På pladen

Hveranden måned afholder RTA - Dubai's Roads & Transport Authority - en auktion, der tiltrækker masser af opmærksomhed fra offentligheden. Det handler om plader. Nummerplader. Aj - hvor ligegyldigt kan det her blive, tænker du? Det gør jeg egentlig også, men der er alligevel ét eller andet ved det her nummerplade-show, som har en vis underholdningsværdi. I lørdags indbragte 92 unikke nummerplader den nette sum af 67 mio. dirhams. Rundt regnet 120 mio. kr. fullsizerender En klækkelig sum penge lige lukt ned i RTA-dishdash'ens dybe lommer. Og millionbeløbene bliver lagt for ejerskabet af en éncifret nummerplade eller en nummerplade med en såkaldt 'spændende' talkombination. Oh, yes…det er altså vigtigt, det her. Hvem kan holde ud at have en ordinær 5-cifret nummerplade ligesom almindelige, dødelige mennesker? Nummerpladen D 5 (Dubai 5, forstås) indbragte egenhændigt 33 mio. dirhams (i omegnen af 60 mio. danske kroner) forleden. Den glade bud-afgiver og nummerplade-ejer kan berette, at han har tænkt sig at sætte D5 på en af sine Rolls Royces - den sorte, såmænd nok. Giver det mening? For D 5 plade-ejeren giver det helt sikkert mening. For helt almindelige mennesker maybe not so much. Det virker lidt som en vulgær opvisning i overflod og se-hvad-jeg-kan - ihvertfald set fra en middelklasseposition. Lige indtil man ser den allersidste sætning i artiklen: Overskuddet fra salget af nummerplader går direkte til vej- og broanlæg. Det er jo en ren win-win situation: En rigmand får sin vigtige, unikke nummerplade, der råber "se-mig-jeg-er-noget-helt-særligt" til medtrafikanterne. Staten får til gengæld økonomiske ressourcer til at konstruere og reparere vejnettet i Dubai. Og det er sådan set et smart træk, når nu der ikke er udviklet så meget på skatte- og afgiftsområdet som visse andre steder i verden.