Tests af børn. Børnetests. Testede børn.

"Men hvad nu hvis jeg ikke kan svare på et af spørgsmålene?" Cille skubber vagtsomt en pastaskrue rundt på kanten af sin tallerken. "Jamen, så går du bare videre til næste spørgsmål. Det gør ingenting. Så siger man pyt. Bare videre til næste opgave. Det vigtigste er, at du gør dit bedste. Ingen forventer andet eller mere af dig end det", svarer Martin. Vi sidder henover aftensmaden og ser os nødsaget til at bringe emnet 'tests' op med den 7-årige skolepige. Tests af børn. Børnetests. Testede børn. For skolen har informeret os om at alle nye elever i Year 3 til Year 10 skal tage en række standardiserede tests henover den kommende uge eller to.Screen Shot 2016-09-20 at 11.33.49Tests, hvor man skal sidde i det store eksamenslokale ved individuelle computere. Sjovt nok synes jeg ikke, at 7-årige Cille er klar til at sidde i skolens store eksamenslokale. Og at dømme på pigens udtryk, er hun heller ikke selv helt sikker. Men der er ingen vej udenom. Det her føles ret langt fra 'in class tests' og 'checking sheets', som Cille er vant til at samtlige faglærere deler rundt i starten af skoleåret og ved afslutningen af hver læringsenhed. Faglærernes tests af elevernes kunnen og forståelse for de individuelle fag virker pludselig så uskyldige sammenlignet med dét her scenarie, som Mor og Far taler om henover middagsmaden. Vi har bevæget os ud i meta-data-universet. Dér, hvor skolens management skal hente tal ned for at sammenligne sig selv med andre IB-skoler rundt omkring i verden. Og for at undersøge de nuværende elevers abstraktionsniveau og kognitive evner. Den pragmatiske og logiske tilgang til standardiserede tests må naturligvis være, at børnene lige så godt kan lære, at det er en del af livet - rather sooner than later. For det er det jo. Det ved vi jo. Alle os, der har mistet både barndommens uskyld og eksamensmødommen. Og som ansat på skolen ved jeg, at tests'ene bliver anvendt den positive vej rundt: Til at sikre, at samtlige børn får et differentieret undervisningstilbud, som støtter netop deres læring og akademiske udvikling på bedst tænkelige vis. De kognitive tests er heller ikke forsimplede IQ-tests; de er værdifulde redskaber for lærerne, fordi de fortæller noget om børnenes præferencer og styrker - og om de områder, hvor nogle børn måtte have brug for ekstra støtte. Nu holder vi op med at tale om de forbandede tests. Skolepigen har fået at vide, at hun nok skal sidde ved en computer i et fremmed lokale på et eller andet tidspunkt i denne uge sammen med sine klassekammerater. Der er ikke andet at gøre end at gå med flow'et. Men det er lidt af en test. For både skolepigen og hendes forældre.