. Byens uægte skarnsunge, der var forsømt, halvglemt og uvasket.
Men fantasi - dét havde vi.
Og vi fortrød det aldrig.
Ved vores side stod en overbevisende ejendomsmægler, som skubbede yderligere til lysten, mens hun pegede og fortalte med store armbebægelser om den kunstige halvø, der ville komme til at agere Le Grande Finale på havneindløbet fra den sydlige ende af Københavns Havn.
På den kunstige halvø skulle en halvmåneformet bygning opføres, hvor hver lejlighed ville blive et tværsnit igennem bygningen, således at man ville få det skønneste lysindfald igennem hele lejligheden uanset årstiden og vejrliget.
En bygning så unik, at den med-det-vuns ville blive flagskibet for den nye bydel.
Et vartegn for den oversete, triste sydlige del af København, som kommunen var ivrig for at udvikle og opgradere til et smart sted for mennesker med god indkomst.
Bygningens ydre skulle beklædes med en skal af naturligt perlemor, som vil forvitre og ændre farve i takt med årene. Tegningerne viste også, at bygningen havde et gennemført maritimt look med store, bedende koøjer og en form for forstavn eller bro, hvorpå man kunne lege sin egen version af Titanic-øjeblikket.
Lige noget, der appellerede til 2 Mærsk-ansatte med et godt øje til et godt skiw'.
Alting holdt stik.
2 år senere - i 2008 - flyttede vi ind i den mest fantastiske lejlighed, der mest af alt føltes som en stor skibskahyt. Med bløde, fine egetræsgulve og en udsigt, der bare aldrig blev kedelig - uanset dag, tid og vejr.
Her sad vi - på altanerne og drak kaffe eller vin med udsigt til motorbåde, der tøffede afsted.
Her padlede vi - i havkajakker, som vi stak i vandet direkte neden for lejligheden. Både sommer og vinter.
I 2011 sagde vi farvel og flyttede vi til London.
Efter blot 2 ½ år i en lejlighed, vi havde ventet på i lang, lang tid. Det føltes bittersødt dengang - og gør det stadigvæk - for jeg er slet ikke færdig med at bo i den lejlighed.
Siden da har pragteksemplaret været udlejet.
Og det gør ondt at sætte det til salg.
Rigtig ondt.
Jeg har kun set billederne og ejendomsmæglerens beskrivelse igennem en enkelt gang. For jeg bliver så ked af at skulle tage afsked.
Symbolikken er ikke til at tage fejl af.
Og det er hér, katten ligger begravet.
Det er her klumpen i halsen kommer fra.
Hvis 'man' sælger sine danske mursten, så er 'man' ikke på vej hjem lige foreløbigt. Vel?
Den her beslutning føles langt, langt tungere end at skrive til kommunen, at man melder sig ud af landet.
Fraflytning af Danmark er en formalitet.
Salg af mursten er mere end det.
For det er ikke bare mursten.
Murstenene var rammen om et liv.
Om vores liv i Danmark.
Murstenene udgjorde et rigtigt hjem.
Vores første fælleskøbte hjem.
Men markedet er godt lige nu.
Og chancen for at vi kommer til at bo i lejligheden (selvom der er 4 værelser og plads til både voksne og jordbær) er meget lille.
Hvis du har lyst til at se billeder af lejligheden, som den fremstår lige her og nu - så klik her:
http://www.k-m.dk/emnevisning?http://kaas-marksoe.husavisen.dk/v3/grupper/64/Emne.aspx?sag=5561KM&mgl=3318&side=vissag_cms.htm&visalleesoft=1
Du må også meget gerne købe den, hvis du får lyst?
Du må også meget gerne dele mit opslag, hvis du får lyst!
Lejligheden har både god karma og god udsigt.
Ta' det fra én, der elsker den og faktisk måske alligevel ikke vil af med den...