Musandam
Musandam. [Mu:'san-dam].
Et proprium, der ved dets enkle, musikalske sammensætning af vokaler og konsonanter lyder præcist som det arabiske eventyr, stedet vitterligt er.
Sidste år under Eid Al Adha besøgte vi for 1. gang Oman-eksklaven Musandam, der ligger som en strategisk (omend isoleret) forpost med udsigt over det smalle Hormuz-stræde, hvor iranske sømænd sejler smuglervarer fra Khassab til Bandar Abbas i ly af nattemørket.
Og selvom sidste års dhow cruise står friskt i erindringen, ser vi frem til både road trip og gentagelses-sejlads i weekenden, hvor vi fejrer hijiri - det arabiske nytår.
Vi kører fra Dubai tidligt og passerer igennem emiraterne Sharjah, Ajman, Umm Al Quwain og Ras Al Khaimah, før vi rammer grænsen til Oman kl. 8 om morgenen.
I modsætning til sidste års timelange sild-i-en-tønde-oplevelse, er det en breeze at komme igennem på både UAE- og Oman-siden denne gang.
Efter grænsekontrollerne er der knapt en times hårnålesvings-kørsel til hovedbyen Khassab.
Heldigvis er der arabisk kardemomme- og safrankaffe på kanden til at dulme kvalmen med, før vi stævner ud fra havnebyen.
Mens vi sejler ind i de arabiske fjorde, hilser vi på de andre danske familier, som er med på turen - og så spiser vi snacks, nyder udsigten og fortæller vitser.
Alting foregår i slow-motion på dhow'en, der viser sig at være en noget tung og klodset madamme at navigere i modvind.
Men den duvende skude finder dog balancen igen, så snart vi kommer ind i fjordene.
"Lassad, will we see dolphins today?", spørger jeg nysgerrigt vores stort-set-stemmeløse (men meget imødekommende) guide.
Han ser på mig, smiler og strækker armene op i en afværgende bevægelse, mens han hæst hvisker: "If we see dolphins, we see dolphins".
Det kan han jo have ret i.
Simple as that.
Jeg bare elsker araber-logik.
Og de vilde delfiner er ikke sene til at vise sig. 
De kommer ikke helt så tæt på dhow'en som sidste år, men oplevelsen af de vilde dyr i deres naturlige element er lige fantastisk hver gang.
Store som små er fascinerede af de elegante dyr.
Undervejs ser vi små isolerede bygder, hvortil der kun er adgang fra vandsiden. Beboerne har små motorbåde liggende i vandkanten neden for deres spartanske hytter - og ellers er der intet at se.
Intet tegn på liv eller på menneskelig aktivitet.
Lassad fortæller os, at samtlige bygder modtager elektricitet fra staten, som har opsat el-ledninger overalt i Musandams bjerglandskab.
Staten sejler også ud med ferskvand et par gange om ugen, da der ellers ikke er adgang hertil.
Selvom der ikke ser ud til at være ret mange mennesker i de små samlinger af huse spredt rundt omkring i fjordene, så må det alligevel være en ikke ubetydelig opgave for staten at sørge for el, vand osv. i det ufremkommelige terræn, som den golde, dramatiske Hajjar-bjergkæde består af.
I tillæg til el og vand, tilbyder staten gratis kostskoleophold og skolegang for bygdernes børn i hovedbyen Khassab.
Børnene sejles ind til havnen om søndagen og returnerer til deres forældre om torsdagen. Der er obligatorisk skolegang for samtlige børn i Oman i alderen 6-16 år, så der er ikke noget at rafle om.
Efter Lassads hviskende fortællinger om livet i fjordene, kaster kaptajnen anker ind mod Telegraph Island, hvorefter han let og elegant hopper på hovedet i vandet og dykker efter søpindsvin og søsnegle, mens vi andre følger trop med snorkel, svømmefødder og - for nogle af os - redningsveste.
Vi fodrer de farverige fisk i vandet.
Og efter en dejlig svømmetur i det 26 grader varme, klare saltvand, klatrer vi ombord og fortsætter med at fodre Nemo og Dory ud over rælingen.
Saltvandet og havbrisen gør os sultne.
Og så er det ret smart at have en duelig kaptajn ombord, som kan navigere, dykke, ryge cigaretter, marinere og grille queen fish over kul på stort set én og samme tid.
Den grillede fisk, hummus og pitabrød mætter dejligt og gør os døsige.
Efter 6 timers sejlads stævner vi ind mod Khassab igen med en sovende Mille på skødet. Hun er faldet i fredfyldt søvn til den monotone motorbrummen og lyden af bølgeskvulp.
Det bliver ikke bedre end dét her.
Rå, (næsten) uberørt natur, så langt øjet rækker.
Musandam. Jeg var vild med dig sidste år. Jeg er vild med dig igen i år.
Og selvom sidste års dhow cruise står friskt i erindringen, ser vi frem til både road trip og gentagelses-sejlads i weekenden, hvor vi fejrer hijiri - det arabiske nytår.Vi kører fra Dubai tidligt og passerer igennem emiraterne Sharjah, Ajman, Umm Al Quwain og Ras Al Khaimah, før vi rammer grænsen til Oman kl. 8 om morgenen.I modsætning til sidste års timelange sild-i-en-tønde-oplevelse, er det en breeze at komme igennem på både UAE- og Oman-siden denne gang.
Efter grænsekontrollerne er der knapt en times hårnålesvings-kørsel til hovedbyen Khassab.
Heldigvis er der arabisk kardemomme- og safrankaffe på kanden til at dulme kvalmen med, før vi stævner ud fra havnebyen.Mens vi sejler ind i de arabiske fjorde, hilser vi på de andre danske familier, som er med på turen - og så spiser vi snacks, nyder udsigten og fortæller vitser.Alting foregår i slow-motion på dhow'en, der viser sig at være en noget tung og klodset madamme at navigere i modvind.
Men den duvende skude finder dog balancen igen, så snart vi kommer ind i fjordene."Lassad, will we see dolphins today?", spørger jeg nysgerrigt vores stort-set-stemmeløse (men meget imødekommende) guide.
Han ser på mig, smiler og strækker armene op i en afværgende bevægelse, mens han hæst hvisker: "If we see dolphins, we see dolphins".
Det kan han jo have ret i.
Simple as that.
Jeg bare elsker araber-logik.
Og de vilde delfiner er ikke sene til at vise sig. De kommer ikke helt så tæt på dhow'en som sidste år, men oplevelsen af de vilde dyr i deres naturlige element er lige fantastisk hver gang.
Store som små er fascinerede af de elegante dyr.Undervejs ser vi små isolerede bygder, hvortil der kun er adgang fra vandsiden. Beboerne har små motorbåde liggende i vandkanten neden for deres spartanske hytter - og ellers er der intet at se.
Intet tegn på liv eller på menneskelig aktivitet.Lassad fortæller os, at samtlige bygder modtager elektricitet fra staten, som har opsat el-ledninger overalt i Musandams bjerglandskab.
Staten sejler også ud med ferskvand et par gange om ugen, da der ellers ikke er adgang hertil.
Selvom der ikke ser ud til at være ret mange mennesker i de små samlinger af huse spredt rundt omkring i fjordene, så må det alligevel være en ikke ubetydelig opgave for staten at sørge for el, vand osv. i det ufremkommelige terræn, som den golde, dramatiske Hajjar-bjergkæde består af.I tillæg til el og vand, tilbyder staten gratis kostskoleophold og skolegang for bygdernes børn i hovedbyen Khassab.
Børnene sejles ind til havnen om søndagen og returnerer til deres forældre om torsdagen. Der er obligatorisk skolegang for samtlige børn i Oman i alderen 6-16 år, så der er ikke noget at rafle om.
Efter Lassads hviskende fortællinger om livet i fjordene, kaster kaptajnen anker ind mod Telegraph Island, hvorefter han let og elegant hopper på hovedet i vandet og dykker efter søpindsvin og søsnegle, mens vi andre følger trop med snorkel, svømmefødder og - for nogle af os - redningsveste.Vi fodrer de farverige fisk i vandet.Og efter en dejlig svømmetur i det 26 grader varme, klare saltvand, klatrer vi ombord og fortsætter med at fodre Nemo og Dory ud over rælingen.Saltvandet og havbrisen gør os sultne.
Og så er det ret smart at have en duelig kaptajn ombord, som kan navigere, dykke, ryge cigaretter, marinere og grille queen fish over kul på stort set én og samme tid.Den grillede fisk, hummus og pitabrød mætter dejligt og gør os døsige.
Efter 6 timers sejlads stævner vi ind mod Khassab igen med en sovende Mille på skødet. Hun er faldet i fredfyldt søvn til den monotone motorbrummen og lyden af bølgeskvulp.Det bliver ikke bedre end dét her.
Rå, (næsten) uberørt natur, så langt øjet rækker.
Musandam. Jeg var vild med dig sidste år. Jeg er vild med dig igen i år.